Steffen Brandt i et aldeles bagvendt interview om 20 år med Udenfor Sæsonen

Den bornholmske kulturuge har 20 års-jubilæum, og det har dermed også Udenfor Sæsonen-koncertrækken. Det fortæller ankermanden Steffen Brandt om her – ikke i et spørgsmål-svar-interview, men i et svar-spørgsmål-interview.

Igennem 20 år har musiker og sanger Steffen Brandt været selveste Hr. Udenfor Sæsonen.

Krumtappen, indpiskeren, inspiratoren – som altid selv søger inspiration i tidens toneklang og er god til at holde fingeren på musikkens evigt pulserende puls.

Der er sikkert nogen, der har holdt øje med det på hans vegne – Steffen, det er 20 år nu! – for ellers havde han næppe været supersikker på, at det er præcis en snes år, der er gået med årligt i september måned at være kaptajn på et af den bornholmske kulturuges absolutte flagskibe, som igennem alle årene har haft god vind i sejlene og leveret utallige mindeværdige øjeblikke.

Her må musikken simpelthen
være sin opgave voksen:
At give os styrke til at stå igennem
også de vanskelige tider.

Hvis ikke jeg tager meget fejl, koketterede han da i hvert fald fra scenen ved 10 års-jubilæet – eller var det ni-årsjubilæet eller måske 11-års-jubilæet? – med, at det havde han slet ikke styr på.

Hvor længe har vi lavet det her? Hmmm.

"Det her" vil sige bragt musikere og sangskrivere fra forskellige genrer og steder i livet sammen for at udfordre hinanden og publikum her uden for sæsonen i et koncept, som altså hedder "Udenfor Sæsonen". Listen over tidligere medvirkende er imponerende lang – og også indholdsmæssigt imponerende – og lad os da lige nævne nogle stykker: Povl Dissing, Oh Land, Eivør, Nils Skousen, Sanne Salomonsen, Kira Skov, Marie Key, Rasmus Lyberth, Palle Mikkelborg ... ja, og så videre.

I år har Steffen Brandt inviteret guitaristen Poul Halberg, som repræsenterer mere end 40 års erfaring, og den nyere americana-, roots- og bluesinspirerede sangskriver Kajsa Vala, som vi jo så kan kalde det unge håb.

Men når man nævner Udenfor Sæsonen, kommer man ikke uden om også at nævne backinggruppen, den rytmiske kvartet bestående af Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) og Christoffer Møller (keyboards), Jeppe Skovbakke (bas) og Jeppe Gram (trommer).

De er uomgængelige i deres aldeles kyndige tilgang til, hvad de end bliver budt af musikalske udfordringer, og dertil er der i de senere år også kommet en klassisk kvartet bestående af cellist Josefine Opsahl, Cæcilie Balling (violin), Josefine Weber (mezzosopran, bratsch) og Sofia Kayaya (fløjte).

Men altså, 20 år.

Hvad kalder det på?

Nemlig, det kalder på et jubilæumsinterview med Steffen Brandt om, hvordan det har været, hvordan han har følt det, er han overrasket over langtidsholdbarheden, hvad har ændret sig, hvordan finder han frem til musikerne og sangerne, siger de altid ja, hvor svært er det at få musikken til at hænge sammen på så kort tid, hvad er der sket med musikken generelt i de 20 år, hvad med publikum, er presset blevet større eller mindre, hvilken størrelse sko bruger han?

Hvilken størrelse, Steffen?

Steffen Brandt synger sammen med Sys Bjerre i Udenfor Sæsonen-koncerten 2018, hvor også Pernille Rosendal deltog. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Men nej, som man spørger, får man svar, siger et gammelt ordsprog, og pludselig stod det ganske lysende klart for journalisten bag dette interview, at det måske kunne være respektfuldt at lade Steffen Brandt komme til orde, helt uden at skulle lægges i lænker af en journalists dagsorden. Sikkert endda en journalists fantasiforladte dagsorden, hvor han ville havne i den sædvanlige kværn af hv-spørgsmål. Hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor.

Hvabehar ...

Niks, så vi vendte konceptet om. Steffen Brandt og jeg blev enige om, at han – som i skrivende stund øver på Udenfor Sæsonen i København – ville sende mig 10 svar.

Så kunne jeg levere de relevante spørgsmål.

You – how?

Først og fremmest forklarer han i den mail, han som aftalt har sendt mig, at dette interview minder ham lidt om dengang, det danske band Michael Learns to Rock skulle interviewes til et stort japansk tv-program:

Intervieweren rækker mikrofonen hen mod bandet og spørger: "You – how?".

Altså, "I – hvordan?".

Fortæller Steffen Brandt i sin mail.

Men, Steffen, nu skal du ikke tale udenom. Kan du indledningsvist fortælle mig, hvordan det her med Udenfor Sæsonen-koncerterne overhovedet kom i stand?

– Det hele begyndte for godt 20 år siden på Svanekegården, hvor politikere og kulturfolk havde sat hinanden stævne til et møde, som angiveligt handlede om at sætte Bornholm mere på landkortet. Et af forslagene var at skabe en årlig kulturuge. Jeg var blandt mange andre inviteret som repræsentant for kulturmennesker med særlig kærlighed til Bornholm. Mit bidrag var at være med til at skabe rammerne for en kulturuge og i den forbindelse udvikle det, der siden hen blev til koncertrækken "Udenfor sæsonen". Jeg husker, jeg cyklede hjem, eller rettere sagt, det var før det blev til hjem, jeg cyklede til Gudhjem i nattens mulm og mørke og især op ad den laaaange bakke lige efter Listed tænkte jeg: Hvad gør jeg egentlig her i denne gudsforladte nat? Nogle gange skal man vente længe på svaret, og i dag ved jeg, at der var en idé med det hele.

"En idé med det hele" er et passende udtryk, men kan du præcisere, hvad ideen nærmere bestod i?

– Ideen var at skabe en koncertrække med kunstnere fra forskellige genrer og fra forskellige steder i livet. De skulle mødes og spille sammen på kryds og tværs. Inspirere hinanden og dermed forhåbentlig publikum. På daværende tidspunkt var medier og erhvervsliv begyndt i endnu højere grad at målrette deres ydelser eller produkter mod bestemte segmenter, delt ind efter især alder og baggrund. Min erfaring fra det virkelige liv som turnerende musiker sagde, at verden derude var noget mere mangfoldig og rummelig og for den sags skyld også nysgerrig. Hvis ellers nogen gad hjælpe med at formidle budskabet. Nu her godt 20 år efter vil jeg ikke sidde og bryste mig af, at jeg havde ret, men mange koncerter senere har det vist sig, at hvis ellers man gør sig umage og spiller ordentligt, så er nysgerrigheden større end skepsissen.

Vi får lidt støtte

Der er jo en mangfoldighed af kunstnere derude at vælge fra, hvordan har du foretaget den nødvendige selektion?

– Der har gennem tiderne været mange unge og etablerede kunstnere igennem Udenfor Sæsonen-koncerterne, og valget af medvirkende har været ganske enkelt: Jeg har sammen med kulturugen, arrangørerne, Rosa, nu SPOT-festivalen, fået frie hænder til at sammensætte et program. Og det er først og fremmest sket på baggrund af mine ønsker om, hvem det kunne svære spændende og udfordrende at møde. I sikker forvisning om, at denne udfordring ville blive taget nådigt op af publikum.

Ja, der har både været de etablerede kunstnere, som vi alle kender, og dertil de mange, som kun de færreste af os kendte, men så har fået lejlighed til at møde. Fælles for dem alle er vel, at det ikke er en hobbyvirksomhed for dem, men en levevej, så hvordan får I egentlig økonomi til sådan et projekt, som trods alt involverer rigtig mange udøvende kunstnere?

– Vi får lidt støtte fra Regionskommunen/Kulturugen, men ellers har vi selv skullet sikre økonomien til at gennemføre koncerterne. De sidste år har vi søgt og fået midler fra Den Obelske familie fond, og i år har vi søgt og fået midler fra Augustinusfonden.

Og igen, det må være en ganske bekostelig affære, så hvordan finder du eller I egentlig modet til at repræsentere sådan et projekt for en fond og spørge: Vil I støtte det her? Hvad er motivationen?

– Vi tror, at den energi, der ligger i, at 11 kunstnere og musikere vælger at kaste sig ud på dybt vand og gøre noget sammen, som ikke er prøvet før, er risikoen værd. Det sker kun her på Bornholm i tre intense dage med tre koncerter og en skolekoncert på campus. Vi tror, at den energi vil inspirere og bilder os selvfølgelig ind, at mange andre har prøvet at lave lignende koncepter som for eksempel "Toppen af poppen" på TV 2, "Sommertogtet" på DR, og "Syng min sang" på Viaplay.

Touché! Jeg forstår, at I simpelthen har inspireret ikke så få mennesker i tv-verdenen og banet vejen for nogle interessante ensembleoplevelser, men hvorfor skal lige præcis Bornholm bruge kræfter og energi på projektet?

- De medvirkende kunstnere og musikere kommer også til at virke som ambassadører for Bornholm, fordi de ganske enkelt ikke kan lade være med at dele deres begejstring overalt, hvor de kommer klokkkllfrem, efter at have oplevet klippeøen på den dejligste årstid af alle: Udenfor sæsonen.

Uforglemmelige oplevelser

Det er naturligvis godt for Bornholm, men man kan også sige – hvis man lige skal lege Rasmus Modsat – at det godt kan lyde som bøvl og besvær. Alle de kunstnere, alle de ressourcer, er det overhovedet det værd, hvis man ser på det fra jeres og scenens perspektiv?

– Glæden er vores største opgave at formidle. Det er en stor glæde at opleve et supersvært tilgængeligt stykke af Carl Nielsen, arrangeret af Josefine Opsahl, blive taget imod af et publikum, der ligesom jeg måske ikke er helt hjemme i stoffet. En aha-oplevelse, som er meget vigtig for netop at kunne gå videre ud i en verden, som ikke altid viser sig fra sin bedste side. Her må musikken simpelthen være sin opgave voksen: At give os styrke til at stå igennem også de vanskelige tider.

Nu siger du "aha-oplevelse", men så – og det beklager jeg sådan set – er jeg faktisk nødt til at spørge dig om ...

– Og ja, der har været mange uforglemmelige oplevelser, som for eksempel da Povl Dissing sang en operetteduet med mezzosopranen Andrea Pellegrini, eller da Bjarke Mogensen foldede sig ud i et vildt Piazolla-nummer med en rytmisk kvartet på overarbejde, eller da forfatteren Stine Pilgaard duellerede på ord med Marie Key, akkompagneret af flamingodanserinden Selene Munoz og herboende Søren Høst, eller da den grønlandske sanger og troubadour Rasmus Lyberth åndemanede en hel sal og sendte os op i det evige nordlys, eller da Jørgen Leth lagde sin karakteristiske stemme ind over Palle Mikkelborgs sfæriske musik, eller da bornholmske Aura og Annika Aakjær gav en temperamentsfuld version af "Jolene", så selv vores svenske multiinstrumentalist, Gustaf Ljunggren, måtte skyde hagepartiet dramatisk frem ...

Ja, jeg husker faktisk alle de episoder, du der nævner, for jeg har været til næsten alle koncerterne. Jeg er også klar til 20 til, men hvad med dig selv?

– Jeg bliver ved så længe, jeg ikke har held med at overbevise mig selv om, at det er lettere at lade være – en grundholdning, som sjældent har ført noget godt med sig. Men det ER lettere at lade være, og nogle gange fristes man grumme meget til at tage et lille elefantspring over derhenne, hvor gærdet er lavest. Og vi bliver ved, så længe der er en interesse fra bornholmernes side og så længe, kulturbærende fonde her og ovrefra ser et perspektiv i projektet og på den måde bakker op omkring idéen.

Okay, Steffen, og hermed nåede vi næsten i mål, jeg synes, det er nogle rigtig gode svar, du har sendt mig på de spørgsmål, som jeg aldrig stillede dig. Vi aftalte jo 10 svar, så nu, hvor vi allerede har været lidt inde på det, så lad os lige tage den her til sidst. Dit skonummer, hvad er det?

– ... (intet svar, red.).

Steffen?

Nå, nok havde vi aftalt 10 spørgsmål, men Steffen Brandt har kun sendt ni, og det er da også helt i orden. Hvilke musikere bekymrer sig overhovedet om 10-noget som helst? 

Vi ved jo alle, at for dem foregår det på denne måde:

– 1-2 og 1-2-3-4!

Og SÅ er vi i gang.