Regnmængder presser kloakservice

Regnmængder presser kloakservice
Parkeringspladsen her ved Ginesminde nord for Teglkås bærer tydeligt præg af den seneste tids store regnmængder. Foto: Kristoffer Gravgaard
BOLIG | Onsdag 7. februar 2024 • 15:30
BOLIG | Onsdag 7. februar 2024 • 15:30

Fugato fik flere opkald end normalt i forbindelse med tirsdagens megen regn, og også brandvæsnet oplever større efterspørgsel i forhold til hjælp mod vandmængderne.

At de øgede regnmængder presser kloaksystemerne er tydeligt, hvis man som Jens Nielsen er afdelingsleder for kloakservice hos Fugato.

– Vi kan helt klart mærke det, siger han.

– Jeg vil tro, at et sted mellem 30 og 50 procent, vi kører til på sådan en dag som tirsdag med den megen nedbør, skyldes øgede mængder regnvand.

Han forklarer, at folk simpelthen ringer, fordi de oplever gener i forhold til deres kloaksystem.

– Når de trækker op i toilettet, virker det ikke, som det plejer og den slags ting, siger han.

– Og det skyldes typisk, at der simpelthen er for meget vand i systemet.

Han forklarer, at ved store regnmængder er der "en funktionstid" fra, at vandet lander ude på eksempelvis marken, og til det finder ind til kloakkerne.

– Det kan måske vare to-fem timer, og så pludselig vælter det på, og så ringer folk, siger han.

– Men vi har jo også en erfaring i forhold til knudepunkter, hvor det gerne giver problemer, så når folk ringer, kan det være, vi siger, at vi lige skal se tiden lidt an.

Det seneste døgn med daglang regn tirsdag har Fugato fået ekstra mange opkald, siger han.

– Inden da vil jeg ikke sige, at det har været voldsomt. Der har måske været lidt flere opkald, men ikke så meget, synes jeg. Folk er også ved at vænne sig til situationen, og der, hvor de bor, er de gode til selv at kunne se, at det ikke nytter noget at ringe efter os, hvis der eksempelvis står en hel sø uden for for deres hus. Men der er øget fokus på at få renset tagrender, spulet dræn og så videre. Folk er mere opmærksomme i forhold til at vedligeholde deres ting, så de fungerer. Og det er jo også det, forsikringsselskaber og andre opfordrer til, siger afdelingslederen.

Som en konkretisering af, hvad tirsdagens daglange nedbør betyder, siger han:

– Vi havde en mand på arbejde helt til klokken 21 for at afhjælpe diverse situationer.

Og hvad kan I konkret gøre for at hjælpe folk?

– Vi ser, om det simpelthen er naturen, vi kæmper imod, eller om der rent faktisk er et stop i kloakken. Er der det, kan vi jo eksempelvis spule den og på den måde afhjælpe problemet. Andre gange må vi bare konstatere, at rørdimensionen ikke kan tage mere end det vand, den nu engang kan tage, og så må det klinge af i løbet af et døgns tid.

Hvor mange henvendelser fik I tirsdag?

– Vi havde nok i omegnen af 40 kundebesøg på et døgn, og cirka halvdelen var relateret til vejret.

Vand i huset

Også hos Bornholms Brandvæsen bemærker man de øgede regnmængder.

Tirsdag aften rykkede brandvæsnet således ud til et hus på Kannikegårdsvej ved Snogebæk, hvor det hjalp med at få pumpet vand væk og skærme huset af med sandsække, oplyser indsatsleder Per Zarzycki.

– Lige for tiden oplever vi folk, der bliver lidt frustrerede over situationen, og hvor de ikke ved, hvad de skal gøre, så de kontakter brandvæsnet, siger han.

– Nogle kan vi tilbyde hjælp, andre må selv ud at gøre noget. Det er en afvejelse.

Inden middagstid onsdag var han således igen en tur nede omkring Snogebæk, nærmere betegnet til Bethesdavej.

– Det var et sommerhus, hvor der stod et vandspejl i forhaven og på den tilstødene mark, siger han.

– Men jeg vurderede, at vi ikke fra beredskabsside ville gøre noget. I stedet rådede jeg ejeren til eventuelt selv at hente nogle sandsække hos beredskabet og måske få en landmand til at lave en plovfure på marken, som kan lede vandet væk.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT