Tiden er kommet til en ny sæson i Jazzklub Bornholm, som har planlagt seks koncerter inden nytår og arbejder på yderligere seks efter nytår.
"Vi har fået sammensat et meget varieret program, lige fra traditionel jazz med Vestre Jazzværk til DR Big Band og mange andre variationer af jazz", fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Første koncert er nu på søndag, hvor Toftemark/Benack III Quintet spiller i Raschs Pakhuz. Andreas Toftemark og Benny Benack III vil tage publikum med på en musikalsk rejse gennem jazzens verden. Andreas Toftemark har optrådt på nogle af de mest anerkendte jazzklubber i New York, Amsterdam, Paris og Berlin, og Benny Benack III er en af de mest berømte trompetister og vokalister i den nye generation af jazzmusikere, fortæller jazzklubben.
Bandet består af musikere fra New York, herunder Joe Peri på trommer, Rasmus Sørensen på klaver og Kaisa Mensivu på bas. Sammen vil de skabe udadvendt og swingende musik, der vil inspirere og begejstre publikum, fremgår det. heni