Galleri samarbejder med campus: Elever får egen udstilling

Galleri samarbejder med campus: Elever får egen udstilling
Galleri Rasch i Rønne udstiller eksamensværker skabt af elever på afgangsholdet i billedkunst og design på Campus Bornholm. Eget foto
NYHED | 30. APR 2023 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
30. APR 2023 • 11:00

Afgangsholdet i billedkunst og design udstiller eksamensværker i Galleri Rasch.


Siden Erik Schuldt fik plads i Galleri Raschs bestyrelse, har han argumenteret for, at galleriet skal række ud efter den unge generation, og i 2020 så galleriets sommerskole dages lys. Nu er han blevet formand, og samtidig bliver et nyt initiativ planlagt og realiseret.

– Denne gang har galleriet rakt ud til ungdomsgenerationen på Campus Bornholm. 11 dage i maj stiller galleriet sine udstillingsrum til rådighed for afgangsholdet i billedkunst og design, fortæller han i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er eleverne i gang med at skabe deres eksamensværker, som 2.-10. maj kan ses i den gamle vejerbod på Rønne Havn. Dagen efter pilles det hele ned, og værkerne bliver omdrejningspunkt for elevens eksamination.

Projektet er skabt i et samarbejde med billedkunstlærer Loa Schmidt. For Galleri Rasch handler det kort og godt om at åbne sine historiske lokaler for spirende kræfter i den unge generation og tilbyde dem en ekstra dimension i eksamensforløbet.

Galleriets bestyrelse og kunstudvalg ser en lige linje fra børnene i sommerskolen til de måske spirende kunstnere på Campus Bornholm og videre til højskolens kreative kursister samt eleverne på kunstakademiets skole i Nexø. Sommerskolen med skulpturværksted, grafisk værksted og malersal vender i øvrigt tilbage i den sidste uge af sommerferien i år.

Der er fernisering på campuselevernes udstilling 2. maj klokken 17-18.30.