Ingen vej tilbage for historisk perle

Hammersholm er en historisk perle og et vartegn på Nordbornholm. Men huset er sammenstyrtningstruet, og nu er der ingen vej tilbage, siger skovrideren fra Naturstyrelsen Bornholm. Enten skal Foreningen Bornholm komme med en brillant idé, eller også skal ejendommen sælges.

På afstand ligner Hammersholm en dannebrogsfarvet bindingsværksidyl, svævende majestætisk over Hammersletten. Drømme bliver født, når man kigger op på den gamle bondegård nede fra Langebjergvej. Hammersholm er et af de landskabelige vidundere, som der er meget få af i Danmark, det er et syn, der giver et sug i maven.

Det ser lidt anderledes ud, når man kommer tæt på.

Søren Friese, lokal skovrider og chef for Naturstyrelsens afdeling på Bornholm, har taget det på sig at vise rundt i det snart 300 år gamle stuehus.

Hammersholm ligger blandt klipper og hav.

Borgruinen er stjernen

Indvendig er der støv overalt. Huller i væggene, mugne tæpper på gulvene, og andre tydelige tegn på mange års vedligeholdelsesmæssig vanrøgt.

Med de skæve ydermure i mente kan man faktisk godt argumentere for, at stedet ligner en ruin.

– Det må man sige, nikker Søren Friese.

– Men det er fredet, så vi er forpligtet til at holde tæt på fag og tag. Det vil sige murværket, vinduer og taget, og det gør vi efter bedste evne. Men det skal gennemrenoveres.

Hvem skal gøre det?

– Ja det er det, siger Søren Friese.

Hammersholm har sådan set været hans hovedpine, siden han blev skovrider på Bornholm for snart 20 år siden. Om et år er bygningen 300 år gammel, og dermed træder Hammersholm ind i den lille samling af absolutte sjældenheder i bornholmsk bygningskulturarv. Bindeled til fortiden, forsyningsled til Hammerhus, da borgen stadig var beboet og fuld af sultne munde, der skulle mættes.

Nu er borgruinen løbet med al opmærksomheden og alle millionerne. Der er ingen der ved, hvad de skal bruge Hammersholm til. Heller ikke Naturstyrelsen.

Stadsestuen med paneler og tapet.

Ikke-original dørdekoration.

Indbyggede skabe i spisestuen.

20 millioner til renovering

Det første stuehus på Hammersholm, dengang Slotsladegården, blev bygget i 1725 som fæstegård, og er siden blevet udvidet med fem fag. Et antal længer blev revet ned i forbindelse med statens overtagelse af ejendommen i 1968, og i dag står hovedhuset tilbage med sine 210 kvadratmeter med indlagt vand og oliefyr. Væggene er skæve som i et H.C. Andersen-eventyr, og spindelvæv og knirkende trappetrin bidrager til oplevelsen af forfald.

Huset er reelt sammenstyrtningstruet, bekræfter Søren Friese.

– Stokværket forvitrer, og så begynder det hele at bevæge sig. Hvis man skal have det her til at fungere, så skal man pille det hele fra hinanden, lave et indre skelet og bygge det op igen. Nye stolper, som skal trækkes ind, så de ikke laver nummeret igen. Det er et tocifret millionbeløb, der skal til for at få det sat i stand, vurderer Søren Friese.

På afstand ser det ikke nødvendigvis så slemt ud - men gården er sammenstyrtningstruet.

Et kæmpe problem

Nu skulle man jo tro, at det var statens forpligtelse at sætte sine egne bygninger i stand. Men sådan forholder det sig ikke, siger Søren Friese.

– Nej, det er det ikke. Den lange historie er, at Naturstyrelsen ejer over 1.000 af sådan nogle faldefærdige rønner i hele landet. Alt fra Fussingø Slot til sådan som noget som det her. Og det opstår typisk ved at vi erhverver nationalt værdifulde naturområder, hvor der så følger en driftsbygning med i købet.

På den måde er Hammersholm et typisk eksempel. Den fulgte med, da daværende kulturminister Bodil Koch i 1968 købte Hammershus Hotel og 125 hektar fantastisk natur, inklusive bygningerne. Når staten køber arealer, er det som regel med henblik på at bevare og udvikle natur og skov. De historiske bygninger følger med som det tynde øl.

– Det er et kæmpe problem for os, for de står og kannibaliserer de penge vi egentlig skulle bruge på natur og friluftsliv. Vi har ikke nogen bevilling til de her huse. Så vi prøver enten at rive dem ned, sælge dem eller aktivere dem i forhold til at leje dem ud, siger Søren Friese.

Søren Friese, skovrider på Bornholm og chef for Naturstyrelsen Bornholm, ved indgangen til Hammersholm.

Tilstanden er alarmerende

Hammersholm var beboet frem til 2000, hvor den tidligere ejers søn flyttede ud. Derefter var stuehuset i brug i et par år mere, inden forfaldet for alvor satte ind.

– Da jeg kom i 2006, anvendte vi det stadigvæk som personalerum for formidlerne på Hammershus. De havde et lille kontor her. Men tilstanden var alarmerende, der var skimmel og alt muligt, siger Søren Friese.

Til sidst kunne han ikke forsvare at have medarbejdere på stedet længere, og det var af samme grund ikke i en tilstand, så man kunne forsvare at leje det ud.

– Så jeg har sådan set brugt 18 år på at se, om jeg kunne finde en løsning. Og det hedder jo fonde. Om man kunne få nogle fonde til at synes det var interessant at istandsætte sådan et gammelt fredet hus, som har en tæt knyttet historie til Hammershus.

Der er rigtig mange fonde, der synes, det er interessant.

– Men de vil gerne sikre sig, at der er anvendelse til det, de sætter i stand. Og en sikkerhed for, at det bliver vedligeholdt fremadrettet. Hvis Hammersholm skal fungere som selvejende institution kræver det en eller anden form for indtægt.

Hvad kunne det være?

– Det kunne være en cafe eller et lille museum, det kunne være alt muligt. Det, vi allerhelst vil have, det er jo, at vi finder en eller anden samfundsnyttig løsning, så vi allesammen kan få glæde af det, siger Søren Friese.

Tæpper og inventar har set bedre dage.

Freja har muskler nok

Naturstyrelsen Bornholm har gennem årene modtaget flere interessante forslag til Hammersholms anvendelse i fremtiden. I 2018 var idrætsforeningen i Allinge-Sandvig interesseret i at lave outdoor-center på stedet. Ikke nogen dårlig idé, i og med at ejendommens beliggenhed i den pragtfulde natur ved Langebjerg med udsigt til Hammershus, havet og Hammeren er helt udenfor kategori.

Men pengene manglede.

Senest har biolog, forfatter og naturfredningsmand Michael Stoltze og historiker Mona Klippenbergværet ude med en idé om at opføre et kulturhistorisk museum på Hammersholm. Den idé er formentlig også faldet til jorden.

– Så nu har jeg givet op, siger Søren Friese.

Han har kun en løsning tilbage i posen.

– Det er at sælge til Freja.

Freja er et statsligt ejendomsselskab, der ejer, udvikler og sælger statslige grunde og bygninger til private aktører. Selskabet har blandt andet været storspiller i udviklingen og salget af statens arealer på Københavns havn.

– De har muskler nok. De har nogle andre muligheder end vi har. De går ind og sætter bygningen i stand, laver for eksempel tre ferieboliger eller andet, og så sælger de dem til private, til hvad ved jeg, fem millioner stykket. Det er sådan de arbejder. Jeg har snakket med dem, det vil de gerne, og så kan de finde ud af, at det skal være den nye lægeklinik eller feriecenter eller hvad ved jeg – et eller andet, som de tror på, at de kan sælge videre til en privat aktør. Og det er det, der gør ondt på Foreningen Bornholm.

Ved trappen har loftet tydelige mærker.

Ved vejs ende

Samtidig er tiden ved at løbe ud, konstaterer Søren Friese.

– Vi nærmer os det tidspunkt, hvor Foreningen Bornholm skal komme til Naturstyrelsen og sige, vi har fundet en løsning, vi vil gerne overtage det her projekt. Så siger vi fint, det er I velkomne til, afhængigt af, hvad de finder ud af. Vi vil gerne sælge det billigt, det er jo ikke noget værd. Vi skal slippe ud af at have den forpligtelse, lyder det fra skovrideren.

Ifølge Søren Friese har Foreningen Bornholm stor indflydelse på sagens udfald.

– I 1906 betalte Foreningen Bornholm den daværende ejer 50.000 kroner for at få skrevet ind i skødet at ejendommen ingensinde måtte udstykkes eller sælges til udlændinge eller noget som helst, uden at Foreningen Bornholm sagde god for det. Og den holder i retten. Så den har jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved. Et salg kræver derfor en accept fra Foreningen Bornholm.

Hvorfor får I så ikke lavet den aftale?

– Fordi det er hjerteblod for Foreningen Bornholm. De synes ligesom vi, at alt skal prøves, inden vi sælger det til private. For det er jo det, der sker, vi sælger det til ejendomsselskabet Freja. Så udvikler de det og sælger det som ferielejligheder eller andet. Det kan reguleres i den servitut, man sælger med.

– Naturstyrelsen har en konstruktiv dialog med dem (Foreningen Bornholm, red.), de er enige i, at vi er ved at være ved vejs ende med at prøve alle mulige ideer, og jeg har aftalt med dem, at de har fået det her år til at se, om de kan stable noget på benene. Og så har de lovet mig, at så sætter vi os omkring et bord og begynder at snakke om, under hvilke betingelser vi så skal frasælge ejendommen.

Ifølge Søren Friese er hverken Foreningen Bornholm eller Naturstyrelsen interesserede i et automobilværksted eller noget, der larmer eller ser grimt ud.

– Vi er heller ikke interesserede i at der opsættes et stort plankeværk, så man ikke kan se noget. Man skal stadig kunne gå en tur, man skal kunne se gården, man skal stadig have den her udsigt.

Søren Freise: Det må de nye ejere

De to udlænger må rives ned. Så vi kan lave en relativt lille udmatrikulering her, hvor vi har haven med, ned til stengærdet. Så sælger vi grunden, som er på en-to hektar, og bygningen med. Og den er jo fredet, så der skal de snakke med Slots- og Kulturstyrelsen om, hvad må de så gøre ved den.

Så må de gøre hvad de vil med de to andre længer og så må de snakke med kommunen om, hvor meget de har behov for at bygge yderligere. Der skal i givet fald laves en ny lokalplan, der giver tilladelse til det.

Gården har været forladt i mange år.