Formand Sven-Erik Sørensen beretter om en stor succes, da Nyker Pensionistforening onsdag fik sunget julen ind i byens forsamlingshus. Det sørgede Knudsker Pensionistkor traditionen tro for.
– Den årlige sangeftermiddag med Knudsker Pensionistkor er altid imødeset med stor forventning, og igen i år blev medlemmerne ikke snydt, fortæller Sven-Erik Sørensen i en mail til Tidende.
Koncerten faldt i to dele, hvor den første var almindelige sange, afsluttende med både et par gamle og et par nye Melodi Grand Prix-sange: Et repertorie som ifølge Sven-Erik Sørensen faldt i god jord, og som flere af medlemmerne nynnede med på.
– At Knudsker Pensionistkor virkelig nyder at synge, hersker der ikke tvivl om. Alle medlemmerne udstråler en sangglæde, som er smittende, hvilket især kom til udtryk i anden halvdel, hvor koret – nu iført nissehuer – tog fat på nye og gamle julesange, føjer formanden til.