Naturudgivelse på vej mod redning

Naturudgivelse på vej mod redning
En snog fotograferet i Ølene. Foto: Morten Top-Jensen
KULTUR | Torsdag 30. marts 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Torsdag 30. marts 2023 • 05:30

Natur på Bornholm er ramt af stigende produktionsomkostninger.

"Det er 21 år siden Natur på Bornholm udkom for første gang – men nu ser det ud til, at det er slut".

Det er Morten Top-Jensens lidt triste indledning på 2023-udgaven af tidsskriftet Natur på Bornholm.

I dag er den ansvarshavende redaktør noget mere optimistisk, end han var, da han for et par måneder siden skrev sit forord. Flere har nemlig reageret på Morten Top-Jensens ord om, at store prisstigninger på produktionen af hæftet betyder, at det ikke længere er rentabelt at udgive Natur på Bornholm.

– Flere har reageret, og der arbejdes på en løsning. Det ser ud som om, at det nok skal lykkes, siger redaktøren.

Naturhistorisk Forening og Natur Bornholms Venner bruger Natur på Bornholm som medlemsblad, og det vil de to foreninger gerne fortsætte med.

– Jeg har også hørt fra nogle privatpersoner, der vil skyde penge i udgivelsen, siger Morten Top-Jensen.

Redaktøren understreger, at han på ingen måde er træt af arbejdet, som også består i, at han for at holde omkostningerne nede selv står for uddelingen af en del af hæfterne.

1.000 eksemplarer

Natur på Bornholm trykkes hvert år i cirka 1.000 eksemplarer. Omkring 100 af dem sendes til abonnenter ovre, mens resten har købere her på Bornholm. Det vidner om en stor naturinteresse på Bornholm, siger Morten Top-Jensen.

Tidsskriftet har mange forskellige forfattere og fotografer, både fagfolk og naturinteresserede. I det nye nummer kan man blandt andet læse om gode fugleoplevelser nær Rønne, om naturprojektet på Sjælegård i Olsker, hundestejlens bændelorm, bison og bisonparasitter, tornskaderne på Bornholm, Naturnationalparkens hjerte, den bornholmske rovdyrfauna og om tranedans og -parring.

Det bornholmske naturtidsskrift startede i 1976 under navnet Fjælstaunijn med Per Ketil som redaktør. Da han stoppede efter 25 år, tog Morten Top-Jensen over og har siden udgivet tidsskriftet under navnet Natur på Bornholm.

 


 

 

Det nye Natur på Bornholm har en løvfrø på forsiden og inde i hæftet kan man læse om løvfrøernes ynglebiologi på Bornholm. Foto: Morten Top-Jensen

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT