Bornholmsk kunstner udstillede i USA - men kunne ikke komme ind i landet

Bornholmsk kunstner udstillede i USA - men kunne ikke komme ind i landet
– Det var helt vildt, udtaler Linnea Jensen om dengang, hun modtog invitationen fra galleriet i New York. Foto: William Sonne Kaalø
NYHED | ABONNENT | 17. FEB 2024 • 15:30
NYHED | ABONNENT
17. FEB 2024 • 15:30

Linnea Jensen udstillede i januar et maleri med et bornholmsk motiv på et kendt galleri i New York. Men kunstneren fik til stor ærgrelse ikke muligheden for selv at opleve udstillingen.

På et galleri i New York har der den seneste måned været udstillet et maleri med et bornholmsk motiv fra Gyldensåen. "A place where a memory happened," hedder maleriet - og det er malet lige her i stuen hos Linnea Jensen i Sømarken, hvor Tidende en søndag i slutningen af januar er på besøg.

Galleriet er ikke hvilket som helst, må man forstå på billedkunstneren.

– James Cohan Gallery er et veletableret sted. Det er et galleri, der repræsenterer kunstnere, der bliver købt af museer og samlere, fortæller Linnea Jensen.

Så det var stort for dig at blive inviteret til at udstille der?

– Det var helt vildt!

Kan du huske, hvordan du reagerede på invitationen?

– Jeg tudede!

Naturligvis var det glædestårer. Mere trist blev Linnea Jensen, da hun senere måtte indse, at hun ikke fik muligheden for selv at opleve udstillingen i den amerikanske storby.


"A place where a memory happened," hedder maleriet. Foto: Dan Bradica, James Cohan New York

Boede i en kassebil

På endevæggen hænger to malerier, der endnu ikke er færdige. Motiverne er helt tydeligt nøgne kvinder i naturen.

– De fleste af mine billeder udspiller sig i naturen. Naturen er lige så vigtig som de eventuelle figurer i billedet. Den er en medspiller og en protagonist i maleriet, fortæller Linnea Jensen.

– Jeg har det seneste år arbejdet med udgangspunkt i bornholmske motiver og bornholmsk landskab, hvor jeg har iscenesat mig selv og mine veninder. Jeg har filmet os, når vi har været ude forskellige steder, og så tager jeg screenshots af filmene, som jeg bruger til at lave malerierne.

Hun fortæller videre, at hun altid har beskæftiget sig med at male og tegne, og hun husker særligt én episode fra barndommen.

– Jeg var otte år, da jeg fik et 'rush' - og det husker jeg endnu, fortæller kunstneren.

Linnea Jensen er født i Nordsjælland men vokset op i Sverige. Hun kom dog tilbage til Danmark som ung, da hun skulle begynde i gymnasiet.

Til Bornholm kom hun i 1992, og her blev hun frem til 2008, hvor hun - med hendes børn - flyttede til Sverige. Her boede hun i 10 år.

I årene 2017 til 2021 boede hun ingen steder, som hun selv formulerer det.

– Jeg konverterede en Citroën Jumper (kassebil, red.) til et hjem. Så boede jeg i den i tre år, hvor jeg kørte rundt i Norge, Sverige og Danmark, fortæller Linnea Jensen.

I løbet af den periode kom hun tilbage til Bornholm, og bor således lige nu i et ældre hus i Sømarken - midt i den bornholmske natur.

Og så har du malet her lige siden?

– Ja.

Og det er vel det, du bruger det meste af din tid på?

– Ja, min vågne tid.


– Jeg var otte år, da jeg fik et 'rush' - og det husker jeg endnu, fortæller Linnea Jensen om dengang hun for alvor fandt interesse for faget. Foto: William Sonne Kaalø

Arbejdsrejse til USA

I løbet af årene har Linnea Jensen konstateret, at der er en enorm konkurrence i faget, og derfor var det en fantastisk oplevelse for hende, da et så veletableret galleri som James Cohan inviterede hende til at deltage i udstillingen med navnet 'Arcadia and Elsewhere.'

– Det er en meget fin og stor udstilling, der foregår tre steder i New York. Det er en mega-begivenhed, siger hun.

Hvordan det kom i stand, at hun blev inviteret til udstillingen, ved hun faktisk ikke. Men det kan muligvis hænge sammen med en arbejdsrejse til New York, der varede fra starten af juli til og med midt i oktober, og som hun havde fået støtte til af Brødrene E., S. & A. Larsens Legat. Det er et bornholmsk legat, der blandt andet støtter kunstnere.

– Formålet var at male og 'connecte' med kunstnere og se en masse kunst og skabe et netværk. Jeg eksponerede mig ikke som sådan i byen, for jeg havde mit værksted i Red Hook, hvor jeg arbejdede. Stille og roligt udviklede jeg en eller anden form for netværk. Jeg ved ikke, om det gjorde, at James Cohan kom ind på mit Instagram-feed, spørger Linnea Jensen retorisk.

På platformen offentliggør hun løbende fotografier af sine værker, så omverdenen kan følge med i hendes kunstneriske virke.

– Jeg tror bare - hvordan det så end skete - at han så mine ting og syntes, at jeg passede ind i konceptet, siger hun om udstillingen, der er baseret på et mix af både veletablerede og 'emerging' kunstnere - hvad man kan oversætte til fremspirende kunstnere.

Udstillingen har ifølge Linnea Jensen været i støbeskeen i flere år, hvor ejerne af det kendte galleri har villet samle samtidskunstnere, der arbejder med landskabet og naturen på forskellig vis.


Linnea Jensen bruger de fleste af sine vågne timer på at male. Foto: William Sonne Kaalø

Blev for længe

Linnea Jensen skulle ifølge reglerne være rejst hjem fra USA senest i slutningen af september, da hun, ifølge reglerne, kun måtte opholde sig i landet i maksimalt tre måneder på et turistvisum, fortæller hun.

Men fordi hun dengang fik muligheden for at blive og deltage i en anden udstilling, end den på James Cohan-galleriet, udsatte hun hjemrejsen med 14 dage.

– I sådan en udstilling i en weekend kommer der utroligt mange mennesker igennem og ser ens ting, fortæller Linnea Jensen.

Og netop dét er formentlig årsagen til, at Linnea Jensen denne søndag sidder i Sømarken og ikke i New York, hvor hendes bornholmske værk ellers bliver vist frem i det kendte galleri.

– Jeg har overtrådt mit visum. Jeg tror, det er derfor, siger hun.

Planen var ellers at være i staterne hele januar, og hun havde endda fundet et atelier at arbejde i.

– Rigtig mange kunstnere, jeg har fulgt længe, udstiller jeg sammen med nu - og dem havde jeg glædet mig sådan til at møde, siger Linnea Jensen.

Ny tur i støbeskeen

En ny plan for et ophold i New York er dog allerede lagt, såfremt det lykkes at få tilladelse til igen at rejse ind i USA, fortæller hun videre.

– Jeg håber, der ikke er nogle problemer, når jeg nu søger visum på ambassaden igen. Så tager jeg derover den 14. marts, og er der lidt mere end to måneder for at arbejde.

Men du kan ikke nå at se udstillingen nu her?

– Nej, men jeg tænker, at jeg skal ind og hilse på folk og sige til udstillingsarrangøren: "Hej, det var mig, der ikke kom," siger hun med et grin.

Nu slutter udstillingen, og du får dit maleri tilbage. Hvad gør du dig af tanker i forhold til næste gang - for måske bliver du inviteret til flere udstillinger?

– Det håber jeg virkelig. Jeg håber også, billedet er solgt - så slipper jeg for at se det igen, siger hun ironisk med et grin og tilføjer:

– Det ville da være dejligt, hvis det var solgt - også for galleriet, så det ikke var helt fejlbedømt at invitere mig med.

Linnea Jensen oplyser fredag til avisen, at hun fortsat venter på svar fra den amerikanske ambassade på, om hun får lov til at rejse ind i landet til marts. Hun ved heller ikke, om det udstillede maleri er solgt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT