Dobbelt jubilæum på Bornholm

Dobbelt jubilæum på Bornholm
NOTITS | 24. JUL 2024 • 17:00
NOTITS
24. JUL 2024 • 17:00

Den islandske musiker Siggi Björns har dobbelt jubilæum på Bornholm i år, og det bliver fejret med masser af gæster på scenen i Bakkarøgeriet den 1. august.

Björns spiller nemlig i år sin 35. sommersæson på Bornholm og ikke nok med det, så kan han også fejre sit 25. år på Bakkarøgeriet i Østre Sømarken.

Musikeren er kendt for at samle et publikum af turister og lokale og er for mange formentlig blevet en form for turistattraktion idet mange turister kommer år efter år.

– Dem som var børn i starten kommer nu med deres egne børn og næsten børnebørn, fortæller Siggi Björns selv.

Til daglig bor han i Tyskland, hvor han også spiller meget. Her fortæller han, at han ofte møder gæster som kender ham fra Bornholm.

Gennem årene har mange gæstemusikere været med på scenen - det gælder blandt andet hans egen kone, Franziska Günther, og hans søn Magnús Björnsson, som er så godt som opvokset på Bakkarøgeriets scene.

På Bornholm spilles der sammen med Bakkabanden, som består af Jack Lauwersen på banjo og Jesper Lauwersen og hans børn Magnus og Alma, som altid kommer på scenen for et par sange med rasler, vaskebræt og hvem ved hvad.

Siggi Björns spiller hver onsdag, torsdag og lørdag indtil den 31. august.

FÅ ABONNEMENT