Hun bliver Bornholms største mælkebonde

Frida Flinch

Journalist

Femke Cruijsen ejer knap halvdelen af Bornholms største mælkeproducent. Hendes far ejer resten. Men før hun skal overtage det hele, ligger hendes fokus et andet sted. 

På væggene i stuehuset i Rutsker hænger billeder af køer, og kaffen bliver serveret i en ko-plettet kop.

Indretningen afslører tydeligt Femke Cruijsens erhverv. Hun er en af ejerne bag Cruijsen Farming, der med levering af 12,5 millioner liter mælk til mejeriet i 2025 er Bornholms største mælkeproducent.

Hun deler ejerskabet med sin far, Leon Cruijsen. På nuværende tidspunkt ejer Femke Crujsen 40 procent af forretningen, mens Leon Cruijsen ejer 60 procent.

– Han har det sidste ord, siger hun med et smil og supplerer:

– Jeg er stadig meget ung.

Den unge landmand har netop fejret sin 30-års fødselsdag, som hendes venner har sørget for blev markeret med en tønde foran gården i Rutsker med hendes navn sprayet på, der fik lov at stå i cirka to måneder. Med sin unge alder er hun for nu tilfreds med fordelingen, men på sigt er det meningen, at hun skal overtage hele forretningen.

– Jeg har altid sagt til far, at jeg gerne vil have en del af gården. Men jeg vil gerne nyde tiden med mine børn, inden jeg går 100 procent ind i det.

Vil fokusere på familie og venner

Femke Cruijsen har overtaget stuehuset, der hører til gården i Rutsker, som hendes forældre købte i februar 2013. I huset bor hun med sin kæreste og deres to sønner, én på to år og én, der kom til verden i sommeren 2025.

Da hun og kæresten fandt sammen kort tid efter corona, var et af kriterierne fra hendes side, at de skulle flytte ind i stuehuset til gården. Det var nemlig en aftale, hun havde lavet med sine forældre. Leon Cruijsen og hans hustru, Franka Cruijsen, flyttede i stedet længere ned ad vejen i et nyere hus.

Rundt i huset løber tre killinger ind og ud ad døren mellem entréen og køkkenet. Deres alder er ukendt, da de blev fundet i kostalden.

Nu bor de hos Femke Cruijsen i stuehuset, men hun plejer at tilbyde en af dem til dem, der kommer på besøg.

– Jeg tog dem ind for at gøre en god gerning. De er meget søde, men de mangler noget opmærksomhed, siger hun.

På bordet og gulvet ligger legetøj og børnebøger, der afslører en anden titel end landmand. Rollen som mor kommer i første række for nu, og derfor har hun ikke travlt med at overtage forretningen.

– Jeg vil gerne nyde det lidt, inden det hele bliver hård business.

Omkring 2019 og 2020 oplevede hun selv, hvilke konsekvenser det kan medføre at arbejde for meget.

– Jeg så aldrig min kæreste eller mine venner. Mine venner stoppede med at invitere mig til ting, fordi jeg alligevel aldrig kunne komme. Det gjorde ondt.

Derefter sørgede hun for at have nogle medarbejdere, der kan overtage hendes rolle, så hun med god samvittighed kan tage til fest med sine venner. På det punkt adskiller hun sig fra sin far.

– Min far vil meget gerne gøre det hele selv. Sådan var jeg også, men nu har jeg indset, at hvis jeg ikke havde lagt mit liv om, så var jeg stadig alene.

Fra Texas til Bornholm

Både Leon Cruijsen og Franka Cruijsen kommer oprindeligt fra Holland, hvor både Femke Cruijsen og hendes ene lillebror også er født. Hendes anden lillebror og lillesøster er født, efter de ankom til Danmark. De startede med at flytte til Jylland i 1998, hvor de købte en gård med 45 køer.

På ti år udvidede de til 170 køer, hvorefter de solgte gården og flyttede til Texas med drømmen om en mælkeproduktion med flere tusinde køer. Finanskrisen betød dog, at drømmen braste. Mens de boede i USA - Leon Cruijsen og Franka Cruijsen og deres fire børn - købte parret en gård i Vestjylland med grise, hvor de lejede staldene ud, og jorden blev forpagtet til andre.

Med hjælp fra en hollandsk ejendomsrådgiver fik Cruijsen famillien øjnene op for Tornegård i Rutsker på Bornholm. De besluttede sig for at købe gården med 330 køer, som de overtog i februar 2013. Familien har efterfølgende opkøbt nabogården Vestregaard og Fredensminde i Østermarie. I 2023 overtog de også Gildesgaard, der var en af Bornholms største mælkebedrifter. Med tilkøbene og løbende udvidelse er Cruijsen-familien gået fra 330 køer til cirka 1.410 køer. Femke Cruijsen er ikke i tvivl om, at det er de gode resultater både i Jylland og på Bornholm, der har fået dem dertil, hvor de er i dag. Og en anelse held, da de for eksempel fik solgt gården i Jylland lige inden finanskrisen ramte.

Familien er heller ikke helt færdige med at udvide forretningen.

– Vi bygger en stald mere til 500 køer her på gården, siger hun.

Men det ligger ikke i planerne, at der skal opkøbes flere gårde.

– Jeg tror, vi prøver at holde os til de gårde, som vi har nu. På den måde er det hele mere samlet.

Et specielt bånd mellem far og datter

Når Femke Cruijsen ser tilbage på den rejse, som hendes familie har været på, er det med stolthed.

– Jeg er virkelig stolt over, at de er kommet fra en gammel bindestald i Sønderjylland, som de byggede om. Derefter til Amerika og til at tage et vildt spring herover.

– Det er sejt, at min far har sådan et gåpåmod, selvom han er en ældre mand nu, siger hun med et lille grin om sin far fra 1967.

Da familien flyttede til Bornholm i 2013, var Femke Cruijsen 17 år. Hendes små søskende startede i skole på øen, men det gjorde hun ikke. I stedet startede på en landbrugsskole i Horsens. Det havde været planen siden, hun var barn.

– Jeg har altid været med min far ude. Hver gang vi skulle noget med køerne eller have en ny stald, så fik jeg lov til at holde fri fra skole. Jeg skulle bare være med, ellers blev jeg ked af det. Særligt, når det var noget nyt.

– Min far og jeg har bare et virkelig specielt bånd. Vi skal bare kigge på hinanden, og så ved vi, hvad vi mener.

Derfor var det for hende oplagt at gå i sine fars fodspor. Hun har i hvert fald aldrig overvejet at gå nogle andre veje.

– Jeg har nogle gange tænkt, hvad hvis vi går konkus? Hvad skal jeg så? Skal jeg så arbejde for en anden landmand?

Hun har før prøvet at arbejde som elev for landmænd på Bornholm. Det har generelt været gode oplevelser.

– Man er bare vant til at passe sig selv og sørge for sine ansatte. Jeg ved slet ikke, hvordan det er at arbejde for andre mere. Det er meget længe siden.

Hvis alt går som planlagt, behøver hun måske heller aldrig at arbejde for andre igen.

– Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan få lov til at skabe min egen hverdag.

– Jeg vågner hver morgen og er glad for at gå ud.

Få kvinder i branchen

Når Femke Cruijsen møder ind på arbejde, skiller hun sig særligt ud på ét punkt. Hun er nemlig trådt ind i et mandsdomineret fag. Men det har egentlig ikke fyldt særlig meget for hende, at hun er en af de få kvinder i branchen.

– Jeg er egentlig meget stolt af det. Selvom jeg er kvinde, føler jeg stadig, at landmænd er virkelig støttende.

Generelt kan hun fornemme, at bornholmske landmænd synes, at det er sejt, at de har skabt en produktion med så mange køer.

– Jeg synes, at vi er et forbillede. Måske er jeg også et forbillede for kvinder, siger hun.

Skal overtage farens rolle

Hverdagen med større ansvar for virksomheden nærmer sig også Femke Cruijsen med hastige skridt.

– Min far siger også til mig, at nu er vi så store, at jeg snart skal til at steppe mere ind. Han er her jo heller ikke for evigt. Det er bedre at lære det, mens han er her, end at det pludselig kommer som et chok, siger hun.

På nuværende tidspunkt står Femke Cruijsen for køerne og medarbejderne på Tornegård, mens en af deres ansatte står for driften på Gildesgaard. Leon Cruijsen er driftsansvarlig på Fredensminde i Østermarie.

– Det er kun lidt fodring, fordi det bare er ungdyr. Resten af tiden kører han rundt og er "landjoker". Han kører rundt og hjælper os alle og står for alt det praktiske, når det kommer til foder og gyllekørsel. Han arbejder 24/7 og har altid gang i noget, siger hun.

Det er blandt andet den rolle, som hun endnu ikke er klar på at overtage.

– Jeg er ikke kommet ind i det endnu. Men på et tidspunkt skal jeg køre rundt i firmabilen, tjekke det hele og være en "joker". Jeg er ikke særlig handy, men det kan jeg nok lære.

Hun mener dog ikke, at der bør laves om på fordelingen af posterne lige nu.

– Når min far engang er klar, så må han sige til. Lige nu har vi det godt. Jeg har altid sagt til ham, at der ingen stress er for at ændre det. Vores bånd er så godt, så vi kan altid arbejde sammen. Vi snakker om alting sammen.

Håber sønnerne vil overtage

Når tiden engang kommer til, at virksomheden skal overdrages til en ny efter Femke Cruijsen, håber hun på, at hendes sønner har lysten til at tage over.

– Det kunne være fedt, hvis de kunne få et godt samarbejde.

– Jeg vil præge dem, så meget jeg kan ved at tage dem med ud og hjælpe i staldene. Selvfølgelig ikke med tvang, men hvis de har lyst.

Det er dog en anelse for tidligt at se, om køer og landbrug vækker en interesse i dem.

– Min søn på to begynder dog at komme med ud. Han kan godt lide maskinerne. Men jeg håber, at han kommer til at kunne lide køer mere end maskiner, griner hun og erkender, at hun ikke selv er nogen "maskine-dame".