Gâulboltijn (2. del)

I denne uge afslutter vi historien om gâulboltijn, som J. P. Kuhre nedskrev i 1930, og som findes trykt i årsskriftet Jul på Bornholm (1980).

Vi kommer ind i historien, efter at den nærige Aspesgårdsbonde har modtaget den færdigsmedede bolt, der tilsyneladende passer på målet. Han ved ikke, at målekæppen er blevet kortet af.

Historien gengives med den originale retskrivning, når man ser bort fra brug af ‘å’ for ‘aa’ og rettelse af enkelte åbenlyse fejl.

Hanj va glâr som enj Gris, då hanj gjikke me sina Stompa, de va Aspesboninj, å Smeddinj gottada saj ræjtit âuer å hâ possad enj seddan... Ente for ded, for jâ va’nte sæl fri for å varra dænj, der gottada saj mest. Jâ lajntada læjefram ætta å se hannem trø ijn om Smedjedørn ijæn, å jâ skulle ente pines lænje. Hanj va’nte rappere komminj jem å hadde præut Boltinj, forrinj vi hadd’inj på Dørrana. Men lidemaj væl, vår va hanj nåsammer. Ja, hâr jâ nanti døjt for å la varra me å flissa Folk læje op i lven, så kanj I tro, de va drøjt dænjagonginj.

“Godâ ijæn, Vest. Ja Di må unjsjyla, jâ kommer så ænstit”, begjyjnde hanj, “men jâ kanj ikkje forstå, voddan jâ e komminj astâ me å måla dænj Boltinj te. Jâ tore næstan svored på, a Måled va så akkorât, så akkorât, då Di fikj Kjæppinj, men jâ må ju livel hâ kludrad me’d på nân Måda, for Boltinj passar ju ævent ætte Måled.”

“Passar ætte Måled, å passar ætte Måled. De e vel ente dorra Meninj å præwa å læra Smeddinj Vest å Smi”, tâu Vest på Vaj.

“I, naj gonn, Vest, bâra Di nu ville jælpa maj idå dænj Knivan, jâ e komminj i, jâ kanj ju betalla for ’ed, om galed ska varra, men Boltinj e nu sina to Tomma for kårter — minjst”.

“Så va’d då got, a Di ente svore”, mente Vest, “for Di så ju sæl, a hanj paste ætte Kjæppinj, injan Di fikj enj.”

“Jagonn Vest, jagonn, jâ ska’nte klawa âuer dorra Arbaj, når Di nu bâra ville jælpe maj å varra så brâr å strækkja’nj lid for maj, når jâ nu e komminj så galed astâ”.

“Strækkja’nj?! Naj”, påsto Smeddinj, “de lar saj ente gjorra. De e ju bokstaveli ente anjed inj Ryst, å de lar saj ente strækkja; men vi kanj ju præwa å boda’nj, å de e hanj hæjlerente vær.”

“E de majed kosbârt?” klynkada Aspesboninj.

“Kostbârt, å kostbârt”, ble Smeddinj ver å drælla’nj. “Jâ hâr ente Koll å Jarn grâtis, å Di kunje ju hâ fåd enj nyer for di samme Pænjana, Di nu gjer ud på de gamla, rystua Møjed”.

“Jamen de va då âu forskrækkjelit, a jâ skulle komma så galed astâ”, jamrada Aspesboninj ijæn. “Enj bler ju ruinerder tesist på dænj Mådan.... Kunje Di då ente tâ dænj gamla i Byte, Vest, å så lava enj nyer te maj — lid billit?”

“Jâ vil værken aja ælle hâ dorra Møj”. Vest va nu komminj i de håra Jørned dænj Dânj, “men for enj anj gong Sjyjl, vil jâ rå Dom te å kjøvva Dom enj Tommastok, om Di skulle villa måla nâd. De betaller saj som otast bedst å hâ Sâgerne i Orden, ska jâ saj. Å så kanj Di hænta Dorra Bolt om enj Timestid, så ska jâ boda’nj grâtis, viss de skulle varra billit nok, å Di ska’nte varra bonge for, a de skulle kunja ruinera Smeddinj Vest”.

Lætter om Jartad spoda Aspesboninj saj astâ — å nu e di vækka bæggje to, sa jâ troer nok, a jâ torr fortælla, voddan Smeddinj narrad’inj, å de va’nte dænj enesta Gonginj, men kansje vi kanj mødes ijæn enj anj Gong, så ska jâ se, om jâ kanj hâusa en anjen liden Hestorja.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk