Alle frivillige folkeoplysende foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper, der udøver folkeoplysende aktivitet, kan indstille kandidater. Kandidaterne opstilles på selve valgmødet, og der er ingen krav om medlemskab, alder eller bopæl. De indstillingsberettigede foreninger og grupper kan deltage i valget og har én stemme hver.
Folkeoplysningen spænder bredt – fra idræt og aftenskoler til kultur-, spejder- og interesseforeninger. Derfor skal der vælges ni medlemmer, som repræsenterer forskellige dele af foreningslivet. To medlemmer skal komme fra aftenskolerne, tre fra idrætsforeningerne og tre fra øvrige foreninger, hvoraf én kan repræsentere selvorganiserede grupper. Derudover vælges ét medlem fra handicapforeningerne.
Valg til Folkeoplysningsudvalget finder sted onsdag den 4. marts 2026 kl. 19.00 på Snorrebakken 66 i Rønne.