Mens de fleste bornholmere har sovet, har Vintertjenesten kæmpet en indædt kamp mod elementerne. En kombination af massivt snefald og uforudsigelig fygning har skabt metertykke driver på tværs af øen, og særligt strækninger som Grammegårdsvej har været tæt på ufremkommelige.
Det er en fattet, men træt stemme, der lyder i røret hos Jesper Hyldig, vagthavende hos Vintertjenesten. Siden klokken tre natten til fredag har han siddet ved roret og dirigeret tropperne rundt på det bornholmske vejnet. Og selvom Bornholm allerede har været ramt af flere omgange sne denne vinter, er denne gang noget helt særligt.
– Det er det fjerde snevejr, jeg har vagt ud af de fem, der har været i år, og jeg vil sige, at det her er det værste. Der er kommet en stor mængde sne og kraftig fygning samtidig. Det har blæst mere, end prognoserne sagde, og det gør arbejdet utrolig svært, fortæller Jesper Hyldig.
En meter høj snedrive spærrede vejen
Vintertjenesten har haft alt, hvad der kan krybe og kravle af materiel ude på vejene. Men selv de største sneplove har mødt deres overmand i de åbne landskaber. Særligt ét sted har givet anledning til store panderynker i nattens løb.
– Vi har været over hele øen. Nordbornholm er altid udfordrende, og det samme gælder områderne omkring Østermarie og Ibskervej. Men nede på Grammegårdsvej (vejen fra Aakirkebyvej mod Søndre Landevej, red.) lå der en 100 meter lang drive i over en meters højde, forklarer Jesper Hyldig.
Også en af øens hovedårer, Søndre Landevej, var praktisk talt lukket, da holdet startede deres indsats klokken tre i nat. Mens byerne i høj grad er gået fri, har det åbne terræn betydet, at sneen har kunnet lægge sig i massive driver, så snart vinden fik fat.
Bil på tværs på Tassevej
Der har været rettet kritik mod meteorologerne for ikke at ramme helt plet med tidspunktet for snevejrets ankomst, men Jesper Hyldig tager vejrtjenesterne i forsvar. Han forklarer, at radarbillederne simpelthen ikke kunne fange den nedbør, der faldt i nattens løb.
– Man kunne se på radaren fra midnat og frem, at der ikke burde være nedbør, men mine chauffører meldte, at det sneede helt frem til klokken 7-8 stykker i morges. Der er nogle teknologiske udfordringer, som man skal kende til. Det er derfor, det er så vigtigt, at der sidder mennesker med lokalkendskab bagved, som kan mærke, når noget ikke stemmer overens med prognoserne, siger Hyldig.
Selvom de fleste bornholmere ifølge Vintertjenesten har været gode til at lytte til advarslerne det forgangne døgn, har der været enkelte episoder, der har besværliggjort arbejdet. Ved Tassevej nær Hasle har en blokerende bil betydet, at sneplovene ikke kunne komme igennem.
– Tassevej har været spærret, fordi en bil holdt i vejen. Det er den eneste strækning, der har været rigtig kritisk, udelukkende fordi vi fysisk ikke kunne passere, lyder det fra vagthavende.
Tassevej ved 10-tiden fredag. Foto: Andreea Hansen
Fuld knald på indtil aften
Selvom selve snevejret stoppede fredag formiddag, er faren langt fra drevet over. Det er fygningen, der er den store synder nu.
Turen går løs igen klokken tre lørdag morgen.
– Vi kører på med alt, hvad vi har, indtil vi skal have lidt hvile. Og så håber vi, at vinden lægger sig, så vi kan få bugt med de sidste driver, slutter Jesper Hyldig, der har vagten helt frem til mandag morgen.