Gammel, solid kirkelighed
Retningen i menighedsrådet har efter Dina Skarsholms vurdering ikke flyttet sig, siden hun sad som formand. Mange af de utilfredse tilkendegivelser, der er kommet på facebook i kølvandet på afskedigelsen af Jesper Mejlvang, går på den manglende kommunikation fra kirken.
Den holdning deles imidlertid ikke af Dina Skarsholm. Da hun for nylig spurgte ind til afskedigelsen af kirkens organist gennem ti år, fik hun samme svar fra menighedsrådet som alle andre, nemlig at man ikke udtaler sig om personalesager.
– Jeg har intet fået at vide, og det var en lettelse, for så har jeg ikke behøvet at føle, at jeg havde noget, jeg skulle tage stilling til, siger hun.
Dina Skarsholm har kun godt at sige om det siddende menighedsråd i Nexø Kirke.
– Ja, bestemt. Jeg kender dem jo personligt allesammen, og jeg sætter stor pris på dem, siger hun.
Der er kritiske røster, der hævder, at Nexø Kirke styres af Indre Mission, men det afviser Dina Skarsholm.
– Vi har jo slet ikke noget Indre Mission i Nexø, altså ikke noget Indre Missionshus.
Hun betegner Nexø Kirke som en kirke, der tager forkyndelsen bogstaveligt.
– Gammel solid kirkelighed, hvor man tager det alvorligt, det som trosbekendelsen siger. Trosbekendelsen er ligesom en koncentration af den kristne tro. Det er en kirke, hvor det du siger, når du siger trosbekendelsen, det tror menighedsrådet også selv på.