I en tid med stigende ensomhed og sociale udfordringer ønsker Bornholms Folkebiblioteker nemlig at være et sted, hvor alle uanset alder og baggrund kan mødes, dele erfaringer og deltage aktivt i kulturelle og sociale arrangementer.
Det nye mødested skal være et socialt bæredygtigt og fleksibelt rum på 117 kvadratmeter udstyret med multifunktionelt inventar, herunder arbejdsborde, podie og køkkenmoduler, som kan tilpasses et bredt spektrum af aktiviteter.
– Mødestedet bliver et sted for alle borgere, hvor vi sammen kan skabe aktiviteter og oplevelser, og som afspejler vores strategi. Eksempelvis er der særligt fokus på børns læsning og børnefamilier, siger Dorte Rugtved.
Mødestedet etableres i et samarbejde mellem Bornholms Folkebiblioteker, Bornholms Regionskommunes afdeling for Ejendomme og Drift, Bofa, Nexø Borgerforening og andre lokale aktører.
Borgerinddragelse er en væsentlig del af projektet, og lokale brugergrupper inviteres til at komme med input til aktiviteter i det nye mødested, som har et samlet budget på 520.744 kroner.