Jeg ved, at jeg før har omtalt mælkebøtter her i avisen, men det var bladene, og når der nu er så mange, der ikke kan lide at have den slags ukrudt i deres haver, så vil jeg gerne hjælpe med at fortælle om, hvordan man kan spise sig ud af problemerne.
Det nemmeste er selvfølgelig at anskaffe sig et par kaniner. Dem kan man så spise efterfølgende. Men man kan også lave sin egen mælkebøttesirup eller bruge dem i en lille salat, som måske også kan bestå af de meget aktuelle og lysegrønne bøgeblade.
Når vi nu er i gang med at ribbe skoven for goder, så er det nu, at der er nye skud på rødgranen. Så hvis der er ved at være lidt slunkent i den gin, som I lavede tidligere, så er det nu, at I skal ud og plukke rødgran, komme dem i noget vodka og lade det stå i et par dage. Sigt nu nålene fra og spæd op med ren vodka, til I synes det smager helt perfekt.
Ramsløgene er efterhånden lidt store, og lige om lidt kommer der fine hvide blomster på, som man kan benytte til at pynte sin mad med. Men inden dag, så pluk knopperne og kom dem i rigeligt salt – dem kam man bruge som en slags kapers. Det er også muligt at sylte dem på normal vis.