Grønne trolde og pirater under broen i Gudhjem

Grønne trolde og pirater under broen i Gudhjem
Et stort filmlærred bliver hængt op under Holkabroen, når der i august bliver inviteret til Scala Sommerbio. Pressefoto
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 4. juni 2024 • 20:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 4. juni 2024 • 20:00

Når bornholmere og turister tre fredage i august kan sætte sig til rette i græsset under åben himmel i Holkadalen i Gudhjem til Scala Sommerbio, bliver det til seks forskellige, velkendte film på det store lærred.

Det oplyser Foreningen Scala Gudhjem, som står bag driften af Gudhjems biograf – og i sommer også det gratis tilbud "film under broen".

Alle tre aftener vises to film: En familiefilm klokken 19 og en voksenfilm klokken 21. Filmtitlerne er nu på plads, og genrerne spænder fra danske film til Hollywood, musical og action.

Fredag den 2. august vises "Shrek 1" og "Bohemian Rhapsody", fredag den 9. august "Tempelriddernes skat 1" og "Pirates of the Caribbean: The Curse og the Black Pearl", og fredag den 23. august "Up!" og "Blinkende Lygter".

– Vi har forsøgt at finde nogle velkendte klassikere frem, hvor der også genremæssigt er lidt til enhver smag. Filmlisten spænder over alt fra romelskende pirater til grønne trolde og musikalske klassikere. Vi håber, at de enten vil blive nydt for første gang eller med et glædeligt gensyn i helt nye rammer" siger Tonny Nybirk, formand for Scala Gudhjem.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT