Det er kærligheden og glæden, du ser

Som syvårig flyttede Tobias Brandt Krähmer til Bornholm med sin tyske adoptivfamilie. Hans ene søster blev siden dræbt i en trafikulykke og hans bedste ven blev myrdet, men alligevel er den 39-årige ildsjæl bag Golden Island Festivalen fuld af gåpåmod.

Moren smækkede røret på i ren forskrækkelse. Lyden af hendes pludselig voksne, bortadopterede søns stemme kom som et chok. ”Det er din søn,” sagde Tobias Brandt Krähmer, da han som 18-årig ringede op til sin biologiske mor for første gang.

– Og så lagde hun på, fortæller Tobias Brandt Krähmer og tilføjer:

– Men så ringede jeg bare op igen. Og så snakkede vi to timer i telefonen.

Stemmen er rolig, blikket fast og øjnene fulde af liv, mens den nu 39-årige mand fortæller, hvordan han fik kontakt til sin biologiske mor, og de to holdt telefonisk kontakt, indtil moderen desværre mistede kampen til kræft i 2020. Men han nåede aldrig at få et knus af sin biologiske mor.

– Bortset fra nogle facetime-samtaler på skærmen nåede vi aldrig at se hinanden i virkeligheden, ansigt til ansigt, fortæller Tobias Brandt Krähmer roligt.

Som spæd voksede han op i en stor tysk adoptivfamilie. Først i en forstad til Köln. Men da han var syv år, valgte storfamilien at rykke bopælen til Bornholm, hvor de alligevel altid tilbragte deres ferier.

– Min far var en travl forretningsmand, som jeg nærmest altid skulle sige farvel til, fordi han altid var væk et nyt sted for at arbejde, så tanken med at flytte til Bornholm var vist at få mere tid til familien, forklarer han og fortæller, at faren dog snart så nye forretningsmuligheder i at sælge bornholmsk kunsthåndværk og juletræer til det tyske marked, og sådan fik faderen hurtigt atter travlt.

Selv har Tobias også travlt i disse dage, hvor han arrangerer Golden Island Festivalen på det gamle landsstævnestadion i Rønne. For sammen med dj og musikproducent Jonas Bergmanm, der dog ikke længere er en del af foreningen bag festivalen, er han idémanden og tovholderen bag den lokale festival, som finder sted for tredje gang.

Tobias Brandt Krähmer kigger ud over det tomme DGI-stadion. I netop disse dage er der anderledes gang i området, når Golden Island Festival løber af stablen. Foto: Joan Øhrstrøm

Kærligheden til Bornholm

Landsstævnestadionet i Rønne er tomt for mennesker, da Tobias Brandt Krähmer inden festivalen lader sig fotografere mellem de lange strå, der stille står og gynger, tørre og gule i vinden. Men snart bliver her altså fyldt med mennesker, der står og gynger til den musik, han har været med til at få til øen, når festivalen igen fylder det forladte stadion med tivoli og elektronisk musik.

– Det er jo lidt ærgerligt, at kommunen har planer om at ville bygge boliger her, så vi måske ikke kan være her næste år, for det er jo et perfekt sted at lave en festival, siger han og lader blikket glide hen over det gule græs, som han glæder sig til snart at fylde med mennesker.

Pengene gør han det ikke for. For dem får han ingen af.

– Vi er jo non-profit. Det vil sige, at vores arrangementer går videre til de næste arrangementer. Det er ulønnet arbejde. Det har aldrig været hensigten med de arrangementer at tjene penge. Det har kun været for samfundets skyld, siger Tobias Brandt Krähmer, som altså ikke lever af at være eventmanager, men derimod af at rådgive virksomheder i markedsføring.

– Men festivalen er blevet kærlighed. Og så er det ikke arbejde længere. Det er alt sammen frivilligt. Det tjener vi simpelthen ingen penge på.

Til gengæld bruger de rigtig mange timer på at planlægge den.

– Hvis du bare står på den scene i ét minut og ser en masse glade mennesker i alle aldersgrupper, der hygger sig, lige fra det yngste barn til bedsteforældrene, så ved du, hvorfor du har brugt de måske 1.000 timer på at forberede festivalen. Hele fællesskabet og netværket er det værd. Det er det bedste. Det er kærligheden og glæden, du ser. Men det er alt sammen kun noget, vi gør, fordi vi simpelthen elsker Bornholm, siger eventmanageren.

Tobias Brandt Krähmer har et stort tysk flag hængende i sin stue for at vise, at han holder fast i sin tyske identitet. Hænderne holder han også som den tidligere kansler Angela Merkel. Foto: Joan Øhrstrøm

En sproglig udfordring

I sin tidlige barndom var Tobias Brandt Krähmer med sin adoptivfamilie på ferie på Bornholm sommer efter sommer, og det endte med, at forældrene købte et hus i nærheden af golfbanen i Rø.

– Det var her, de var mest lykkelige, så de ville gerne bo her, fortæller Tobias Brandt Krähmer, da vi tidligere sidder i hver vores sofa i hans hjem i Rønne, hvor en stor fladskærm og et lige så stort tysk flag på væggen dominerer i rummet.

Tobias Brandt Krähmer er også stadig tysk statsborger, selvom han altså som syvårig kom til Danmark, mens nogle af hans seks søskende blev i Tyskland.

– Jeg er den næstyngste. Vores søskendeflok bestod af adoptivbørn og plejebørn, så vi var en blandet flok i forskellige aldre, og fem af os tog med til Bornholm, mens to blev i Tyskland.

Familien rykkede ind i en klassisk firlænget bornholmsk gård ved Rø, hvor forældrene også byggede ferielejligheder, så de kunne tiltrække tyske, svenske og norske turister til landbrugsferie på Bornholm, mens faderen hurtigt fik nye forretninger at se til.

– På den måde fortsatte min far sine forretninger med fuld fart på, så jeg alligevel nærmest så ham mest i Bornholms Lufthavn, så min hjemmegående mor var basen for os, siger han og slipper et lille suk.

– Min mor er en kæmpe inspiration for mig. Mine forældre havde syv børn i alt, fem adoptivbørn og to plejebørn, så huset var fuld af alle de børn, min mor ikke kunne få, men hun ville gerne give et godt liv til andres børn. For når min mor ikke selv kunne få børn, så var der jo en mulighed for enten adoptivbørn eller plejebørn, og det blev så en blanding af det hele. Jeg var den eneste baby, de havde fået, resten af mine søskende var kommet til i en senere alder.

Blev kaldt tyskersvin

Flytningen til Bornholm blev på godt og ondt et eventyr, og Tobias Brandt Krähmer beskriver sin bornholmske barndom som ”spændende”, fordi han hele tiden mødte nye mennesker, når der kom turister til gården.

– I begyndelsen var det lidt svært, fordi ingen af os kunne dansk. Men da jeg kom til at gå i Klemensker Skole, før den lukkede, lærte jeg det alligevel, fordi alle mine kammerater, der jo kun talte dansk.

Blev du mobbet, fordi du var fra Tyskland?

– Jo, jeg måtte da høre på nogle af de klassiske kommentarer med, at jeg var et tyskersvin, eller at jeg skulle rejse hjem igen, men det var mest i starten, og jeg fik hurtigt mange venner og lavede alt muligt i fritiden med dem. Min mor gjorde også en stor indsats for at få os integreret, og i skolen ansatte de en ekstra lærer, så vi hurtigere kunne lære dansk. Det forblev dog det fag, jeg havde sværest ved. Og derhjemme talte vi også kun tysk, fortæller den tyske øboer, som også husker andre kulturelle forskelle end selve sproget.

– Vi havde jo den der tyske opdragelse med, at man havde meget respekt for de voksne, og man skulle gøre, hvad forældrene sagde. På den måde var vi også anderledes end de andre børn, som kunne tale mere frit og frækt til deres forældre, fortæller han med et forbløffet udtryk.

– Det overraskede mig meget at høre mine danske venner tale sådan til deres forældre. Det ville jeg aldrig turde, for det var nok ikke gået så godt derhjemme, griner han.

– Vi blev strengere opdraget til at tale pænt og skulle gøre os fortjent til vores lommepenge gennem pligter. Men det gjorde også, at jeg ret hurtigt blev meget selvstændig og for eksempel smurte min egen madpakke. Det stod en smule i kontrast til, hvordan de andre, jeg gik i skole, havde det. De havde måske en mere åben og nem måde at leve livet på, mens vi kom fra en lidt anden kultur.

Han smiler forsonende.

– Jeg syntes nu ikke, at mine forældre var voldsomt hårde. Men min far var nok af den helt gamle skole. Han havde en bestemt udstråling, bare han trådte ind ad et lokale, så når han talte, så rettede man ryggen og lyttede man efter, siger han og ler.

To verdener

Faderen lignede allerede dengang en ældre herre, husker Tobias Brandt Krähmer og fortæller, at begge forældre var opdraget efter krigen, hvor deres fædre havde kæmpet for Nazityskland.

– Og når man mødte min fars forældre, kunne man godt mærke, hvor hans opdragelse kom fra. Men min mors familie, der jo også havde oplevet krigen, var meget mere afslappede, så det var to verdener.

”Der mangler vi noget medmenneskelighed i vores lille samfund,” siger Tobias Brandt Krähmer, der selv gerne vil inspirere andre til at gøre noget for deres lokalsamfund. Foto: Joan Øhrstrøm

Hvad har præget dig mest fra dine forældre?

– Deres holdning til, at ting kan lade sig gøre. Vi flyttede hertil, og alt var meget usikkert. Men de lod sig aldrig slå ud, og vores forældre har altid formået at give os trygheden om, at det skal nok gå. Det har præget mig meget i en positiv retning, så jeg tror, at jeg lærte at tage imod udfordringer. De havde mange børn, men behøvede alligevel ikke være fastlåst ét sted.

Hvordan ser du dig selv i dine forældre i dag?

– Jeg kan se min mors side, den er meget social. Hendes jordnærhed, respekt og omsorg for mennesker og hjælpsomhed prøver jeg at bære videre. Men jeg har også fået min fars forretningsside, som både præger mig og nogle af de andre søskende. Jeg kan nærmest aldrig sidde stille og bare have én idé ad gangen, siger Tobias Brandt Krähmer, inden han tilføjer, at forældrene endte med at blive skilt, da han var 13 år.

Efter skilsmissen fortsatte Tobias og hans søskende med at bo hos moderen.

– Da vores far var forretningsdrivende, så var der ikke så meget nyt i, at han var væk. Han flyttede tilbage til Tyskland. Og jeg havde egentlig ikke så meget sorg omkring skilsmissen. Det lyder måske lidt mærkeligt og køligt, men fordi vores forældre var meget åbne og ærlige om det, tog en samtale med alle os søskende og informerede skolen, så synes jeg ikke, at den overgang var så kompliceret.

Tilgivelsens betydning

Som teenager begyndte Tobias Brandt Krähmer også at spejle sig i andre voksne, og uden for familien så han tidligt op til Gandhi og Nelson Mandela.

–Jeg var meget fascineret af deres veje i livet, hvordan de kæmpede for friheden, men alligevel kunne tilgive andre mennesker, så de på den måde formåede at samle folket.

Som voksen har han også rejst rundt i verden og ladet sig inspirere af andre kulturer i Afrika og Asien, og særligt stærkt står hans ophold i Filippinerne, hvor han meldte som frivillig for en præst, der også kæmpede for menneskerettigheder som leder af en hjælpeorganisation.

– Jeg er selv ateist, så det var lidt en omvæltning at komme til et katolsk land, men jeg havde set et program om præstens hjælpearbejde i tysk fjernsyn. Og da jeg kontaktede dem, ville de gerne tage imod min hjælp. Jeg var der i to måneder, og det var virkelig inspirerende. Jeg var med til at hjælpe børn ud af børnefængslet og kvinder ud af kvindehandel, og jo flere samtaler, jeg havde med præsten, der stod for det hele, jo mere blev han en inspiration for mig. For selvom han kæmpede mod uretfærdighed, lagde han meget vægt på tilgivelse.

Han smiler mildt.

– Man kan altid diskutere, hvad der kan tilgives, men hvis man tilgiver andre mennesker, så får man også en indre ro og en indre fred, og man behøver ikke tænke på alle de negative tanker hele tiden. Men man omsætter dem til noget positivt og noget drive igen, så man kan komme videre i livet, siger han og uddyber:

– Man kan jo se, hvordan mange sidder fast i kærestesorger eller fyringer, og det kan jo også gøre ondt. Det har jeg selv prøvet. Men man kan også sige, at det var det kapitel i stedet for at nære de negative følelser med bagtalelse, bitterhed og at sprede rygter.

En kulturel rundkørsel

Tobias fik tidligt at vide at han var adopteret. Men først som 18-årig fik han altså selv kontakt til sin biologiske mor, der viste sig at være polak, mens hans biologiske far er italiener. Og de nye oplysninger skabte med tiden et identitetskaos hos adoptivsønnen med det nu pludselige multikulturelle ophav.

– Kulturelt føler jeg lidt, at jeg kører i en rundkørsel uden at vide, hvor jeg skal stå af. Jeg er stadig tysk statsborger, og jeg er opdraget af tyske forældre, der begge havde fædre, der kæmpede for Nazityskland, men i min biologiske polske mors familie, var der folk, som døde i Auschwitz, siger han og løfter brynene i en opgivende grimasse.

Efter han mistede sin mor til kræft i 2020, har han stadig kontakt til sin biologiske søster.

Blev din biologiske søster også bortadopteret?

– Nej, hun blev i familien.

Ved du hvorfor, at du selv blev adopteret?

– Min biologiske mor kom fra Polen og var illegal indvandrer i Vesttyskland før murens fald i 1981-1982. Dengang var hun allerede mor til min storesøster, men på et diskotek mødte hun min biologiske far, der kom fra Italien. Han var åbenbart en ung charmerende mand, som hun var sammen med en enkelt nat, og det kom der mig ud af, siger han og slår ud med armene som en ægte italiener.

– Men hun syntes ikke, at hun kunne give mig noget godt liv som illegal indvandrer, så hun valgte at bortadoptere mig som spæd. Det skulle hun komme til at fortryde mange gange, fortalte hun mig, men hun kunne ikke komme i kontakt med mig, før jeg selv kontaktede hende som 18-årig. Faktisk var hun taget tilbage til Vesttyskland for at lede efter min adoptivfamilie, fortalte hun. Så det var mig, der fandt hendes nummer gennem statsforvaltningen i Tyskland.

Min barndom var 100 procent tysk,
og jeg ser mig også som tysker i dag

Hvad var dit første indtryk af hende, da du talte med hende første gang i telefonen?

– At hun var et meget åbent, kærligt og jordnært menneske, der i sin egen optik tog den forkerte beslutning. Men jeg sagde til hende, at det var den rigtige beslutning hun traf. For mine muligheder var jo bedre hos mine adoptivforældre. Så jeg synes, det var smukt og stort, for det har selvfølgelig været meget, meget svært at give sit eget barn væk, siger han.

– Hun var hjemmehjælper ligesom min adoptivmor. Og da jeg de første år boede i udenfor Köln, boede hun faktisk kun cirka en halv time fra os.

Har dit kulturelle ophav sat tanker i gang omkring arv og miljø?

– Ja, jeg kan for eksempel godt mærke, at jeg også har min italienske fars gener som en, der taler meget og hurtigt og bruger hænderne, når jeg taler, siger han og slipper en energisk latter ud i stuen.

– Ham ved jeg ikke meget om, men jeg ved, at hans familie stammer fra Albanien, så mit stamtræ er ret forgrenet. Men min barndom var 100 procent tysk, og jeg ser mig også som tysker i dag. Jeg elsker det tyske landshold og tysk kultur, siger han og skæver til det tyske flag over spisebordet i den anden ende af stuen.

– Den tyske kultur sidder meget dybt i mig, men den har jo også en mørk side. Og da min biologiske polske mor fortalte, at en del af min polske familie blev deporteret til Auschwitz og Buchenwald, hvor nogle blev gasset eller kom i arbejdslejre og blev sultet, så begynder man jo også at tænke over, hvor man hører til. Som dreng hørte jeg fortællingerne om, hvordan krigen også skabte tysk sorg, fordi så mange unge tyske mænd i min familie mistede livet i en krig, som de ikke selv havde valgt. Og i Italien, hvor min biologiske far kom fra, støttede de jo først nazismen, inden de endte med at kæmpe imod den, så jeg kan sommetider blive kugleskør og i tvivl om, hvor jeg hører hjemme. Kulturelt set føler jeg som sagt, at jeg befinder mig i en rundkørsel, hvor jeg ikke ved, hvor jeg skal dreje af, griner han, inden ansigtet bliver mere alvorligt.

– Jeg har selvfølgelig mest ondt af min polske familie, der skulle igennem så meget forfærdeligt under krigen. Og når Tyskland og Polen møder hinanden i fodbold, kan jeg ikke rigtig heppe på nogen af dem, selvom der hænger et tysk flag i min stue, for jeg er også påvirket af min biologiske, polske mor, der tog et uselvisk valg for at give mig et godt liv, og det glemmer jeg ikke.

Et gyldent øsamfund

Arbejdsmæssigt var Tobias Brandt Krähmer også lidt tid om at finde sin identitet. Han havde ikke gennemsnittet til at komme i gymnasiet.

– Det slog mig lidt ud dengang, og jeg syntes, at mine fremtidsudsigter var dystre, men hvis jeg kunne have givet mig selv ét råd dengang ville jeg sige, at man ikke skal give op. Når man kommer til et nyt land og kan få det til at fungere, kan alt lade sig gøre. Og senere fik jeg faktisk både en HF og en videregående uddannelse, siger han og smiler.

Oprindeligt ville han i stedet have været i Forsvaret for at kvalificere sig til at blive bodyguard, men en knæskade satte ham ud af spillet. I stedet uddannede han først til pladesmed, inden han tog på HF og læste videre til serviceøkonom med speciale i event- og oplevelsesmanagement. Og pludselig mødte han Jonas Bergman, der er DJ og musikproducent, og så startede de foreningen Golden Island i 2018. Sådan fører Tobias’ fortælling også frem til de gyngende græsstrå på det gamle landsstævnestadion, for de to venner tænkte fra begyndelsen stort.

– Jonas er et fantastisk menneske, og vi kunne bare mærke, det klingede. Og jeg ringer til ham og siger, skal vi ikke starte noget med musik? Lad os lave en forening, lad os lave nogle events. Og han sagde bare ja, og ingen af os anede, hvad det egentlig betød. Men vi syntes begge, at her manglede noget. I begyndelsen vidste vi ikke helt, hvad vi gjorde, men så prøvede vi os bare frem, siger eventmageren.

Siden er Jonas Bergman som nævnt trådt ud af foreningen bag festivalen, da han læser i Aalborg nu. Men selv er Tobias Brandt Krähmer fortsat for fuld fart, ligesom han hurtigt lærte sig opskriften på at tiltrække store navne til festivalen.

– Man sælger idéen om et utroligt smukt øsamfund, vi kalder os jo også Golden Island. Og fortæller dem, at de ikke har været her før. Og så kræver det rigtig meget overtalelse mange gange. Men Golden Island er jo blevet til en festival, en byfest, oppe på landsstævnestadionet. Med både tivoli og musik og gratis entré og det hele. Og vi trækker jo mennesker fra nær og fjern.

– Midt i sommerferien, efter Sildefesten, siger han og fortæller, at foreningen også står bag sidearrangementer til Sankt Hans og Folkemødet med elektronisk musik.

Et af forbillederne for festivalen er Burning Man-festival i USA, så selvom der er en tale om et non profit festival, så tænker de netop stort.

– Vi må jo også erkende, at vi ikke samler inspiration fra Danmark. Vi kiggede meget på Roskilde i starten. Det er det største og fedt nok, men vi ville gøre det anderledes. Vi har Distortion, Flet & Strand og beach-fester rundt omkring. Men der er simpelthen manglet noget for den elektroniske musik i Danmark. Vores inspiration har været Full Moone Party i Thailand, Burning Man, Nirvana, Tomorrowland og Love Parade i Berlin. Hvordan er de gået fra nul til at blive store? Og hvordan har deres rejse været? Og det er jo rejsen, vi elsker. Og så har vi kogt det ned til, hvad Bornholm kan klare, forklarer han begejstret.

”Det er jo lidt ærgerligt, at kommunen har planer om at ville bygge boliger her, så vi måske ikke kan være her næste år, for det er jo et perfekt sted at lave en festival,” siger Tobias Brandt Krähmer. Foto: Joan Øhrstrøm

Mistede søster og ven

Undervejs blev han så bidt af at skabe den bornholmske festival, at han måtte sige nej til et drømmejob som eventmanager i Zimbabwe. Men at drømme stort kommer sjældent uden udfordringer, indrømmer han.

– Der var jo perioder i livet, hvor man tænkte, hvorfor bliver man ved? Også fordi der er rigtig meget jalousi i den her branche. Man kan mærke, at man ikke skal have næsen for langt fremme. Og under corona var det absolut en forfærdelig tid. For kulturlivet var nedlukket. Og der skulle vi virkelig kæmpe for vores overlevelse. Men jeg har det sådan, at de arrangører, de artister og de mennesker, der stadig er her den dag i dag, de har også fortjent at være her. For de har kæmpet. De har ikke bare drejet nøglen om, som mange desværre var nødt til. Så det var hårdt de to år. Men vi fandt på kreative løsninger. Vi lavede live-stream, vores navn blev spredt, og vi er der stadig, fortæller eventmageren, som ikke kun har oplevet massiv modgang arbejdsmæssigt, men også personligt.

– Personligt havde jeg det meget svært, da jeg mistede min søster i en færdselsuheld. Der var hun 27, og det har taget mig mange år at komme mig over det. Det var i 2002, og jeg var 18-19 år, da det skete. Hun døde her på øen og havde to børn, som deres far så tog. Men de var også lidt hos os og hos hendes daværende kæreste, siger han og fortæller, hvordan han husker, at vennerne støttede ham i sorgen.

Tobias havde allerede som ung et stort netværk, og i byen mødte han Phillip Mbuji Johansen, som blev en særlig god ven, der ligesom ham selv var fuld af ideer og gåpåmod.

– Altså, det var jo nok den hårdeste tid, jeg har oplevet, da Phillip blev slået ihjel ude i Nordskoven. Han var en af mine bedste venner. Man kan jo ikke sammenligne sorg, men det var nok den absolut værste tid for mig, fordi det føltes som halvandet år, hvor man ikke fik lov at trække vejret med alt det, der skete med både ham og os som samfund, vennekredsen, hans familie og de sociale medier, der gik i selvsving, efter New York Times skrev en løgnagtig artikel, som gav indtrykket af, at Bornholm var et racistisk samfund. Jeg syntes simpelthen, det var så usmageligt, den måde Bornholm blev udstillet på, fordi det kunne bruges af Black Lives Matter, siger han med forarget stemme.

Hvad ville Phillip have gjort?

Selv blandede Tobias sig også i debatten ved at stille op i medierne, men det kom der bare trusler ud af på de sociale medier.

– Til sidst handlede det slet ikke om sandhed mere. Det handlede derimod om, hvem der kunne råbe højst, siger han og ser frem for sig.

– Det var rigtig hårdt, både for mig personligt og for de mennesker, der færdes her på Bornholm. Men også vennekredsen. Og det påvirkede mange af os meget, men til sidst søgte vi tilbage til arrangementerne i vores events. Vi sagde: ”Hvad ville Phillip have gjort?” Han ville blive ved. Så vi blev ved. For han støttede altid vores arrangementer. Og han havde mange rigtig fede idéer om, hvad vi havde brug for. Så han var altid sjov at ringe til og høre, hvad tænker du om det her?

Et varmt smil spreder sig i hans ansigt.

– Jeg tror ikke, man møder mange mennesker, der er så jordnære som Phillip har været. Og så åbent og kærligt et menneske.

Og kunne Tobias Brandt Krähmer ønske sig mere af noget i verden ville det være menneskelighed, fortæller han.

– Vi er hurtige til at sende penge og noget hjælp til alle mulige ting, men så synes vi også, at vi har gjort vores. Så kan vi læne os tilbage, og så kan vi godt bagtale naboen igen. Men der mangler vi noget medmenneskelighed i vores lille samfund, siger han med et bestemt blik.

– Det synes jeg virkelig, vi gør. Alle mennesker skal have en chance. Når vi lige taler om Philip, ville jeg nok personligt aldrig give de to brødre en chance igen efter det, de har gjort. Men der er jo også mennesker, der bliver bedre. Og jeg synes jo også, det er smukt, at Phillips mor for eksempel gerne vil snakke med de to brødre.

Hvad giver livet mening for dig selv?

– Det er faktisk et meget dybt spørgsmål, siger han og lader tavsheden hvile lidt mellem os, før han svarer:

– At gøre andre mennesker glade, kommer det så.

– Det giver mit liv meget mening. Jeg kan godt lide at være hjælpsom og hjælpe mine medmennesker på deres rejse igennem deres liv. Det giver i hvert fald mit liv meget indhold.

Hvad drømmer du om i fremtiden?

– Altså, jeg drømmer om at få en familie. Det vil jeg gerne, siger han og klarer stemmen.

– Jeg vil også gerne have festivalen til at overleve og vokse. Ved siden af er jeg faktisk også ved at arrangere en festival ved Victoriasøen i Afrika, og hvis man kunne få en lille mindeplade op dernede, så ville det da være smukt, hvis det ikke kunne blive til en statue, siger han og ler i det livlige ansigt.

– Jeg vil i hvert fald gerne være en, der inspirerer andre til at gøre noget for deres lokalmiljø. For det synes jeg giver mening.

Blå bog
Tobias Brandt Krähmer. Født 1983. Uddannet serviceøkonom med speciale i eventmanagement. Medskaber af Golden Island Festivalen, der finder sted på det gamle landsstævnestadion i Rønne. Festivalen startede torsdag og slutter i dag, lørdag.