Teatret var på vej ud i mørket, men en flok amatører reddede det

Torsdag aften er der verdenspremiere på det nyskrevne stykke "Den store dag" i anledning af 200 året for Rønne Theater. Slutningen overrasker ...

Det er faktisk helt på sin plads, når man hilser på Martin Miehe-Renard her på Rønne Theater, at byde ham velkommen tilbage, for han har så sandelig slået sine folder her på teatret.

Og det gør han så igen tre dage i rap, nemlig torsdag, fredag og lørdag, når hans egen forestilling "Den Store Dag" bliver opført. Den er skrevet til lejligheden, så der er jo tale om en verdenspremiere i anledning af, at teatret kan markere sit 200 års-jubilæum, hvilket gør det til Danmarks ældste fungerende teater.

Jo, det er historiens vingesus, vi her fornemmer, så lad os straks folde vingerne ud – dog ikke dem af vandrealbatros-størrelse, vi skal ikke samtlige 200 år tilbage – og tage på en tidsrejse tilbage til 1985.

Det år blev teatermanden således direktør for Bornholmerrevyen, hvilket han var fem år i træk, og siden, et par gange i slutningen af nullerne og også i 2013-14, stod han ligeledes i spidsen for revyen, dog ikke som direktør.

– Gudskelov, som han siger med et skævt smil, for det med økonomien er ikke nødvendigvis det mest spændende for et kreativt menneske at skulle beskæftige sig med.

Dertil er han også kommet på teatret og har spillet i forskellige turneforestillinger.

– Ovrefra, synger han på et tilnærmet bornholmsk og tilføjer:

– Vi har altid elsket Bornholm, altså hele Bornholm, i min familie, og vi har masser af venner herovre, så jeg har i det hele taget en stor tilknytning til øen. Jeg har jo også i mere end 10 år siddet i bestyrelsen for Bornholms Egnsteater, fordi jeg overtog Preben Harris' plads ...

Her afbryder Christine Albrechtslund, der som den ene af to skuespillere er med i "Den Store Dag", interviewet:

– Vi spiser på den italienske klokken seks, siger hun til Martin Miehe-Renard, som straks læner sig frem mod mikrofonen for humoristisk at sige:

– Jamen, det siger jeg lige til læserne også.

Tjek, det ved de så nu, ligesom de også ved, hvordan han opsummerer sit forhold til både teatret og Bornholm, når de har læst denne sætning:

– Man kan sige, at jeg både har en ret stor tilknytning, en stor interesse og en kærlighed til stedet.

Vigende interesse

Hvordan kom det sig egentlig, at du blev direktør for revyen i firserne?

– Den herre, der går der, hedder Max Hansen, det var hans skyld, siger Martin Miehe-Renard og peger på skuespilleren – den anden i forestillingen – som netop passerer gennem teatrets café, hvor vi sidder og snakker.

– Det var hans skyld! Han sagde, at de søgte en revydirektør på det gamle teater i Rønne, og at man kunne få penge til at lave revy. "Du skal tage over og snakke med dem", sagde han, og jeg lavede en aftale med bestyrelsen, men det viste sig, at det var løgn, Max havde misforstået det, de havde ingen planer om at lave revy eller bruge penge på det. Men de syntes, det var fint, at jeg var kommet herover, så de sagde alligevel ja, og vi fik den fyrstelige støttesum af 25.000 kroner.

Nu har vi talt lidt om de seneste cirka 40 år, men vi skal længere tilbage, for teatret fylder 200 år, og i den anledning har du lavet en forestilling, som udspiller sig for 100 år siden?

– Det er rigtigt. Det er jo Danmarks ældste fungerende teater. Der er et par stykker, der er ældre – Hofteatret for eksempel – men de bliver kun benyttet i ny og næ og ved særlige lejligheder, så Rønne Theater er det ældste, der reelt bliver brugt som teater, og det er da fantastisk, siger teatermanden og forklarer, at han i første omgang kun blev bedt om at skrive en tale.

Men tingene udviklede sig, og det endte altså med et teaterstykke i form af en enakter. Han researchede på teatrets historie og opdagede, at det faktisk for ret præcist 100 år siden var ved at lukke.

– Der var kæmpe krise, både fordi bygningerne var ved at falde fra hinanden, og fordi teaterinteressen af en eller anden grund var vigende på øen, og samtidig var økonomien nærmest ikke-eksisterende. Men så dukkede dialektkomedien op og reddede teatret. Man begyndte simpelthen at spille kendte stykker på bornholmsk. Man oversatte dem til den lokale dialekt, og så begyndte folk igen at gå i teatret. Det var det første sted i Danmark, man gjorde det, og da man lykkedes med det her i Rønne, bredte fænomenet sig ud til det øvrige Danmark, om det så var Helsingør, Nakskov, Viborg, Odense eller andre steder, siger han og betoner:

– Det er faktisk en sand historie!

En lidt sjov måde

Dengang var Dr. Kabell formand for teatret, og han brød sig ikke om dialektkomedierne – det var noget pjat! – men købmandsfruen Sofie Madsen, gift med den navnkundige Simon Madsen, som stadig lægger navn til tøjbutikken på Lille Torv i Rønne, stillede sig i spidsen for projektet og blev udnævnt til direktør for dialektkomedierne på teatret.

– Det er de to personer, Sofie Madsen og Dr. Kabell, jeg har spundet en ende over i stykket, siger Martin Miehe-Renard.

– Jeg har lavet et tænkt møde på teatret mellem dem i forbindelse med, at de forbereder sig på 100 års-fødselsdagen, og i realiteten har de jo mødt hinanden masser af gange her på teatret de to. Det møde giver mig rig lejlighed til at snakke om, hvad teatret egentlig kan, hvilken rolle det har i et samfund som det bornholmske, og hvorfor man skal interessere sig for det og bevare det.

Det bliver jo så på en måde lidt en midtvejsevaulering?

– Ja, men vi trækker den op til nutiden.

Hvordan gør man det – det er jo historiske personer, der for 100 år siden har det møde?

– Ja, hvordan gør man det, gentager teaterinstruktøren kryptisk.

– Man bør skynde sig ned på teatret, hvis man gerne vil finde ud af det, for vi spiller jo kun stykket tre gange. Det sker faktisk på en lidt sjov måde, lokker han.

Lad os komme afsted!