En bornholmsk klassiker med de sidste vilde æbler

Så er der palthæsta – måske til ujnnarna, som på bornholmsk betyder et mellemmåltid om eftermiddagen. Sune Rasborg serverer med vilde æbler og vanille.

November er lige begyndt, og nu bugner naturens spisekammer ikke helt så meget mere, derfor har jeg været nødt til at bruge en ingrediens, som jeg har brugt en gang tidligere, men det går nok.

Jeg fandt de sidste vilde æbler, og de skal bruges på en anden måde end sidst. Nemlig til en slags dessert.

På utallige opfordringer vil jeg prøve at give mit bud på en gammel bornholmsk opskrift. Det var ikke helt nemt at finde en, hvor man kunne inkorporere noget, man fandt i naturen. Men takket være Ann Vibeke Knudsen og hendes arbejde med Bornholmernes Mad, så fandt jeg en ret, som jeg har hørt om før og i øvrigt har et ret fedt navn: Palthæsta. Det er vel egentlig hvad man i resten af landet ville kalde klatkager.

Her i efterdønningerne af halloween kom jeg igen i tanke om Emil fra Lønneberg. Hjemme hos ham på Katholt spiste de også palt, når de havde slagtet grise. Men her var det noget med blod og mel. Måske meget uskyldigt, hvis man tænker det ind i en kontekst af at udnytte alt på grisen – ligesom man gør nu. Man siger jo, at det kun er skriget, der går til spilde.

Da min ældste datter, My, var helt lille, kaldte jeg hende Myling. Det synes jeg var sødt – lige indtil jeg intruducerede hende for Emil fra Lønneberg, hvor Emil kravler op igennem en skorsten – helt sodet til i hovedet og pigen på gården, Line, bliver helt hysterisk bange og råber noget med en myling. Det skulle så vise sig at en myling er et børnespøgelse, der hopper op på ryggen af vandrere og drukner dem i vandhuller.

Måske er det ikke helt ufarligt at bevæge sig rundt Småland. Man kan jo både risikere at blive druknet eller at blive overrasket af en blond dreng, der spiser blodkager.

Jeg kalder i øvrigt stadig min datter for Myling.

Nå, men mine palthæsta består af havregrød, som jeg kan lave i søvne med begge hænder bundet på ryggen og balancerende på tolv hoppebolde.

Grunden til det er, at Myling spiste enormt meget havregrød, da hun var lille. Faktisk så meget, at hun i en alder af tre år lærte min svigerinde (Piloten fra Strib), hvordan man lige svinger sådan en grød sammen.

Palthæstana bliver serveret med en vanillesauce og en sursød kompot af de sidste vilde æbler. Det er faktisk ret godt – selv uden blod.

Palthæsta

100 g havregryn

Vand

Lidt salt

Lidt sukker

Smør til stegning

Kom gryn i en kasserolle og hæld vand over til det dækker.

Tilsæt salt og sukker.

Kog under omrøring til grynene er halvt opløst og massen har en halvtyk grødkonsistens. Tilsæt mere vand, hvis det er nødvendigt.

Når grøden er færdig, kommes den i en plastbøtte eller lignende med en flad bund.

Grøden køles af og stikkes ud i fine faconer (det er her, grøden er blevet til palthæsta) og steges gyldne i smør ved medium varme.

Kompot

To store æbler

75-100 g sukker

Vand

Æblerne skrælles, skæres i mindre stykker og kommes i en kasserolle.

Vand på til det dækker og kom så 75 gram sukker i.

Kog til vandet er næsten væk og æblerne er kogt godt ud. Husk at røre rundt, så det ikke brænder på.

Smag til med det resterende sukker.

Vanillesauce

1/4 l piskefløde

1/4 l mælk

100 g sukker

4 æggeblommer

1/2 stang vanille – udskrabet

Mælk, fløde, vanille og halvdelen af sukkeret koges op.

Æggeblommer og resten af sukkeret piskes sammen.

Hæld den kogende masse forsigtigt ned til æggene under piskning.

Kom det hele tilbage i gryden og varm forsigtigt op til 85 grader under omrøring.

Nu skulle saucen være tyk og kan herefter sættes på køl.

Et lille tip er at lave dobbelt portion og køre resten på sin ismaskine. Det er samme opskrift, som ismasse.

Jeg har brugt havredrik i stedet for mælk og fløde, men jeg har valgt at bringe den oprindelige opskrift her.

Anret det hele flot og nyd palthæstana sammen med søde mennesker.

 

Vilde æbler

Skovabild, som de vilde æbler også kaldes, er små grønne æbler, men nogle af dem er altså også større. De er lidt sure, men man kan jo bare give dem noget mere sukker, når man bruger dem.

På Miljøstyrelsens hjemmeside står der, at man bør lade dyrene spise æblerne, og man til nød kan koge dem til gelé.

Munkene i 1100-tallet spiste dem gladeligt, og når det var godt nok til guds folk, så er det også godt nok til palthæsta.

Vildæbler gror i udkanten af skove og skovbryn.