Loppemarked: Astrids kæmpe kup

Loppemarked: Astrids kæmpe kup
Tidligere DR-journalist Kjeld Pedersen var lørdag tilbage i rollen som auktionarius på KIFs årlige loppemarked i Rønne. Fotos: Anette Vestergaard
KULTUR | Lørdag 19. juli 2025 • 19:00
KULTUR | Lørdag 19. juli 2025 • 19:00

Flere gik lørdag hjem med et fund i favnen efter et besøg på Knudsker Idrætsforenings sommerloppemarked. Men en tiårig pige fra Sjælland ramte decideret jackpot på auktionen.

– Det er Vingegårds første voksencykel ... tror jeg nok.

Kjeld Pedersen er tilbage i rollen som auktionarius. Og han er i god form. 

Det var formentlig et tab for mange, da Knudsker Idrætsforening for nogle år siden droppede den årlige auktion på sommerens loppemarked. Auktionen var i mange år et fast indslag, og den var et tilløbsstykke i sig selv. Ikke så meget på grund af de rariteter, der blev udbudt, men mere på grund af Kjeld Pedersen, der udover at være en habil auktionarius også er en mester i spas og ballade.

Lørdag var auktionen tilbage på programmet, og mange trodsede hedebølgen for at se, hvad den tidligere DR-journalist nu kunne finde på.

Og det var ganske som forventet spas og ballade, mest på publikums bekostning.


Patrick Munch med en retrocykel fra 90erne. Ifølge auktionarius er der måske tale om Vingegårds første voksencykel. Foto: Anette Vestergaard

Det sidder i fingrene

Det lykkedes dog også at få afsat nogle rariteter, selv om auktionen i år blev holdt udenfor i den bagende sol.

En af køberne var Patrick Munch fra Klemensker. Da han ankom til KIFs loppemarked i Rønne havde han et loft på 500 kroner. Men da han så den blå racercykel fra Battaglin på auktion, gik han over budget.

– Det er fordi den er retro. Jeg har i forvejen en af samme årgang, en Fondriest, og jeg føler bare der er en anden ... de kører bare bedre, siger den 27-årige cykelsamler fra Klemensker.

Han endte med at betale 900 kroner for racercyklen, som efter udseendet at dømme tørstede efter lidt olie og en ny kæde. Men Patrick er mekaniker.

- Så det sidder jo lidt i fingrene.


Astrid med dagens kup fra loppemarkedet i Rønne: En kasse fyldt med assorteret hesteudstyr. Og lidt til hunde. Foto: Anette Vestergaard

Hvad papkassen gemte

Astrid fylder 11 til oktober, og er hestepige hjemme i Charlottenlund. Her har hun part i en islænderhest og Astrid var lørdag mødt op til auktion sammen med sin mor, for at se om der kunne være noget relevant. Og mon ikke Astrid gjorde en af dagens bedste handler på KIFs loppemarked?

Foran hende står en gammel papkasse fyldt med hesteudstyr, der ser ud til at være i rigtig god stand. Astrid går kassen igennem. En stor og en lille sadel, hovedtøj, trenser, bid, stævnegjord, to piske og stigbøjler.

– Og der er også ting til hunde, og vi har også en hund, siger Astrid, der er på Bornholm for at besøge sin far.

Pris for det hele: 150 kroner.

Selv om Astrid kun har redet i halvandet år, har hun fuldstændig styr på markedspriserne for hesteudstyr.

– En brugt sadel plejer at koste 5.000 kroner, siger hun, og vi står tydeligvis overfor en pige, der tænker langsigtet, når hun investerer. Hun vil gerne fortsætte med at ride, og dagens kup betyder blandt andet, at hun íkke skal ud og købe en dyr sadel, når hun skifter fra islænder til stor hest.

Astrid har også allerede valgt mellem spring og dressur.

– Spring, siger hun, og lægger alt det nyindkøbte udstyr tilbage i papkassen, så den kan blive bragt i sikkerhed i bilen.

 


 

Auktionen er højdepunktet

William står midt på grønsværen og rokker lidt med en gyngestol. I stolen sidder en pige fra Holstebro. Det er hans kæreste Esther. Men det er Williams far, der har købt den flotte gyngestol på KIF's auktion for 250 kroner. Williams far hedder Richard Westh-Jensen, og han bor til daglig i København med sin familie. Men om sommeren bor de i Købmand Jensens hus, som ligger i første række i Stampen. Richards farfar var nemlig den Henning Jensen, der havde købmandsforretning i Nørregade i Rønne.

Familien tilbringer hvert år 14 dage i sommerhuset og i den periode besøger de så mange loppemarkeder som muligt.

Gyngestolen er i hus, men Richard Westh-Jensen er ikke færdig med at byde. Han og familien har udset sig en træfigur, som skal stå på kaminen i sommerhuset og nu venter de tålmodigt i varmen til Kjeld Petersen når frem til figuren. Familien er glad for at auktionen er tilbage på KIF's loppemarked efter et par års fravær.

– Det plejer at være højdepunktet.


Knudsker IFs loppemarked blev som sædvanlig afviklet midt i en hedebølge. Der var da også, ganske mod sædvanen, parkeringspladser at få et kvarter før auktionen gik i gang.

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT