Han var på toppen af Nexø, men så slog livet et sving

En nyudgiven roman er inspireret af Kullemunken, som Hans Peter Munch blev kaldt, da han levede og var en del af det bedre borgerskab i Nexø.

Kullemunken.

Sikke et øgenavn, kaldenavn, tilnavn.

Kært barn har mange navne, men Kullemunken er en betegnelse for Hans Peter Munch, som i 1950'ernes Nexø befandt sig på toppen af rangstigen og det bedre borgerskab, og når han blev kaldt sådan, skyldes det, at hans levebrød var kul og olie.

Han var ud af gammel købmandsslægt, og måske især han selv betragtede ham som en slags bykonge i Nexø, hvor han da også færdedes hjemmevant i bestyrelser og udvalg, hvilket gjorde ham til en indflydelsesrig mand.

I midten af 1970'erne, 25 år senere, så tingene dog anderledes ud. Hans ægteskab med den karismatiske og eventyrlige Mutti, som ubetinget var hans største glæde i livet, begyndte at gå skævt, hvilket blev begyndelsen til Kullemunkens deroute.

Alkoholen, som han dagligt indtog, havde efterhånden sat sine spor, familien var i opløsning og Kullemunken, der engang så let kunne regere, var magtesløs.

Ak og ve, hvordan skulle det dog gå?

Er man nysgerrig på dét, kan man læse kortromanen "om kærlighedens kræfter og tiden, der overhaler os alle", som der står i en pressemeddelelse fra forlaget Brændpunkt om bogen, som naturligvis hedder "Kullemunken", og som er skrevet af bornholmske Hans Frederik Munch.

Af omslaget fremgår det netop, at der er tale om en roman, hvilket jo altså vidner om, at der ikke er tale om en biografi, der hører hjemme i historiebøgerne og så vidt muligt forsøger at fremstille hovedpersonen og hans families liv 1:1 i forhold til virkeligheden.

Kullemunken havde eksempelvis investeret i Hundsemyre tørvemose. Privat foto

Pupiller i mørke

Det kan til gengæld roligt slås fast, at bogen læner sig op ad virkeligheden, idet forfatteren er barnebarn af Mutti og Kullemunken – og han bedyrer da også over for Tidende, at han er stærkt inspireret af det liv, de rent faktisk levede.

For et års tid siden udgav han således også bogen "Mutti" om farmoren, som egentlig hed Reine Monterossi – men igen med den vigtige tilføjelse: Inspireret af farmoren.

Den dengang 25-årige Hans Frederik Munch debuterede i slutningen af februar 2009 som romanforfatter med sin rejseskildring "Under kondoren" om et venskab mellem to unge mænd på en seks måneder lang rejse til Sydamerika.

I november 2019 talte Tidende med den da 36-årige forfatter, fordi han var aktuel med sin udgivelse nummer to, bogen "Pupiller udvider sig i mørke", hvor hovedpersonens far ligger for døden i Ypnasted på Bornholm, hvilket Hans Frederik Munch selv oplevede lige, da hans første bog udkom.

Dengang, i 2019, stod han, kæresten og deres datter for at skulle flytte ind i en lejlighed på Nørre Farimagsgade ved Botanisk Have, han havde en bachelor i dansk litteratur og en master fra IT Universitetet og var virksomhedsejer sammen med en anden bornholmer, Jesper Lind, idet deres firma, Munch & Søn, blandt andet producerede erhvervspræsentationer og reklamefilm.

Siden april har Hans Frederik Munch dog arbejdet i presse- og kommunikationsafdelingen hos FC Nordsjælland, fortæller han, da Tidende fanger ham over telefonen lidt sent på dagen, hvor familien kunne formodes enten at være i gange med at spise aftensmad eller eventuelt at tilberede den.

Men bare rolig, siger han:

– Den står i ovnen og passer sig selv.

Anekdoter

Kullemunken, altså Hans Peter Munch, nåede forfatteren aldrig at møde.

– Han døde i slutningen af 1970'erne, og jeg er fra 1983, forklarer han.

Farmor Mutti derimod kendte han.

– Hende kunne jeg jo enormt godt lide. Jeg kendte hende rigtig godt og var meget glad for hende, siger han, men slår altså fast, at hverken bogen om hende eller om farfaren er deciderede portrætter.

– Jeg har bygget en person op omkring Mutti, men det er fiktion, selv om der er nogle anekdoter og nogle ting fra hendes liv, som jeg synes er vildt sjove og spændende, og som jeg har flettet lidt ind i historien. Og det samme gør sig gældende med Kullemunken. Jeg har snakket med min bror og min mor og min familie om ham og bruger ting fra hans liv, men portrættet et fiktivt, forklarer han.

"Kullemunken" er anden del af romanføljetonen "Fantaster og tyranner", og det er værd at huske på, at nok er der tale om fiktion, men billedet af et udkantsdanmark, som er levende og pulserende med små byer, der vrimlede med butikker og handel, og hvor der var tydelige klasseskel, klare retningslinjer og normer sagtens kan have historisk relevans.

Han har da også brugt megen tid på research til bogen, ikke mindst ved at gennemtrawle gamle udgaver af Bornholms Tidende.

– Jeg har brugt jeres arkiver ret meget, også til at finde alle mulige sjove ting frem fra fortiden, siger han.

Så der er en eller anden faktuel kerne derinde et sted, som har inspireret dig til at bygge en roman op?

– Ja, nemlig. Og jeg har altid været virkelig fascineret af Nexø Havn, og hvad der foregik dernede, du ved, fiskeriet og al travlheden, og hvordan det også forsvandt igen med mindre kvoter og fiskeristop og alt det der. Jeg har jo selv løbet rundt på havnen hele min barndom stort set, hvor min far også arbejdede dernede og havde firmaer og restauranter og sådan noget.

Og alle de der historier og indtryk og familiefortællinger har fundet vej ind i din romanføljeton?

– Ja. Hvor man følger de her personer, som er kraftigt inspireret af virkeligheden, og hvorudfra jeg skriver min fiktion.

Den rigtige Kullemunken, Hans Peter Munch levede 1903-79. Privat foto

Undgik skandaler

Heller ikke i virkeligheden var farmorens og farfarens ægteskab superlykkeligt. Mutti var en rigtig matriark, som man ikke sagde imod.

– Når man kom i hendes hjem, skulle man du ved ikke tale for meget, husker forfatteren.

– Men så var hun til gengæld også virkelig en kvinde, som var sød til at komme med sukkerboller og te, og hendes hjem var meget fortryllende. Man fik måske lov til at åbne hendes kister med alle mulige ting fra hendes rejser og ferier, og der åbenbarede sig et helt fantastisk univers.

– Hjemmet boede Kullemunken også i, men de havde indrettet sig, så de ligesom havde hver sin afdeling af huset. De boede ikke rigtig sammen, men kunne jo sagtens finde på at spise middag sammen og invitere til en fest eller sådan noget. Det var bare ikke sådan, at de gik op og ned ad hinanden.

Du skriver, at hun var hans store kærlighed, og at han elskede hende mere end sine børn?

– Ja, altså, det er jo lidt en tolkning, jeg laver, og det er en del af en historie, jeg finder på for at forklare, hvordan de kan blive boende sammen, hvis det alligevel ikke var et lykkeligt ægteskab. Men jeg ved jo også godt, at dengang var det sværere at blive skilt, det gjorde man i hvert fald ikke så tit. Man holdt nok mere ud for at undgå skandaler og sådan noget.

Og da du skrev "Mutti", vidste du, at du ville skrive "Kullemunken" bagefter?

– Ja, det vidste jeg udmærket.

Det er vel historier, som afspejler Nexø?

– Ja. Men Mutti har jeg med vilje sat i København, og bøgerne kan læses hver for sig. Jeg havde brug for, at de ikke var for tæt på familien på en eller anden måde, så historierne ikke generer nogen eller gør nogen kede af det.

Selvbevidsthed

Hans Frederik Munch mener, at hans hovedpersoner for mange vil være genkendelige figurer:

– Vi har haft en mormor eller en farmor eller en mor som hende. Eller haft en i familien, som minder om den her type dame, forestiller jeg mig, mange vil tænke, men hun findes ikke rigtig mere i vores samfund, siger han.

– Og det samme med Kullemunken. Det der med at kende sådan en mand, der er så myndig, og som heller ikke er bange for at herse med folk, som de mere tydelige klasseskel i samfundet dengang kunne give anledning til, hvis man tilhørte det bedre borgerskab. Man hersede med den unge pige i huset, med smeden, med slagteren og så videre.

Altså en enorm selvbevidsthed og en følelse af ret til at opføre sig sådan?

– Ja, nemlig. Fordi nu er man blevet til noget, og man er fra en familie, der igennem mange årtier har været noget vigtigt.

Har du en næste bog undervejs?

– Ja, den er jeg ved at have skrevet, og den kommer til at handle om min far, siger Hans Frederik Munch.

Hans far er som nævnt Hans Jørgen Munch, som altså skal afslutte trilogien "Fantaster og tyranner".

– Ham kender jeg rigtig godt, han døde, da jeg var 25 år. Jeg har alle de her gode minder og historier og anekdoter, men også der digter jeg og bruger fantasien for ligesom at presse dem ned i det samme format som de andre siger forfatteren.

– Historien foregår på et tidspunkt og på et sted, som jeg ikke vil sige for meget om lige nu. Men det bliver på Bornholm.

Bogen regner han med er færdig om et par måneder, så skal den lige ligge lidt, hvorefter forlaget får den.

– Så redigerer vi den sammen, siger han, som hver gang han har en time til overs sætter sig ned og skriver.

Hans Frederik Munch: "Kullemunken" (Forlaget Brændpunkt, 192 sider, er på gaden).

Kullemunken løfter armen til slag ...

"Kullemunken" er udkommet på forlaget Brændpunkt. Privat foto

Vi bringer her kapitel 8 fra "Kullemunken":

Jørn, den naturlige efterfølger til Munch-slægtens mange forretninger, har sat sig i hovedet, at han vil være fotograf. Han er fjorten år, og det eneste, han vil, er at rejse Jorden rundt som en opdagelsesrejsende og tage billeder af kulturer og krybdyr og alt muligt andet åndssvagt. Og hans mor, som forkæler ham og ligefrem opfordrer ham til at have en vild fantasi, har uden videre givet ham lov til at låne familiens Leica-kamera, og det er præcis derfor, Kullemunken, dirrende af raseri, står på Nexø Torv med sin grædende søn i armen og taler med store bogstaver:

– Er det det, du vil? siger han ophidset.

Kullemunken peger på Niels Sonnes ynkelige fotobutik, hvor vinduet er fyldt med dåbsbilleder og konfirmationsbilleder og bryllupsbilleder og sølvbryllupsbilleder.

– Er det? Så svar mig dog!

– Nej, far, fremstammer Jørn.

– Men Sonne er jo byens førende fotograf! Vi du have noget mindre? Noget endnu mere kummerligt?

– Jeg vil rejse, græder Jørn.

– Ligesom bedstefar. Og tage billeder og skrive.

– Din bedstefar var fantast! Og er du ikke ordblind?

– Jo, men ...

– Så kan du jo slet ikke skrive!

På torvet stimler nexøboerne sammen i små klynger for at overvære skænderiet, og nu dukker fotografen også op i vinduet blandt sine billeder. Hans øjne er store, og hans mund står åben, som om han ikke kan begribe det, han er vidne til.

– Se dog på den dødssyge mand! råber Kullemunken.

– Hvorfor vil du være som ham?

– Jeg vil rejse! græder Jørn.

– Jeg vil skrive for National Geographic.

– Du vil rejse, og du vil skrive, siger Kullemunken, løfter armen til slag, svinger den rutineret gennem luften, og idet håndfladen rammer Jørns bløde kind, ser han folkeskaren, de stille og måbende nexøboer, der står på torvet og betragter optrinnet.

– Er det her et teater? råber Kullemunken, flår Leica-kameraet ud af sin søns hånd og træder frem, som vil han kæmpe mod dem alle.

De ser forvirrede på hinanden, alle disse bønder, siger ikke noget, gør ikke noget. Kullemunken tager kameraet op til ansigtet og knipser et billede.

Som ved magi går skaren i opløsning; de fleste ligefrem løber væk, og Kullemunken kan lige pludselig ikke lade være med at fryde sig. I aften skal der være fest i hans hjem – store whiskysjusser og musik – og imens vil alle disse mennesker sidde i deres små stuer og tale om ham.