De kom til 'verdens mindste storby' med døden i hælene i 90'erne, men de er her endnu

Det er 40 år siden, Jørn Grønbech og Per Avsum mødte hinanden i bylivet i København, og de har dannet fast par siden midten af firserne. I år er det også 20 år siden, de afhændede deres legendariske tøjbutik Roger i København. Men nu ligger den i Svaneke, og ikke mindst tilrejsende københavnere får julelys i øjnene, når de finder den.

Der er mange måder at rejse på. Én kan være simpelthen at lade lugtekolben i den øvre del af næsen tage affære, når man træder ind i butikken Roger i Borgergade i Svaneke.

Værsgo – og god tur.

Er man udstyret med en vis aldersmæssig pondus, er man således lynhurtigt på en tidsrejse tilbage til 70'erne, 80'erne eller 90'erne, og flytter sig på et splitsekund til tøjbutikken Roger på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde i det indre København, hvor man kan sige pænt goddag til Jørn Grønbech og Per Avsum.

Der huserede de dengang – og det samme gør de i dag her i Svaneke i butikken af samme navn.

De to har dannet par siden midten af 80'erne, og oprindeligt var det Jørn Grønbech, som sammen med sin daværende kæreste, norske Roger Karlstrup, i 1977 åbnede Roger i København og startede et genbrugseventyr.

I dag er Pisserenden, som området omkring den oprindelige Roger også bliver kaldt, et decideret mekka for folk på jagt efter et stykke genbrugstøj, for det vrimler med butikker, som kan ramme tidens trend, uden at kunderne skal gøre knæfald for modehusenes diktat. Hjørnebutikken er dog nu indtaget af den hyggelige cafe The Living Room.

Til gengæld har Jørn Grønbech og Per Avsum altså for længst indtaget Svaneke – "verdens mindste storby", som de kalder den – hvor de den dag i dag med deres særlige blanding af genbrugstøj viser, at de stadig har tæft for den metier.

Og de fortæller gerne om, hvordan turister – og naturligvis ikke mindst fra København – bliver begejstrede, når de opdager deres ungdoms yndlingsbutik, hvor de tydeligt husker, at de for 30 år siden købte nogle stykker tekstil.

Det begyndte med et parti ruskindsjakker, som Roger Karlstrup tog med til København efter et besøg af Jørn Grønbech i Oslo, men dertil kom snart blandt andet masser af svensk militært overskudstøj, lilla velourtæpper og bluser af omsyede tæpper – og ikke mindst slidte jeans i form af Levi's' legendariske 501'ere.

Man lad os lige nøjes at skrue tiden blot nogle få dage tilbage, for så tager Jørn Grønbech imod, da Tidende af en ekspedient bliver vist fra butikslokalet i Svaneke og videre ind til, hvad man umiddelbart kunne tro var et baglokale, men som viser sig at være en lille, hyggelig stue, hvor han sidder med en cigaret – og det skal vise sig, at den i løbet af dagen troligt bliver efterfulgt af en lind strøm af tobak – samt en kop kaffe og følger med i TV 2 News.

Han rejser sig og giver hånd.

– Vi skal lige have min bedre halvdel med, siger han, griber sin stok og fortsætter i skrøbelig statur videre ind i huset gennem endnu en stue til en endnu større stue med et kæmpe spisebord, hvorover der hænger en gigantisk Snowball PH-lampe.

I alle rummene er her gode, patinerede møbler og kunst overalt på vægge, på hylder og i reoler, og man føler sig umiddelbart hjemme.

Her er også en stor gammeldags brændeovn.

Ikoniske Marilyn Monroe i Roger. Hun figurerer også på skiltet ved indgangen til butikken. Foto: Berit Hvassum

Født i Østermarie

– I sætter jer bare, siger Jørn.

Ved det store spisebord støder Per Avsum til med et varmt smil, også han i en skrøbelig udgave. De to serverer kaffe og sætter sig ved en langside med god afstand mellem sig, men man mærker umiskendeligt nærværet af et ubrydeligt bånd imellem dem, når de sender hinanden et blik, eller når Jørn Grønbech ved et spørgsmål tøver lidt og siger:

– Åh nej, det orker jeg ikke at komme ind på.

Og Per Avsum sender ham et mildt blik og siger:

– Du kan da lige give den korte version.

De to har faktisk aldrig rigtig haft behov for at figurere i pressen, og lukkede egentlig først lidt op for sluserne, da de i år 2000 meldte ud, at de ville lukke Roger i København, som de da også endeligt afhændede i 2002.

– Så syntes vi godt, vi kunne tale med pressen om det, siger Per.

Mens Jørn arbejder på en kort version, kan vi lige tage et seriøst tidshop endnu længere tilbage i tiden og til Østermarie. Der er han nemlig født i 1946 og siden opvokset med far, mor – Hans Egede Grønbech og Erna Lund Grønbech – samt søster Anette, indtil han som 15-årig rejste på kunstskole på Sjælland.

– Vi boede på Vestergaard, siger han.

– Skolen ligger på min fars jord.

Og hvor længe boede du i Østermarie?

– Til jeg blev 15 år.

Allerede her er vi ved at støde på grund ved spørgsmålet:

Hvad skete der så?

Pause.

Så siger han:

– Jamen ... det ved jeg ikke ... hva' fanden ... det bli'r langt!

Og ler lidt undseligt.

Vi tager den korte version. Den unge Jørn Grønbech kom på den kunsthøjskole, som nu ligger i Holbæk Slots Ladegaard, men da lå i Dronningmølle. Han drømte om at blive kunstner – "jeg bildte mig ind, at jeg skulle være kunstmaler " – og hans mor sørgede for, at han kom afsted. Efter fem måneder var det slut, og det samme var kunstambitionerne stort set.

I den anledning skrev hans far sit eneste brev til ham og forklarede, at hvis han ikke kunne finde på noget fornuftigt at lave, måtte han da gerne komme hjem igen til fødeøen. Men det kunne Jørn godt. Han havde en halvsøster i København, som han i første omgang "bookede" sig ind hos.

– Og så røg jeg over i restaurationsbranchen. Jeg blev tjenerelev på De Syv Små Hjem i Jernbanegade, siger han.

– Og det var fantastisk for mig.

Hvorfor?

– Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke sige. Det var en, det var en ... nej, det ved jeg ikke.

Men du har en oplevelse af, at det var fantastisk?

– Jaja!

Var det noget med, at det var et sjovt miljø?

– Ja, det var et sjovt miljø. Tjenerne var også fantastiske, den ene lignede ikke den anden. Og jeg lærte virkelig meget.

Hvilket år begyndte du på De Syv Små Hjem?

– 46, 56 ... 66, nej vent, 46, 56 – hjælp mig Per!

Har vi ikke alle været der, når vi tænker tilbage? Jo.

Men som sagt er Jørn født i 1946, så i 1956 var han 10 år, han tog på højskole som 15-årig og blev dernæst tjenerelev. Det må have været omkring 1961-62.

– Præcis, siger han og tænder endnu en Kings med filter.

Per tænder også en. Uden filter.

Da Roger i København i 2000 annoncerede at ville dreje nøglen om, diverterede de tre landsdækkende aviser Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten med samme overskrift: Roger – over and out. Jørn Grønbech og Per Avsum solgte dog først butikken i 2002. Foto: Berit Hvassum

Mødtes i 1982

Da Jørn var omkring 30 år, slap han tjenergerningen, for da havde han og norske Roger – altså "Råwer" – startet butikken.

Så det er faktisk helt forkert at benytte den amerikanske udtale, "Wrådjer"?

– Ja, men det er jo et godt navn, siger Per.

– Og da vi stoppede i København, kom alle de der overskrifter "Roger over and out".

Nemlig, de tre landsdækkende aviser Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske var lige opfindsomme, da Roger i 2000 annoncerede sit ophørsudsalg, så de benyttede alle overskriften "Roger – over and out", hvilket – ud over en synkron tankegang, når det gælder en god overskrift – jo også vidner om butikkens ry og betydning.

Det er trods alt ikke enhver butikslukning, der kalder på journalistisk omtale af den kaliber.

– Men ellers har vi været pressesky, slår Jørn fast.

– Det var den eneste gang, vi syntes, at vi ville lukke journalisterne ind, for nu lukkede vi. Bortset fra, at vi gerne talte med forskellige modejournalister.

Han rejser sig og åbner døren ud til den hyggelige gårdhave, så den liflige røg fra de cigaretter, som de to herrer ret konstant pulser på, kan bølge ud den vej.

Norske Roger blev syg af aids og døde i 1990. Jørn og Per havde kendt hinanden siden 1982 og blev kærester omkring 1985, og med Rogers død var det tid til, at Per købte sig ind i Roger. Han var egentlig cand.mag i dansk og fransk, men var træt af at undervise på universitetet.

Jørn, du var en dreng fra Østermarie, som pludselig kom til at sætte sit præg på moden i København, hvordan pokker skete det?

– Det var vel Rogers skyld. Det tror jeg.

Per:

– Der kom en ny trend der i slutningen af 70'erne og i 80'erne med streetwear. Altså, man skulle selv være med til at skabe sit udtryk ved hjælp af det tøj, man bar. Går man længere tilbage, for eksempel til 50'erne, så havde alle pigerne sådan nogle skørter, siger han og viser med hænderne hvordan.

– Og de havde også samme frisure. I 70'erne var alle denimfarvede. Du kunne gå ned på Strøget og se det, og var der nogen, der ikke var denimfarvede, så var de turister. Men så lavede Roger og Jørn altså noget andet, og det blev især bakket op af modeskribenten Didder Rønlund fra BT, som lige fra begyndelsen støttede os gevaldigt. Hun var så begejstret for den nye mode med streetwear. Og i firserne kom også punken, og punkerne stod i kø nede hos os. Vi var billige. Det var vores tøj altid, og de kunne godt li' det der med selv at skabe moden.

Havde I ellers noget med punkmiljøet at gøre?

– Nej, men alle de udenlandske rockstjerner kom også hos os, for vi havde sådan en stil med, at det ikke var velset at falde over nogen, som var kendte. Det skulle være helt cool, så de nød at komme dernede, for ingen tog notits af dem. Hvad var det for eksempel hun hed hende der...

Jørn:

– Eurithmics.

Per:

– Ja, de kom hos os, hver gang de var i København.

Orker ikke...

Men hvordan startede det med butikken i Larsbjørnsstræde?

– Nej, den orker jeg ikke at tage. Det orker jeg sgu ikke, sukker Jørn.

Per:

– Skal jeg gøre det hurtigt?

Jørn:

– Ja ...

Per:

– Jørn havde mødt Roger i Oslo, hvor han arbejde på Dronningens Gate i lufthavnen, og han ville rigtig gerne til København, og det kom han så. De to samlede sig en masse ting og lejede så en af de mange små butikker, som dengang lå i gaderne, og som ellers stod tomme, og hvor de opbevarede deres ting. På et tidspunkt var der nogen, der begyndte at spørge dem "hvornår åbner I?", og de havde slet ikke tænkt sig at åbne noget som helst.

Jørn:

– Det var mere sådan en privat systue, vi havde.

Per:

– Og så flyttede de ned i Pisserenden i et lokale i 1977, hvor senere Fantask kom til at ligge, og i 1980 til den hjørneejendom, hvor Roger kom til at ligge i mange år. Den var jo i tre niveauer, og Roger og Jørn fik lavet en flot trappe ude på Christiania. Det var et gammelt bageri, så der er også en stor pejs nede i kælderen.

Blev butikken en succes med det samme?

– Ja, det gjorde den faktisk, siger Jørn.

– Det må jeg sige.

Blandt andet fik de tøj fra et svensk overskudslager.

– Vi syntes, at svensk militærtøj var lidt mindre militært.

Per:

– Det var også en god kvalitet i ulden, solidt læder og så videre.

Diverse beklædningsstykker fandt vej til butikken – for eksempel foret til en militær flyverdragt – og blev pludselig som ved et lykketræf hot mode både i hovedstaden og nu også her i Svanekeudgaven af Roger.

Roger har på et diverst vareudbud, ligesom i gamle dage i København. Foto: Berit Hvassum

Tingene flyttede sig

Da I mødtes i 1982, var det så i bylivet i København?

– Ja.

Var der gang i den dengang?

– Ja, det må man sige, det var der, siger Jørn.

Per:

– Det blev muligt at være bøsse på en ny måde, og vi er gamle nok til at huske den anden måde, men tingene flyttede sig heldigvis meget.

Jørn:

– Ja, og vi havde været soldater begge to.

Per:

– Havde man ikke været soldat af den grund, kunne man for eksempel ikke komme til USA, så vi lod som ingenting og var begge soldater, og vi var nok heller ikke så ... ja, jeg var i hvert fald ikke selv så udpræget dengang, siger han med en lille latter.

– Det kom første senere.

De to var en del af miljøet omkring Pan på Knabrostræde, et diskotek som henvendte sig til homoseksuelle fra dets åbning i 1980 og indtil lukningen i 1996.

Da de mødtes i 1982, var det på et andet kendt værtshus for homoseksuelle, Cosy Bar i Studiestræde.

Det er jo også et hyggeligt sted?

– Var, siger Jørn.

– Det er ødelagt, synes vi.

Men i firserne var der fuld tryk på bylivet?

– Ja. Det var også i firserne, vi lavet tæppetrøjerne.

Syd for grænsen havde man ikke dyner, men tæpper, forklarer Per, og når parret for eksempel købte paller med velour fra Holland, var de gerne pakket ind i gamle tæpper.

– Fantastiske tæpper, siger han.

– Jeg stod og skar dem til, og en dame syede dem, og vi lavede fantastisk mange trøjer.

Det var en af deres venner, kostumedesigneren Ole Kofoed, der fandt på at sy en trøje af et af tæpperne til Roger Kalstrup. Endnu en succes var skabt.

Og tingene skete med højt humør.

– De folk, vi har haft i butikken, har i det hele taget været fantastiske alle sammen, siger Per.

– Skægge mennesker.

Han og Jørn boede i begyndelsen i Store Kannikestræde, men på et tidspunkt blev lejligheden oven over Roger ledig, og så rykkede de ind der.

– Det var smart, for det passede også godt med lyden og så videre.

Jørn:

– Ja, vi havde et frygteligt bøvl med lyden. Vi spillede for høj musik i butikken i forhold til dem, der boede ovenover.

Det var en del af Rogers image at spille god musik i tidens toneklang, som kunderne holdt af.

– Musikken betød rigtig meget, siger Jørn.

Per:

– David Bowie og så videre. Det var creme de la creme, som passede godt til vores kunder og også de kunstnere, som kom hos os.

Roger holder i dag til i Nansens Gaard. En række af husets tidligere ejer, Eli Rasmussens malerier pryder endevæggen. Foto: Berit Hvassum

Flytningen til Bornholm

Jørn skærer igennem:

– Nu synes jeg, vi skal springe til Bornholm, siger han.

Det kræver dog lige en lille ouverture. Sagen er nemlig den, at både Jørn og Per i 1985 fik at vide, at de var smittet med hiv, og dengang var der ikke nogen medicinsk behandling, der kunne løse den problematik.

– Vi fik 10 år at leve i, siger Per.

– Og Roger døde i 1990, så vi tænkte, at vi måtte forsøge at få butikken Roger til at overleve, også når vi var væk, og det arbejdede vi lidt på. I 1990 købte vi stedet i Postgade i Svaneke, hvor vi bor. Og så tog Jørn og jeg i stigende grad herover for at slappe mere af. En førstemand skulle overtage butikken i København, men det fungerede ikke, og vi fik den tilbage igen. Så havde vi en periode, hvor vi tog derover en lille uges tid om måneden.

Jørn:

– Vi pendlede simpelthen. Det var i gamle dage med natfærgen, så det fungerede fint.

Han og Per havde en dag i 2002 besøg af nogle venner i Svaneke og kom gående hen over torvet, da en af dem spurgte, om de havde hørt, at Nansens Gaard var til salg?

– Og så købte vi den og åbnede galleri i 2003, siger Jørn.

– Det gik fint med den ene skønne udstilling efter den anden indtil 2008, da finanskrisen kom. Det første folk holdt op med at købe, var kunst, siger Per.

Til gengæld har parret aldrig smidt noget ud, og hos en svensker havde de opmagasineret, hvad der var tilbage, da de solgte Roger i København i 2002. Nansens Gaard blev også brugt som selskabslokale og til fester, hvor folk lejede sig ind, og stille og roligt begyndte parret mellem festerne – hvor de var nødt til at rydde op for at give plads – at fylde mere og mere tøj ind i det tidligere galleri.

En ny Roger-butik så dagens lys.

– Og så skulle vi i gang med at købe ind til butikken igen, siger Per.

– Folk kom for eksempel fra København, opdagede Roger-skiltet ude på butikken og kom ind og spurgte, hvad i alverden, er I hér? Lever I endnu, klukker han.

Jørn:

– Det var meget rørende. Så stod folk der og fortalte, at de havde købt en undertrøje i Roger i København for 30 år siden – og mon vi havde en til?

Per:

– Ja, haha, og det havde vi sikkert. Fra de gamle lagre.

Chefredaktøren på Tidende har engang i sin pure ungdom købt en rød baret hos jer i Pisserenden, og jeg lovede at spørge, om I stadig har dem?

– Nej, dém har vi ikke flere af, siger Per beklagende.

Vi døde jo ikke

Hvordan har omplantningen fra København og til Bornholm været for jer?

– Den har været fantastisk, siger Jørn.

Og det samme synes Per, som er opvokset på Thurø i det sydfynske øhav.

Men I kom fra det buldrende københavnerliv og til Svaneke?

– Jo, men vi regnede jo med at dø inden for 10 år, siger Per.

– Det var jo dét. Og vi ville gerne have, at Roger skulle fortsætte, hvilket så ikke lykkedes. Men så døde vi jo heller ikke – det kan man da roligt sige. Og så ændrede tingene sig.

Jørn:

– Vi kalder også gerne Svaneke for verdens mindste storby.

Er der noget med, at I fik opbrugt pensionen?

– Ja, det var en aftale, vi lavede med pensionsselskabet, fordi vi ikke regnede med at skulle bruge den så længe. Men vi blev nu alligevel overraskede, da de ringede og spurgte, hvordan vi ville have de sidste penge udbetalt, siger Jørn.

Per med et lunt smil:

– Så tænkte vi "hov!".

Som bekendt genåbnede de butikken.

– Og det viste sig altså at gå helt fantastisk, siger Per med en næsten undskyldende lille latter.

Om sommeren er der tryk på, når københavnere og andre turister kigger forbi, men også om vinteren fungerer det.

– Bornholmerne kommer her også, siger Per.

For eksempel kommer heste- og hundefolket, håndværkere og andre, om skal have den berømte "svanekehabit" i en quiltet kvalitet med termo, som er god til udendørsliv, og som også Mads Nørgaard på Strøget – ham har de i årevis haft et samarbejde med – sælger.

– Her sker noget hele året rundt, og om sommeren er det næsten for meget, siger Per.

– Men det er jo, fordi vi er blevet gamle, det føles sådan.

Ind imellem ringer en insisterende telefon her i stuen – "Kim tager den", siger Jørn kortfattet – og ind imellem kommer en hvirvelvind susende forbi med en nynnen på læben og forsvinder ud i køkkenet.

Hvirvelvinden er Kim, og han har været tredje ben i taburetten her i huset i en god håndfuld år. Han tager sig af diverse festligheder i huset og noget bed and breakfast-udlejning, som der også er på Nansens Gaard.

– Han er kommet som sendt fra himlen, konstaterer Per.

– Han tager sig af gæsterne og er et meget positivt menneske. Han fløjter hele tiden.

Jørn:

– Han siger, det er hans drømmejob.

Og lige i dette sekund lyder der en liflig fløjten, da Kim kommer stormende gennem stuen.

– How goes Jørn, siger han og er straks videre igen.

Per:

– Vi har altid været heldige på den måde. Her sker en masse ting, og vi kender en masse mennesker, som er søde og hjælper os. Sådan har det været gennem alle årene.

For tiden er der godt gang i salget af lingeri. Foto: Berit Hvassum 

Tidsånd og mode

I årevis undrede parret sig over, hvor en gros-leddet af folk, der solgte brugt tøj, var henne.

– Det var helt uforståeligt, siger Jørn.

– Men det er så kommet i mellemtiden.

Ja, genbrug er tidens trend, så nu er der virkelig mange, der sælger brugt tøj en gros, og ad den vej finder parret deres tøj til Roger.

– Især fra Frankrig og Italien, siger Per.

Jørn, da du og norske Roger begyndte, skabte I så moden eller ramte I en tidsånd?

– Vi ramte vel en tidsånd, siger han.

– Og skabte moden, tilføjer Per.

– Det var vel begge dele.

Jørn:

– Ja, det var nok en kombination. Hvis vi tager tæppetrøjen, så modtog vi den velour, vi købte, og som vi solgte enormt meget af, pakket ind i gamle tæpper. Afsenderen regnede med, de bare skulle smides ud, men så skabte vi jo noget ud af de tæpper. Efter Ole Kofoed lavede den første trøje til Roger, ringede jeg til Holland og spurgte, om vi kunne få flere tæpper, og det var overhovedet ikke noget problem, for de betragtede det som affald. Og så greb det om sig og blev en stor succes.

Blandt mange aldersgrupper, konstaterer Per.

– Heller ikke i København var butikken særlig aldersorienteret, siger han.

– Efterhånden var det jo bedsteforældre, der kom med deres børn, som igen havde taget deres børn med. Det har været skægt at opleve.

Og lige nu kommer ikke mindst de unge kvinder her i Roger, fordi det for tiden er lingeri, der går som varmt brød.

– Det får vi fra Frankrig, siger Per.

Jørn:

– Men ellers er det meget jeans, vi sælger.

Ligesom dengang.

To gange om året tager Per og Jørn så vidt muligt på ferie i Rom. Der ynder de at indlogere sig centralt i byen, men ikke på hotel.

– Vi vil gerne ryge, så vi bor i lejlighed, siger Jørn.

Per:

– Det er en dejlig by, også når man er ældre, for ældre mennesker bliver ikke skubbet til side, som de ellers gør. Man er velkommen overalt, selv om man går med stok og går langsomt. Det er helt fint, og på den måde er det en meget skøn by.