Iben Busch: Jeg havde rigtig meget, jeg skulle slukke for

Den bornholmske kommunalpolitiker havde været igennem mange år med modstand, da hun mistede sit job sidste år. En tur på den franske camino gav hende det svar, hun havde brug for. Et svar, der betyder, at hun for første gang i livet har udsigt til at skulle betale topskat.
Livet var faktisk ved at komme på ret køl, da Iben Busch mistede sit job.
Den bornholmske lokalpolitiker var lige landet på benene efter flere års opslidende kampe med kommunen, da beskeden tikkede ind.
Iben Busch er kontoruddannet og arbejdede som kommunikationsmedarbejder i en københavnsk it-virksomhed. Det havde hun gjort siden 2017, og det fungerede perfekt. Hun kunne arbejde hjemmefra og hente sin dreng i skolen, når han havde det skidt. Hun kunne blive hjemme, hvis han ikke ville i skole.
Ibens mellemste søn er diagnosticeret med autisme og har specielle behov.
Ved siden af arbejdet brugte Iben Busch mange timer på at prøve at banke hul igennem til kommunens familieafdeling, for at få den hjælp, hun mente, at hendes søn havde krav på. Det kunne kun lade sig gøre, fordi hendes daværende arbejdsgiver var forstående og fleksibel med arbejdstiderne.
Da beskeden om at virksomheden var gået konkurs tikkede ind i april 2023 vidste Iben, at hun var slået tilbage til start.
– Det blev afslutningen på mange år med et liv, der lige hang sammen, til et liv, der slet ikke hang sammen, siger hun i dag. Kort tid efter besluttede hun sig for at gå en meget lang tur.
Gik ind i politik
Iben Busch er født og opvokset på Bornholm, og mødte sin kæreste, som var soldat, da hun var 16. Parret flyttede kortvarigt til Jylland, hvor han kom fra. Men de vendte hurtigt tilbage til Bornholm.
– Vi kom tilbage da jeg var 18, nu er jeg 38. Vi har tre børn på ni, 11 og 15 og var sammen indtil for seks år siden. I dag er de to store hos os syv-syv, mens jeg er primær forælder for den mellemste, som blev diagnosticeret med autisme da han var fire.
Processen med at få den mellemste søn diagnosticeret var en kamp fra start, fortæller Iben Busch.
– Vi oplevede at stå med et barn, som var voldsomt udfordret, både hjemme og i børnehaven, og PPR (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning, red.) ville ikke henvise til udredning. De fik os til at føle, at det var os, der ikke fungerede som familie, på trods af, at vi havde to andre velfungerende børn. Hjælpen udeblev, fordi vi ikke havde en diagnose på vores barn.
Forløbet satte mange tanker i gang hos Iben Busch, og nogle af tankerne blev omsat til handling. Blandt andet besluttede hun sig for at gå ind i politik. I 2021 stillede hun op til kommunalbestyrelsen for De Konservative, og kom ind sammen med Jacob Trøst og ni andre nybegyndere.
– Det, jeg ville arbejde for i kommunalbestyrelsen, var at undgå at familier som os skulle stå i samme situation. Kommunen skal se, anerkende og reagere. For tingene bliver markant sværere med tiden, og alle tager skade undervejs. Også familien.
Iben Busch er ultragænger og kan kan sagtens tilbagelægge 50 kilometer til fods, når hun er i god form. Foto: Anette Vestertgaard
Alenemor uden job
I april 2023 stod Iben Busch i en ny livskrise. Hun havde på det tidspunkt været alenemor i fem år, og var om muligt endnu mere afhængig af den fleksibilitet og forståelse hun havde haft i sit job.
Og så havde hun brug for en indtægt. Det var svært for hende at forestille sig en arbejdsgiver på Bornholm, der ville give hende den fleksibilitet, hun havde haft i sit tidligere job.
– Jeg stod som alenemor med eget hus og bil, to børn på friskole, et tidskrævende hverv som lokalpolitiker og ikke noget job. Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle få dét puslespil til at gå op, siger hun.
Da sommerferien nærmede sig indså Iben Busch, at hun blev nødt til at gøre noget. Børnene skulle være hos deres far i tre uger. Hun havde ingen planer, og ingen svar på alle de spørgsmål, der kørte rundt i hovedet.
Men Iben Busch er vant til at gå. Hun har været ultragænger i mange år, og kan uden problemer tilbagelægge 50 kilometer om dagen til fods. Hun ved, at det renser tankerne. Så hvorfor ikke bare gå?
I juni sidste år pakkede hun rygsækken og steg ombord på et fly til Frankrig. Målet var den franske camino. Og det viste sig, at det var det rigtige valg.
Grænserne viskes ud
På caminoen har man en vending: The camino provides. Caminoen giver dig, det du har brug for. Og det viste sig at være rigtigt, fortæller Iben Busch.
Allerede første dag mærkede hun det fællesskab, der findes på ruten til Santiago de Compostela. Der er en kultur på caminoen, som er forbeholdt dem, der vandrer. En intern kode. Man kalder sig pilgrim, når man går på stien, uanset om man er troende eller ej. Man hilser på hinanden med et Buen Camino, når man passerer hinanden. De fleste går alene, de fleste har et eller andet de bøvler med. Men man slår også følgeskab med hinanden. Nogle gange et par timer, andre gange flere dage.
Samtalerne er åbne og fordomsfri.
– Jeg snakkede med rigtig mange. Det opstår bare. Du falder i snak med andre pilgrimme ude på stierne og inde i byerne. Og fordi folk ikke har andet at lave, bliver samtalerne hurtigt personlige.
Undervejs mødte Iben blandt andet en dansk soldat, som var blevet ramt af en vejsidebombe, men også en kvinde fra Kroatien, en fra Holland, og en amerikansk erhvervskvinde, som hun stadig skriver med.
Grænserne mellem mennesker udviskes på turen, siger hun.
– Du har ikke noget pænt tøj eller en smart bil at gemme dig bag, vi går allesammen i klamt, ildelugtende sportstøj, og det er selvfølgelig oplagt at tale om, hvor man er fra og hvorfor man går der.
Store vidder i det franskspanske landskab. Eget foto
Struktureret og simpel
Busch beskriver caminoen som struktureret og simpel. Man hjælper hinanden på ruten. Det oplevede Iben flere gange undervejs, blandt andet da hun fik problemer med fysikken. Først med knæet og så med anklen. The camino provides.
– Da jeg fik problemer med knæet, mødte jeg to danskere, der tilfældigvis havde et knæbind i tasken, og da jeg fik ondt i anklen og sad med is på, kom der et tjekkisk par forbi, som jeg havde spist middag med et par dage før, og gav mig et ankelbind og noget frugt. Det var omsorg fra fremmede mennesker. Man vil bare hinanden det bedste.
På caminoen skal man ikke forholde sig til andet end hvad tid man står op eller om man vil sove der eller der, når man når frem om aftenen. Det tager cirka ni timer for Iben at gå 45 kilometer, og hun gjorde det til en vane at begynde tidligt Temperaturerne i Spanien kan nå op på 40 grader om sommeren, og derfor stod hun op klokken 5.00, listede ud og gik de første timer i mørke. Som regel ankom hun til næste stop mellem 14 og 16 om eftermiddagen, tjekkede ind på herberget, gik i bad, vaskede tøj, hvilede på langs, tjekkede fødderne for vabler og læste lidt. Derefter spadserede hun en tur rundt i byen og gik i kirke inden aftensmaden. Og så hjem i seng, og tidligt op igen næste dag.
Opgør med usikkerheden
Da Iben kom hjem fra den første camino besluttede hun sig for, at hun godt turde at kaste sig ud i at blive selvstændig. Turen gav i det hele taget et nyt perspektiv på tilværelsen.
– Jeg følte en stor taknemlighed, da jeg kom hjem. Jeg så på mit liv med nye øjne. Jeg har det faktisk rigtig godt, selv om jeg kæmper med mange ting. Jeg har eget hus ved skov og strand, og har tre dejlige drenge. Og ja, der er lidt udfordringer, men det går jo egentlig rigtig godt.
Under turen fik Iben Busch løn fra Løngarantifonden. Den 1. september åbnede hun sit første firma. Det er siden blevet til tre. For Iben Busch er faktisk født med en iværksætter i maven. Men hun er også konservativ. Hvis man kan klare sig selv, skal man gøre det. Og den usikkerhed, der er forbundet med at være selvstændig, afholdt hende i mange år fra at tage springet.
– Det føltes for usikkert med tre børn. Men da jeg kom hjem, indså jeg, at det var den brik, der manglede i puslespillet.
To af firmaerne er startet op sammen med andre, mens det tredje, der laver hjemmesider og annoncering på sociale medier drives af Iben alene.
– Det har givet mig den fleksibilitet tilbage, jeg har behov for at kunne blive i politik, og som gør at jeg kan hente mit barn, og være hjemme, når han har behov for at blive hjemme.
Mange veje til Santiago
Camino betyder vej på spansk, og der er et meget stort netværk af veje, der fører til Santiago de Compostela. Faktisk kan man starte i Norge og gå hele vejen ned gennem Europa, hvis man har behov. Den klassiske pilgrimsrute er imidlertid Camino Francés, der går fra Jean Pied de Port i det sydvestlige Frankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Portugal. Det tager 25-35 dage at gå de 780 kilometer. Iben Busch havde imidlertid kun tre uger, og hoppede derfor ind på ruten i Burgos. Herfra er der cirka 500 kilometer til målet.
Den forgangne sommer var Iben Busch afsted igen, men denne gang gik hun fra det traditionelle startsted i Jean Pied de Port. Den anden tur på caminoen var ifølge Iben Busch en markant anderledes end den første.
– Jeg kom ned med en helt anden ro. Jeg pressede ikke mig selv, fik ingen skader og mødte på andendagen en skolelærer fra Nordjylland, som jeg gik med i ni dage. Vi fandt ud af at vi lignede hinanden uhyggeligt meget. Vi var nogle dage iklædt fuldstændig identisk tøj, vi havde begge en sort skråtaske og gik i sorte klip klapper, hendes mand hed Peter, min kæreste hedder Peter, og da vi hentede vasketøjet på tørresnoren, fandt vi ud af, at vi også havde de samme uldsokker med camino-skal på. Det gav jo en anden oplevelse, vi havde bare en fest.
Endelig fremme ved målet i Santiago de Compostela. Eget foto
Alt faldt på plads
Da Iben Busch gik caminoen første gang var der lige udbrudt krig i Ukraine. Da hun kom hjem, havde hendes verdenssyn ændret sig så meget, at hun næsten ikke kunne genkende sig selv.
– Jeg havde det sådan, at jeg tænkte: Hvis alle gik caminoen ville der være fred i verden. Alle er så gode og omsorgsfulde overfor hinanden på vejen, der er ingen der tjekker nyheder og sociale medier.
Iben Busch giver caminoen sine varmeste anbefalinger. Det hjælper, bare at gå.
– Det giver en ro, hvis man har et eller andet man går og tumler med. Man slukker for hverdagen. Jeg havde rigtig meget, jeg skulle slukke for. Jeg havde i den grad behov for at trække stikket.
– Men det er også en nydelse, og du får et andet perspektiv, når du møder mennesker fra andre dele af verden.
The camino provides. Det gjaldt også de udfordringer Iben Busch havde, da hun pakkede rygsækken første gang.
– Det hele faldt på plads, da jeg kom hjem. Løsningen stod pludselig klar for mig. Jeg skal faktisk være selvstændig, og jeg har faktisk modet til det.
I disse dage er Iben Busch ved at lægge sidste hånd på sit første årsregnskab som selvstændig. De foreløbige tal viser, at hun har truffet den rigtige beslutning. Det første år som selvstændig har udmøntet sig i flere ting, og en væsentlig stigning i indtægt er en af dem.
– Det ser ud som om jeg skal til at betale topskat for første gang i mit liv, siger hun.
Men pengene er ikke det eneste, der tæller i det samlede puslespil. Livet som selvstændig betyder nemlig også, at Iben selv pludselig bestemmer over sin egen tid.
– Jeg føler, jeg har fået en meget stor frihed, selv om jeg tidsmæssigt arbejder lige så meget, som da jeg havde et fuldtidsjob. Jeg har for første gang kunnet holde min søns fødselsdag på hans rigtige fødselsdag. Før fejrede vi altid fødselsdag i weekenden, selv om han måske havde fødselsdag en onsdag, fordi jeg ikke havde tid til at stå med boller og flag på en hverdag. Det er svært at forstå, hvis man er diagnosticeret med autisme. Og så har jeg holdt seks ugers ferie i år. Tre uger med børnene, tre uger på caminoen. Det er megaluksus.
Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har haft en god tur på caminoen. Skriv til av@tidende.dk
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration