Prinsesse vil underholde familier med eventyrmission

Prinsesse vil underholde familier med eventyrmission
Ellen er en underjordisk prinsesse og guide i Bornholms Middelaldercenters nye app. Illustration: Bornholms Middelaldercenter
NYHED | 30. NOV 2023 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
30. NOV 2023 • 19:00

Bornholms Middelaldercenter lancerer en app, som gør det muligt for folk at udforske Bornholm på egen hånd.

Den underjordiske prinsesse Ellen er guide, når familier kan opleve 12 steder på øen via Bornholms Middelaldercenters seneste påfund, der hedder Bornholms Beskyttere. Der er tale om en app til mobilen, der både viser vej til kendte steder og skjulte skatte.

– Vi vil gerne tilbyde en aktivitet for hele familien, som også kan benyttes, når Bornholms Middelaldercenter ikke har åbent. Med vores nye app kan man året rundt gå på opdagelse på Bornholm med børn eller børnebørn, på egen hånd og i eget tempo, fortæller direktør Jane Lindedam i en pressemeddelelse.

Bornholms Beskyttere fungerer på den måde, at når deltagerne ankommer til en lokation på turen, vil Ellen stille dem et simpelt spørgsmål, og svaret kan de finde i omgivelserne. Når man har svaret rigtigt på spørgsmålet, fortæller Ellen en kort historie. Samtidig skal man hjælpe Ellen med at genoprette besværgelser alle 12 steder og dermed gøre sig fortjent til titlen som Bornholms beskytter. Man kan udforske de 12 steder i vilkårlig rækkefølge.

– Vi foreslår, at deltagerne tager et hurtigt kig på kortet, inden eventyrsmissionen startes, for at danne et overblik over alle lokationer, eftersom nogle af dem ligger tæt på hinanden og måske kan besøges på samme dag. Bornholmere kan jo tage sig ekstra god tid til at nå alle posterne, men ellers estimerer vi, at det kan tage to-tre dage at nå rundt til dem alle sammen, fortæller Jane Lindedam.

Inden lanceringen har der været et længere forløb, hvor familier har kunnet prøve app'en, der kan købes i både Google Play og App Store. Den er blevet til i forbindelse med projektet Bornholm i hele verden og Østersøens Sørøvere på middelaldercentret, som er støttet af Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene E., S. og A. Larsens Legat og Nordea Fonden.

Bornholms Middelaldercenter vurderer, at det kan tage to-tre dage at besøge de 12 steder, der er med i Bornholms Beskyttere. Illustration fra Google Play