På grund af mange aflysninger af store musikarrangementer, herunder Wonderfestiwall, de sidste to somre, er Musikhuzet Bornholm, TV2 Bornholm og Wonderfestiwall gået sammen om at holde to dage med fuld knald på musik, sommer og festivalvibes.
Selvom Sound of Summer er et noget mindre arrangement end Wonderfestiwall, er der stadig en masse ting, som skal gøres klar. Det fortæller medarrangør Daniel Mühlendorph.
– Vi skal stadig have styr på toiletter, madboder og scener. Så uanset hvor stor sådan et event er, skal vi have de samme ting klar, siger han og fortæller, at man begyndte at sætte de første ting op i løbet af tirsdagen.
– Alt går indtil videre planmæssigt. Når først vi er mange, og man er i gang, så går det også ret hurtigt, siger han.