Ulykkelig kærlighed
Udstillingen består blandt andet af Jo Dam Kærgaard-billeder, der hang i Elses lejlighed.
– I forhold til min kunst, er det blevet til et delvis retrospektivt udvalg i dialog med fortællende nedstik og effekter fra Elses liv. Jeg tænker, det er udstilling, som man – uanset alder – vil kunne finde noget genkendeligt i, siger Jo Dam Kærgaard.
Et af billederne fra Elses lejlighed er værket "Molemand", som Jo Dam Kærgaard har syet med symaskine. På udstillingen hænger billedet sammen med en historie om Jos mors ringforlovelse.
– Jeg vidste, at der engang havde været en ung mand, der stod på Aarhus Havn og ville skyde sig, hvis ikke det skulle være de to for resten af deres liv. Men jeg vidste ikke, at hun havde været ringforlovet med ham, og heller ikke, at han rent faktisk skød sig, efter at Else havde slået op med ham, fortæller Jo Dam Kærgaard.