Rørt til tårer: 'Det har været en overvældende morgen'

Rørt til tårer: 'Det har været en overvældende morgen'
Wicki Kofoed føler, tiden er inde til at sige farvel til butikken, som vil være åbent to måneder endnu. Foto: Martin Søndergaard Jensen
ERHVERV | Mandag 1. september 2025 • 13:44
ERHVERV | Mandag 1. september 2025 • 13:44

Søndag aften meldte Wicki Kofoed ud, at hun lukker Blomster Kunsten. Det har kastet mange reaktioner af sig.

– Jeg har fået virkelig mange henvendelser, efter jeg meldte det ud. Der er sågar kunder, der har ringet til butikken for at sige tak for tiden, men de var selvfølgelig også trætte af det.

Det fortæller Wicki Kofoed, som siden 2008 har været indehaver af Blomster Kunsten på Snellemark 27 i Rønne.

For det har kastet mange reaktioner af sig, at hun vælger at lukke butikken.

– Jeg er meget taknemmelig for alle de reaktioner, der er kommet. Jeg føler også, at folk har vist en respekt og sagt fedt, at du i virkeligheden står ved, hvad du føler, der er det rigtige. Så det har været en overvældende morgen. Folk er så søde, og jeg er virkelig rørt over det, fortæller hun, ligesom der også bliver lidt våde øjne indimellem.

I løbet af formiddagen har der også været et ekstra tryk på butikken, hvor kunderne er kommet ind for at snakke med Wicki Kofoed. Og netop kunderne og det bånd, hun har knyttet til dem, bliver det, der er sværest at undvære, når hun lukker.

– Kunderne har været der fra dag 1, og det er at få lov til at være med til alle livets begivenheder, alt fra glæde til sorg, og få lov at komme tæt på folk, få lov til at vejlede folk, få lov til at kreere enten den smukkeste blomsterbuket. Det er det, der betyder alt. Og så det at få en tilbagemelding og en tilkendegivelse for kunden. Og den tillid, vi bliver vist. Det er meget, meget tilfredsstillende, siger Wicki Kofoed.


Der har været rigtig mange kunder forbi butikken mandag formiddag. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Kæmpe tillid

Netop blomsterne er det, der har fyldt meget - selvom hun også sælger brugskunst. Med blomsterne kommer hun tæt på kunderne.

– Det er blomsterne, der gør, at folk viser os den kæmpe tillid med, at vi skal levere til dem. Så er der alle hverdagsbuketterne ind imellem, og det er jo bare hyggeligt. Men at få lov til at komme så tæt på folk, det er jeg meget, meget taknemmelig for. Det er jo netop både i glæde og sorg, og det knytter en tillid mellem os.

Men selvom hun har haft Blomster Kunsten i 17 år, har aftrækket til beslutningen "ikke været særlig lang", fortæller hun. Hun handlede på det, hun følte.

– Jeg lukker butikken, fordi jeg føler, at det er rigtigt. Jeg føler og følger mit hjerte. Det går godt, og jeg er superglad for min butik. Men jeg vil stoppe, mens legen er god, og mens der stadig er mulighed for, at jeg kan finde noget andet at at lave, fortæller Wicki Kofoed.

Lange arbejdsdage

Hvad det næste skridt dog skal være, ved hun ikke endnu.

– Det ved jeg slet ikke. Lige nu vil jeg bare meget gerne være i den her lukning og være taknemmelig for folks reaktioner. Og være glad for, at folk har taget godt imod min beslutning. De er kede af det, men samtidig forstår de mig godt. Og egentlig føler jeg også, at folk har vist en respekt. Men det kunne godt blive noget helt andet, jeg skal lave.

Bag beslutningen står dog også eksempelvis lange arbejdsdage.

– Det er også weekender og aftener. Man er bare på hele tiden, når man har en blomsterbutik. Fordi der er rigtig meget, der skal laves, når butikken er lukket. Der er rigtig meget, der skal forberedes. Jeg har elsket det. Men det tager jo alt ens tid. Jeg har jo haft den bedste tid, og jeg har haft masser af hjælp. Men derfor er det stadig mig, der har stået med det endelige. Mig, der har skullet sørge for, at der er klar mandag morgen, og vi åbner hver eneste uge. Der skal også gøres rent, tørres af og ordnes ting. Det har været sjovt, men det skal også stoppe, mens det er sjovt, fortæller hun.

I samme ombæring nævner hun også, at det ikke er en hemmelighed, at det er svært at få nok uddannet personale.

– Jeg har været virkelig glad for mit team, som gør det rigtig godt, men vi har manglet hænder og haft meget travlt. Det har været svært at følge med, og så er det med at stoppe, mens alt er godt. Det vil heller ikke være sjovt at stå hernede, indtil kunderne vil kunne mærke det på én, at man ikke synes, det er sjovt længere, siger indehaveren.


Til og med september vil butikken fungere som normalt, men fra oktober er det slut med afskårne blomster. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Kan ikke lægge det fra sig

Selvom hun stadig har det godt med butikken, har der også været ting, som har været knap så sjove.

– Det er jo levende ting, og det er bare så vigtigt, at det altid er friske blomster. Det er sådan noget, der kan være surt. Der kan være gange, hvor man har kommet til at bestille 20 for mange hjem, og man kan altså ikke sælge visne blomster. Sådan er det i branchen, men det er altid surt at skulle smide ud. Blomster skal bare være i orden, og det har jeg altid været enormt kritisk omkring, fordi kunderne skal have dem friske. Det koster penge at smide ud.

Butikken forbliver åben til og med oktober. I slutningen af september slutter det med afskårne blomster, men der allerede nu er procenter på brugskunsten - hun vil også meget gerne have, at folk kommer og bruger de gavekort, som man kan ligge ind med.

Og da hun siden 1990, hvor hun blev færdiguddannet blomsterbinder, har beskæftiget sig med blomster, kommer hun ikke til at lægge det helt fra sig.

– Det vil jeg aldrig kunne. Jeg kommer helt sikkert til at hjælpe familie og venner. Der er også noget stort til næste sommer, hvor min søn skal giftes. Og jeg vil jo til enhver tid slet ikke kunne lade være med at hjælpe, siger hun.


Det har været 17 sjove år, mener Wicki Kofoed, men hun har ikke villet vente på, at hun ikke synes, det er sjovt længere. Foto: Martin Søndergaard Jensen


KAMPEN OM KULHUSET

Kulhus-ejere slår igen mod utilfredse naboer
TOPNYHED | ABONNENT

Kulhus-ejere slår igen mod utilfredse naboer

Morten Pedersen, der sammen med arkitekt Dorte Mandrup vil omdanne det historiske kulhus i Sandvig til bolig, tager nu bladet fra munden. Han kalder naboernes indsigelser for hykleriske.
Kulhuset kalder på sammenhold – ikke krig

Kulhuset kalder på sammenhold – ikke krig

Sandvig har en svær opgave foran sig. Sagen om det historiske kulhus skal landes, så byen får liv, kulturarven sikres og indbyggerne fortsat kan nyde deres nuværende forhold.
FÅ ABONNEMENT