Sijll, askesijll å væggjasijll

Vi er midt i julefrokosttiden, som bl.a. kendetegnes af sild i forskellige udformninger. Nogle foretrækker almindelige spegesild, mens andre hælder til kryddersild. De fleste bornholmere er dog enige om, at det ikke har været en rigtig julefrokost, hvis ikke de saltstegte har fundet vej til frokostbordet.

Derfor skal det i dag og i de næste uger handle om sild. Denne fisk har gennem århundreder spillet en vigtig rolle på Bornholm, hvilket også afspejles i de mange sammensætninger med sild, som findes i Bornholmsk Ordbog.

Selve grundordet udtales ‘sijll’ på størstedelen af øen, altså med et j-holdigt ‘l’ (det, der med et fint ord kaldes for et ‘palatalt l’). På en større del af Nordlandet udtaler man det imidlertid med et almindeligt ‘l’ (et såkaldt ‘dentalt l’) og siger altså ‘sill’. Hvor gammel denne udtale er, er ikke let at fastslå. Den nævnes hverken hos Espersen eller i dialektoptegnelserne fra 1920’erne og 1930’erne på trods af, at den utvivlsomt er blevet brugt på det sidstnævnte tidspunkt (det fremgår af andre udsagn og af ældre lydoptagelser).

Når det gælder bøjningen af ordet, så har det to forskellige flertalsformer, alt efter om det bruges kollektivt (om mængden) eller om flere enkelte sild. I det førstnævnte tilfælde er flertal lig med ental, altså ‘sijll’, mens formen i det sidstnævnte tilfælde er ‘sijller’. Forskellen kan illustreres med to eksempler: ‘Hær e ijnhelu sijll idâ’ (altså en stor mængde sild) over for ‘gje mai toltre sijller te kattijn’.

Ordet indgår også i flere faste udtryk, fx ‘å gå i sijllen’, der betyder at tage arbejde ved behandlingen af den fangne sild, og ‘stå i sijllen’, som betyder at udføre det pågældende arbejde. Dengang sildefiskeriet spillede en stor rolle på Bornholm kunne man fx høre udsagn som ‘hon går i sijllen vær sommar’ og ‘jâ hâr ståd i sijllen hela formiddajn’. Det er udtryk, der typisk blev anvendt om og af sildekonerne, som på bornholmsk gik under betegnelserne ‘sijllakonner’ og (lidt mere nedladende) ‘sijllakjælijner’. Begge betegnelser blev også brugt om kvinder, der kørte rundt med trillebør og solgte sild. Mænd, der transporterede sild til vogns, kunne kaldes for ‘sijllakuska’, og om den, der kørte rundt på landet og solgte sild, havde man betegnelsen ‘sijllaprångara’.

Som afslutning på denne snak om personer kan nævnes, at man også havde ordet ‘sijllaflikka’. Det betegnede en svensk (skånsk) fiskerpige, der kom med de svenske (skånske) fiskerbåde og hjalp til med den fangne sild og garnenes behandling. Det skete særlig i Rønne om sommeren i ‘vrâgetiden’, og fiskeren selv kunne man kalde for ‘ejn sijllaswensk’.

Næste gang skal vi bl.a. se nærmere på forskellige former for sild og deres betegnelse, der både kan afhænge af tilberedningsmetoden, fangstmetoden og fangstområderne, men inden vi når dertil, afslutter vi denne uges snak om sild med nogle ord, der hedder noget med sild, men slet ikke har noget med den pågældende fisk at gøre.

Pga. deres lighed med sild (i formen) kaldes askens frø eller frugter for ‘askesijll’ eller blot ‘sijll’. På tilsvarende vis kan mørbrader kaldes for ‘ryggjasijller’ eller blot ‘sijller’ (oftest brugt i den bestemte flertalsform ‘sijllarna’, da man tænker på dem som par).

Hundestejlen, der fra Espersens ‘Skudan hon vagggar’ kendes som ‘ejn pijnnstagg’, kan også kaldes for ‘en stikksijll’, mens et sølvkræ kan kaldes for en ‘væggjasijll’ eller blot en ‘sijll’.

Endelig kan det nævnes, at ‘en sijllakâga’ (heldigvis?) ikke er en kage lavet af sild (selvom det måske kunne give inspiration til Sunes lokalt inspirerede opskrifter). Nej, det betegner såmænd en vandmand.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk