– Derudover har huset et tag, som skal være grønt, og et spejlbassin inde i huset. Til sammen giver det et ekstraordinært men også dyrt projekt. På den anden side kræver byggegrunden, at man bygger noget, som bliver lige så bevaringsværdigt som rundkirkerne, siger Poul Schülein.

Sonja Ferlov Mancoba i værkstedet i færd med at lave skulpturen Den lille nænsomme. Arkivfoto
Vil skabe et fælles kunstværk
Sonja Ferlov Mancoba-pavillonen skal ligge på Bornholm, fordi det var her, kunstneren fandt sin inspiration. Men hvad får en international arkitektkapacitet som Tadao Ando til at ville Allinge og Bornholm? Jacob Bjerring-Hansen mener, at en del af svaret skal findes i netop Sonja Ferlov Mancobas kunst.
– Jeg tror, Tadao Andos engagement skyldes to ting. For det første tror jeg, han ser det som en stor udfordring at arbejde i Nordeuropa og Skandinavien, som han ikke har været i før. Og for det andet kan han se, at hans værk og Sonja Ferlov Mancobas skulpturer kan blive et helhedsværk – noget sammen, som er mere end bare hans eget. Det tror jeg tiltaler ham, siger Jacob Bjerring-Hansen.
Estate Ferlov Mancoba oplyser til Tidende, at den endnu ikke har skaffet det tocifrede millionbeløb, som pavillonen vil koste. Men forventningen er, at pengene vil blive fundet.