Revyen aflyst – der bliver ikke en lille én til næsen søndag

Revyen aflyst – der bliver ikke en lille én til næsen søndag
Søren Hauch-Fausbøll, Gunvor Reynberg, Joakim Lind Graae Tranberg og Alice Carreri. Foto: Bornholms Sommerrevy
REVY | KYLLINGEMODEREN | Søndag 4. juli 2021 • 12:16

Bornholms Sommerrevy meddeler i en pressemeddelelse, at "Skov og Ballade" er aflyst i dag, søndag.

Videre oplyser revyen, at forestillingen lørdag aften måtte afbrydes midt i 2. akt, da skuespiller Joakim Lind Graae Tranberg faldt uheldigt backstage. I "kampens hede" slog det skuespilleren mere ud, end han i første omgang selv troede. Derfor valgte revyen at aflyse. En læge blev tilkaldt, og han kunne heldigvis hurtigt konstatere, at der ikke var sket noget alvorligt.

Joakim blev, for en sikkerheds skyld, kørt til skadestuen for at blive tjekket, og alt ser fint ud. Han skal hvile sig, og derfor er forestillingen i dag, den 4. juli klokken 16, aflyst.

Publikum vil modtage en mail fra billetten.dk om videre procedure.

Revydirektør Gunvor Reynberg udtaler i pressemeddelelsen:

– Vi blev selvfølgelig alle forskrækkede, især selvfølgelig Joakim, der netop havde danset tango og derefter, som en del af showet, vælter lidt rundt på bagscenen for at lave larm. Det endte så i et styrt, der tog pusten fra Joakim. Han skulle lige have et øjeblik til at komme til hægterne igen. Søren (med-revydirektør og skuespiller, red.) og jeg besluttede at afbryde forestillingen, da det var vigtigt for os at få tjekket Joakim og sikre os, at alt var o.k. Og det var det heldigvis! Vi er ved godt mod og ser frem til at spille for vores kære publikum igen. 

FÅ ABONNEMENT