Medarbejderne har advaret i årevis – nu erkender kommunen systematiske problemer i afdelingen, der arbejder med øens mest sårbare borgere, og lægger en plan for at rette op på tingene.
Måneder efter medarbejderflugt, politisk storm og alvorlig kritik fra psykiatrien præsenterer Bornholms Regionskommune nu en omfattende udviklingsplan for den trængte myndighedsafdeling i Center for Familie- og Voksenindsatser.
Planen beskriver, hvad kommunen selv mener der er galt, og hvad der skal gøres ved det. Det gælder særligt på fire fronter: kommunikation og samarbejde, arbejdsgange, arbejdsmiljø og kvalitet i sagsbehandlingen.
Planen behandles i Social- og Beskæftigelsesudvalget i næste uge.
Opsigelser og anmeldelse
Problemerne i afdelingen er langt fra nye.
I trivselsmålinger fra 2021 til 2023 pegede medarbejderne gentagne gange på en skæv balance mellem opgaver og tid. Advarslerne blev tilsyneladende ikke taget alvorligt.
I juli 2024 indgik kommunen en aftale med Arbejdstilsynet om uklare og modstridende krav i anbringelsesgruppen – den del af afdelingen, der håndterer nogle af de mest komplekse børnesager. Ved et opfølgende besøg i april 2025 vurderede Arbejdstilsynet aftalen som opfyldt.
Alligevel eskalerede krisen i efteråret 2025, da TV2 Bornholm afslørede, at en fjerdedel af medarbejderne havde sagt op på blot fem måneder. En af de tidligere medarbejdere fortalte, at hun ikke kunne stå inde for arbejdet med øens mest sårbare børn og familier – og at hensynet til pengene gang på gang vandt over de faglige vurderinger.
Kort efter anmeldte den daværende udvalgsformand René Danielsson (DF) sin egen forvaltning til Arbejdstilsynet. Og i december fulgte endnu et hårdt slag, da Region Hovedstadens Psykiatri i et internt brev beskrev syv konkrete problemer i samarbejdet med afdelingen – med direkte negative konsekvenser for øens psykiatriske patienter til følge.
Kommunen erkender selv i sagsfremstillingen, at den omfattende pressedækning har haft direkte negativ betydning for medarbejdernes trivsel og afdelingens evne til at rekruttere nye folk.
Markant over landsgennemsnittet
Af dagsordenen til mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget fremgår også tal, der understreger problemets omfang.
På børnehandicapområdet underkendes kommunens afgørelser langt hyppigere end i resten af landet, når borgere klager til Ankestyrelsen – kommunen ligger 18,1 procentpoint over landsgennemsnittet. Det betyder kort sagt, at Bornholm oftere end de fleste andre kommuner træffer forkerte afgørelser i sager om børn med handicap.
Dertil kommer, at kommunen har markant flere børn og unge med støtteforanstaltninger end sammenlignelige kommuner – cirka 38 procent flere end ét sammenligningsgrundlag og 17 procent flere end et andet. Kommunen erkender selv, at det høje tal ikke fuldt ud kan forklares med lokale forhold alene.
Ny ledelse og nye mål
En række tiltag er allerede sat i gang. Ledelsen er styrket med en ny teamleder og en støttende konsulent, og centerchefen holder nu månedlige møder med Psykiatrisk Center Bornholm – et direkte svar på regionens kritik.
Derudover arbejdes der med styrket faglig vejledning, kompetenceudvikling og bedre introduktionsforløb for nye medarbejdere.
Kvaliteten af sagsbehandlingen skal løftes gennem løbende sagsgennemgange og fælles faglige standarder, og nye sagsbehandlingsfrister er under udarbejdelse.
Tidshorisonten viser, at der er tale om et langt træk. Den næste større evaluering af arbejdsmiljøet er først planlagt til september 2026, og en opfølgende undersøgelse forventes først gennemført i foråret 2027. Udvalget får en samlet status på alle fire spor til efteråret.