Han ser dog også frem til den nye stilling som domprovst, for det har til tider været udfordrende at være i et teologisk mindretal på Bornholm.
– At stå som provst og præst med et teologisk standpunkt som mit har været fagligt udfordrende, så jeg ser frem til i København at være i sammenhænge, der minder mere om mig selv rent teologisk, smiler han.
Søsyge og lokalpatriotisme
Når han tænker tilbage på sine 15 år på Bornholm, så er det stedet, hvor han lærte at være præst. Men også hvor han lærte at bade fra klipper, og hvor han lærte at være i et samfund, hvor alle byder ind – både kirkeligt og lokalt. Hvor konflikterne ikke får lov til at overtage, for du møder de samme mennesker i morgen, overmorgen og i dagene efter.
– Mit problem er jo, at jeg er fuldstændig sindssygt forelsket i Bornholm. De gode mennesker, den lokale patriotisme og det lokale engagement, som jeg tror er lidt særligt for Bornholm – det kommer jeg til at savne, fortæller han – kun lidt flov over, hvor sukkersødt det lyder.
Søsygen på færgen og at skulle rejse lidt for langt efter familien – det kommer han dog ikke til at savne. Og heller ikke juleferier, hvor man ikke kan holde gudstjenester på grund af voldsomme mængder af sne.