Traditionen tro – plus alt det løse

Revy kan i en vis forstand minde om dansk landbrug. Sidstnævnte er pr. definition i krise, mens også revyen i en række år blev vurderet til at have passeret storhedstiden og være på vej ned ad bakke med en fart, der kunne give aktørerne tårer i øjnene.

Efter et publikumsmæssigt dyk i halvfemserne begyndte det imidlertid igen at gå den rigtige vej i nullerne, og revyen lever skam stadig i bedste velgående ude i det ganske land. Det samme gør i øvrigt landbruget.

Den frembrusende stand up havde det nærmest som et erklæret mål at tage luften ud af den "bedagede" revytradition, men mon ikke de to genrer nu har fundet deres modus vivendi, hvor de lever i paralle forløb og måske endda også låner lidt fra hinanden i ny og næ?

Under alle omstændigheder er det dejligt bare at kunne konstatere, at revyen skam også lever på Bornholm og er tilbage i Kyllingemoderen, hvor et hold entusiastiske skuespillere startede, hvad både de og vi må håbe bliver en tradition, efter at Bornholms Teater trak stikket til genren.

Hvis der skal tre gange til, at man uden blusel kan tale om, at noget er blevet en tradition, er det pokkers ærgerligt, at corona satte en stopper for den ellers planlagte udgave af Bornholms Sommerrevy i 2020, for ellers havde vi i år ramt skæringspunktet med den tredje. Det må så blive næste år og lad os håbe, entusiasmen holder ved.

Med et enkelt kig i bakspejlet, hvor det er, som om Mette Frederiksen konstant kommer springende ind i fokus og bebuder nye nedlukninger, er det ikke underligt, at det simpelthen bare var en fornøjelse i sig selv torsdag aften til en generalprøve på revyen at møde op sammen med en masse andre forventningsfulde publikummer for i fællesskab at nyde en omgang "Skov og ballade".

Hvor har den slags begivenheder af en vis kaliber dog være savnet, og hvor glædeligt, at vi igen kan sidde i samme rum og dele en oplevelse.

Her er scenen sat med en scenografi, der inkluderer fem gamle skabe, som ser ud til at være stjålet fra diverse karlekamre og pyntet lidt op, men skal det signalere skabsrevy, kan det konstateres, at den hurtigt kommer ud af skabet og præsenterer sig som det, den er, en revy helt i traditionens ånd og skabelon.

Her er hun, det nordlige Aakirkebys mest kendte keramiker. Foto: Berit Hvassum

Gearskifte

Ved revy gælder det – som enhver, der kender Dirch Passer og Kjeld Petersens "Tømmerflåden", ved – om at få alle folk ombord med det samme, hvilket kan sikres på flere måder. "Skov og ballade" starter blidt med at stemme sindet til samling, idet kapelmesteren med det italienskklingende navn Alice Carrieri lader sin modulerede stemme indlede sangen "Bornholmske sommerdrømme" med strofen "Fra de første anemoner ...".

Smukt og poetisk er det – men så tilsiger revyernes drejebog også, at der skiftes gear, og hvad er mere velegnet til at få alle ombord end at præsentere en gammel kending?

Nej vel, og ind fra højre kommer ingen ringere end Verner Mogensen, inspektør i "Frednings- og Bygningsdirektoratet, afdelingen for nedslidte og udsatte bygninger, som trænger til en kærlig hånd". Vi revygængere kender og elsker ham fra tidligere, og det er naturligvis i skikkelse af Søren Hauch Fausbøll, inspektøren træder ind med både en metaldetektor og et hjemmelavet pap-aggregat om maven, som viser sig at være en kommentar til tidens afstandskrav. Jo, corona sætter sig præg hist og her, men bliver befriende nok aldrig nævnt ved navn i revyen.

Herfra venter yderligere 22 numre, som i hastigt tempo afløser hinanden, og således bliver de cirka to timer inklusive pausen en kalejdoskopisk oplevelse med plads til store dele af følelsesregistret, idet særligt den mere latterlige del bliver tildelt ekstra megen massage.

Skuespillertruppen på tre bliver, som vanligt kan man sige, multipliceret af både kapelmesteren samt hånddukker og andre dukker, og det kan for nogen give mindelser til dilettanteri, men for andre udløser det megen latter. Og i den forbindelse: Folkets stemme skal man altid lytte til, men til gengæld også vide, at den er et abstraktum, for folket har naturligvis ikke én stemme, men multible, hvilket dog meget vel kan være et udsagn, fodboldkampen mellem Danmark og Tjekkiet lørdag aften demonterer.

Blandt stemmerne mødte avisens udsendte en enkelt, som allerede i pausen følte, at hans næse var vokset så lang som Koføddernes i sketchen, hvor de glade byrødder, som vi også kender så godt fra tidligere, igen mødes, tager store beslutninger og ikke mindst en lille en til næserne, som har betragtelig længde.

Men i den anden ende af spektret sagde en begejstret publikummer, at hun da ikke havde regnet med, at hun skulle komme til at grine så meget, at hun hikstede. Og ovre i denne ende befandt langt hovedparten af de publikummer, man diskret kunne liste sig ind på livet af for at lytte til dem dele deres vurderinger.

En hyldest til rødhætterne bliver der også plads til. Foto: Berit Hvassum

Han synger godt!

Et par publikummer udstak en ordre til journalisten: "Husk at skrive, at Joakim synger fantastisk!". Okay:

Joakim Lind Graae Tranberg synger fantastisk!

Vitterligt, og blandt andet i et nummer, hvor han som en forsmået ungersvend udsynger sine kærestesorger. "Må jeg spørge, hvorfor du gik din vej?" og så videre. Følelserne får frit løb, og man når at tænke, "rolig nu, du smører lige vel tykt på", men så tager nummeret en pludselig drejning, da ...

Ja, da hvad? Tjek det selv i Kyllingemoderen.

Han diverterer også med en følsom udlægning af det at være bornholmer. "Det rumler i maven og føles forkert, hvor jeg end rejser hen", det er lokalpatriotisme af bedste skuffe, og ingen tvivl om, at mangt en bornholmer vil mærke en klump i halsen og en lille tåre presse sig på under det nummer, som bliver leveret helt uden en ræv bag øret eller tungen i kinden.

Også Søren Hauch-Fausbøll spiller følelseskortet i en vise, som ligner mere Osvald Helmuth-genren, om P. Poulsen på plejecenter. En sang om, hvordan det er at befinde sig i livets skumringstime, og den kan heller ikke undgå at ramme lige i hjertekuglen, for ak, livet er skrøbeligt, tilværelsen en stakket frist. Godt, vi kan mødes inde i skoventil en lille fejring af, at vi er her.

Med 24 numre i alt er temaerne og emnerne mange. Metoo-bevægelsen simrer hist og her, blandt andet i et indslag om gamle dage, hvor skuespillerne er iført folkedragter, og det minder os på spøjs og finurlig vis og i kontrafaktisk form om, at dén – metoo-bevægelsen – har vi ventet på i alt for mange år. Et forrygende morsomt nummer om nye generationers forhold til fastnettelefoner spiller også på seksuelle undertoner mellem to generationer af mænd, men godt for det. Og så kan de unge da lige møde en bakkelittelefon med drejeskive.

Halløj, den lokale avis får en tur i manegen. Foto: Berit Hvassum

Gummiansigtet

Bamse – ja, ham fra Bamse og Kylling – gør et nyt overraskende bekendtskab i et nummer, og de nye affaldscontainere, som vi skal lære at kende – og hvem frygter ikke affaldscontainerne! – får også en tur i manegen, hvor der bliver leget med netop den frygt for ikke at kunne hverken overskue eller gennemskue projektet og blive stemplet som miljøsvin.

Flåterne, dem frygter vi også, og to mammutudgaver af dem indfinder sig på scenen, og det samme gør Conni Drejer, som "uden at prale er en de mest kendte keramikere i den nordlige del af Aakirkeby". Jojo, og dertil et morsomt bekendtskab.

Et improviseret nummer byder revyen også på, idet Bornholms Tidende hver gang vil give inspirationen med en aktuel historie, og dét kan da sætte enhver skuespiller på en hård prøve, så held og lykke med det.

En vis Gunvor er på udkig efter truede arter med kikkert, og man tænker åh nej, det går ikke, Dirch Passer har været der med mudderkliren, men jo, det går, for her handler det om det en masse forskellige mennesketyper – mappedyret, læsehesten, festaben, selskabspapegøjen og andre.

Søren Hauch-Fausbøll tager her – igen – kegler med sit gummiansigt, ganske som han gør, når han trækker aftenens største latterudbrud som "En positiv mand". Enkle virkemidler, men det ansigt kan til gengæld ikke købes for penge.

Og ja, så er der jo byrødderne, eller Kofødderne om man vil, med Kofoed-Jensen, Kofoed-Hansen, Kofoed-Madsen og Kofoed-Kofod, som uafladeligt lægger planer og får mere end en enkelt lille en til deres lange næser.

Ringen er sluttet, nytilkomne kan begynde her.

Bornholms Sommerrevy, "Skov og ballade", spiller i Kyllingemoderen frem til den 5. august. Skuespillerne er bornholmske Søren Hauch-Fausbøll og Joakim Lind Graae Tranberg sammen med Gunvor Reynberg, mens Alice Carreri bidrager som kapelmester. Den erfarne Lars Knutzon er instruktør, bornholmske Rikke Juellund er scenograf, mens Jannik Elkær står for koreografien.