Droneforlis i Hasle Havn

Droneforlis i Hasle Havn
Dronen, der forliste i Hasle Havn torsdag aften, blev i første omgang forsøgt reddet op af ejeren, Anders Peters fra Vejen. Men han ledte forgæves, og søndag morgen fik han hjælp af professionelle kræfter. Privatfoto
Mandag 26. maj 2025 • 14:30
Mandag 26. maj 2025 • 14:30

Det tog en lokal dykker 30 sekunder at finde dronen på fire meter vand.

En forlænget weekend på Bornholm kan kaste andet af sig end romantiske solnedgange og god mad.

Således oplevede en familie fra Vejen i Sydjylland torsdag aften at tabe en drone i Hasle Havn, netop som føreren – en erhvervsmand ved navn Anders Peters – forsøgte at forevige en solnedgang.

Det fortæller hans kæreste, Emma Stengaard Jensen, der nu er kommet godt hjem til Vejen igen.

Dronen har det også godt efter omstændighederne.

– Det er en stor drone – min kæreste bruger den vist til at måle arealer op med – og den ramte åbenbart noget på en sejlbåd, der lå i havnen. Og så faldt den i vandet, fortæller Emma Stengaard Jensen.



Anders Lind på opgave. Eget foto

 

Anders Peters hoppede selv i havnen for at fiske dronen op, men kom tomhændet tilbage til overfladen. Derefter fandt Emma frem til facebookgruppen Opslagstavlen Hasle og Omegn og skrev: "Dykker søges til Hasle Havn".

Beskeden havnede hos Anders Lind i Lobbæk. Han mødte op på Hasle Havn søndag morgen iført fuldt dykkerudstyr med maske, tørdragt og flaske. Han er fritidsdykker og har dykket i mere end 15 år.

Anders Lind dykker mest efter vrag, men det er ikke første gang, han har været i vandet efter tabte genstande og andet.

– Jeg hæver både og henter folks ure og mobiltelefoner, laver ror eller hjælper folk, der er gået på grund eller har fået noget i skruen. Der er mange turister, der er glade for mig, siger han og griner.

Anders Lind fandt dronen med det samme.

– Den lå i havnebassinet tæt på Columbus-bygningen. Det tog 30 sekunder. Det var en stor hvid drone, den var meget nem at finde, siger Anders Lind.

Og, fortæller Emma, maskinen var faktisk hurtigt funktionsdygtig igen efter fire dage på bunden af Hasle Havn.

– Min kæreste skyllede den i vand fra hanen og lagde den til tørre. Søndag aften virkede den igen. Den skulle bare have et nyt batteri, siger hun.

Den nemmeste vej til Anders Lind eller andre dykkere er via sociale medier eller den lokale havnefoged.

– De fleste kender mig. Og ellers har vi et dykkercommunity herovre, hvor man godt gider komme ud til den slags ting, hvis man har tid.



Efter en 30 sekunder lang redningsaktion var dronen atter på land. Privatfoto

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT