Dobbelt så mange indbrud i 2023

KRIMI | Fredag 26. januar 2024 • 14:30
Henrik Nielsen
Journalist
KRIMI | Fredag 26. januar 2024 • 14:30

De lokale tal er små, men udviklingen går den forkerte vej.

Målt i procent blev Bornholm sidste år ramt af en sand indbrudsbølge. Fra 2022 til 2023 er antallet af anmeldte indbrud steget med 100 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik, fortæller Bo trygt i en pressemeddelelse.

På landsplan er antallet af anmeldte indbrud stort set uforandret fra 2022 til 2023, men her på Bornholm er det altså fordoblet. Det hører dog med til historien, at de lokale tal er relativt små. I reelle tal er der nemlig tale om en stigning fra 11 anmeldte indbrud i 2022 og 22 i 2023.

Udviklingen på Bornholm adskiller sig ikke kun fra den på landsplan, når det gælder stigningen fra 2022 til 2023. Fra 2018 til 2023 er der sket en stigning på 10 procent her på øen, mens der på landsplan er sket et fald på 49 procent, fremgår det.

Bag Bo trygt står Trygfonden og Foreningen Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Derfra lyder det, at der heldigvis er tale om små tal på Bornholm, så der skal ikke mange indbrud til, før den procentvise udvikling stikker ud. Men det ændrer ikke på, at hvert indbrud er ubehageligt for dem, det går ud over.

Derfor arbejder Bo trygt på at komme flere indbrud til livs. Det kræver en øget koordineret indsats, og der er flere initiativer på vej, blandt andet et digitalt register over stjålne genstande, så man kan se, om en vare er meldt stjålet, når man køber brugt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT