Flere tiltag til efteråret
Til efteråret er planen, at der skal laves endnu flere tiltag for at få børn og familier til at besøge biblioteket. Borgerservice er nemlig rykket ud af biblioteket, og det giver plads til, at man kan lave et område, som skal være børnevenligt. Men for at kunne lave noget kræver det penge, og derfor venter bibliotekslederen på en bevilling.
– Hvis vi får pengene, starter vi i hvert fald i efteråret på at bygge noget af genbrugsmaterialer, altså nogle fleksible møbler, som kan rumme alle mulige, siger hun og understreger, at møblerne også skal kunne benyttes af voksne.
– Vi har selvfølgelig rigtig meget fokus på børnefamilier, fordi det står også i vores strategi, at vi gerne vil kunne tilbyde børn fordybelse, læsning og kreative aktiviteter. Det er især mindre børn, som man gerne vil have skal blive her, og det tror jeg bliver rigtig godt. Men det skal selvfølgelig kunne rumme alle borgere. Det kan være bridgeklubben eller brætspilsklubben, eller hvem der nu synes, det kunne være dejligt at sidde der, siger Dorte Rugtved, som i det hele taget har store ambitioner på bibliotekets vegne.