Borgkirker eller kirkeborge?

Tidende bringer her to beskårne uddrag fra to af kapitlerne i "De bornholmske rundkirker – Borgkirker eller kirkeborge?".

"Krenelering til forsvar eller Kristi krone?"

Et af de væsentligste argumenter for at betragte de bornholmske rundkirker som forsvarskirker eller i al fald som befæstede, er, at de var krenelerede. Altså forsynet med tinder bag hvilke forsvarskrigere kunne beskytte sig mod fjendtlige pile, spyd, sten med videre.

I virkeligheden tyder de seneste undersøgelser – dog for snart 70 år siden – på, at kun Nylars har været forsynet med krenelering øverst på det, man kalder for murkronen. Denne krenelering er efter de sagkyndiges vurdering endda påmuret et ikke nærmere angivet tidspunktet efter rundhusets bygning. Men vi ved endnu ikke, om tinderne er sat op 10 eller 100 år efter afslutningen på kirkebyggeriet. Set i forhold til formålet mest sandsynligt få år efter. Et enkelt kalkmaleri i Nylars – overmalet igen efter affotografering – viser også tårne med krenelering i en by.

Det kan og skal ikke afvises, at de bornholmske rundkirker kort tid efter færdiggørelsen blev krenelerede. Det ville give god mening ud fra deres religiøse anvendelse. Men ud over Nylars har vi ikke længere spor, der tyder på dette. Enkelte vurderer uden nærmere dokumentation, at også Østerlars havde krenelering, hvilket også fremgår på senere modeller af den datidige kirke. Ofte på modellerne udstrakt til at omfatte koret og i enkelte tilfælde midterpillens allerøverste del, lige som vi ser det på Tempelkirken i London.

Langt flere mener dog, at Østerlars aldrig har været kreneleret. En rundkirke uden murtinder har en stærkt svækket forsvarskraft. En hel murkrone med kun en såkaldt skyttegang, og uden huller mellem tinder til at skyde eller kaste fra, har ingen større militær værdi. Forsvarerne kan ikke beskytte sig, mens de skyder eller kaster.

Murkronen på alle tre rundkirker med en oprindelig tredje etage har desuden været så lav inden eventuel påmuring af tinder (under en meter), at den på ingen måde kunne yde eventuelle krigere beskyttelse. De ville kun kunne beskytte sig inde i den indre omgang tæt på midterpillen, men denne var med sine godt to meters højde til gengæld højere end krigerne, så de kunne reelt intet se eller genere belejrerne, medmindre de stod på en opsats af for eksempel træ.

Her på denne mur vil krenelering også være en nødvendighed, men denne mur har efter det, man kan se, ikke været forsynet med tinder.

(...)

Derudover findes tinder på kirker som domkirken i Ely, England. Denne kirkes arkitektur med tinder på såvel sine facadetårne som på det kæmpemæssige vesttårns fire hjørnetårne virker ganske imponerende.

Set vestfra ligner Ely en af normannerkongernes mange borge, som de byggede for at undertvinge den engelske befolkning, men kirken har aldrig været tænkt som en kirkeborg vendt mod lokalbefolkningen eller mulige fjender udefra. Den er bygget som en gudsborg for at vise de lokale, at her bag disse mure hersker den kristne Gud, og at troen på ham vil give de troende den tryghed i livet og efter døden, de sikkert har anglet efter i levende live.

Her beskytter Gud sin menighed. Kirken er Guds bolig på Jorden og det sted, hvor hans folk samles for at hylde og tilbede ham. Her forkyndes det kristne budskab. Ely og de øvrige oven for omtalte kirker er alle bygget fra cirka år 1100 og nogle årtier frem. Det har været mig helt umuligt at finde oplysninger om, at disse tinder uanset kirkeform tjente militære formål, så det har næppe været tilfældet.

(...)

For at finde årsagen til at murtinder på kirkerne må vi igen ty til de tidligere omtalte middelalderlige bykort over Jerusalem tegnet i især Frankrig og England forestillende byen som verdens nuværende og kommende centrum for kristenheden. Ofte tegnet helt rund med mure med tinder på og med Gravkirken i centrum, som på denne tid også selv var forsynet med tinder.

Disse tinder var bestemt ikke til militært, men snarere til kristenhedens trosmæssige forsvar! Tegningerne er for manges vedkommende et billede og et sindbillede på både Det jordiske og himmelske Jerusalem. Disse tegninger er blevet kopieret igen og igen for det store betydningsindhold, man kunne lægge deri.

Se på nogle af vore bevarede gyldne altre, herunder Vamdrup, men især det i Sahl kirke – formentlig fremstillet mellem 1150 og 1200. Nærstudér himmelbuen med Det himmelske Jerusalem i centrum med de typiske angivne fire hjørnetårne og det store midtertårn.

Forklaringen er den simple, at dette motiv er et sindbillede af byen Jerusalem. Denne hellige by var omgivet af store bymure med tårne, begge dele stærkt krenelerede. Det jordiske- og dermed fremstillingen af det himmelske Jerusalem måtte derfor blive med tinder. Disse tinder har dog her ingen militær betydning, men er kun tilegnet Guds hellige borg på Jorden og i Himmelen.

(...)

Det er derfor i tilfældet Nylars kirke mest logisk, at også tinderne her er et sindbillede på den sejrrige konge over alle på Jorden, som her har sin jordiske bolig. Her hersker han og ingen andre.

Der findes hellenistiske mønter, der blandt andet viser gudinden Artemis med murkrone med tinder på oven på sit hoved. Så også her har de kristne lånt fra den antikke, hedenske verden, hvorfra vi kender flere runde romerske grave med tinder, blandt andet fra Via Appia og ikke mindst Hadrians mausoleum i selve Rom.

Der er også enighed om, at den oprindelige gravkirke i Jerusalem, bygget af kejser Konstantin den Store omkring år 325, var rund og menes forsynet med tinder lige som andre romerske gravmæler.

"Borgkirker eller kirkeborge? Endelig konklusion"

Baseret på bygningerne selv, disses omgivelser og beliggenhed samt datidige dokumenterbare historiske kildeforhold er det min klare overbevisning, at de oprindeligt på byggetidspunktet ikke har været tænkt eller bygget som militære støttepunkter i form af borgkirker eller som tilflugtssteder for sognebefolkningen.

At påstå dette er en misforståelse, som ikke mindst Frölén gennem sit i øvrigt store og meget væsentlige værk om Nordens rundkirker stod fadder til. Selv om han bestemt ikke var den første, der antog dette, idet allerede Thurah – baseret på indhentede lokale kommentarer – omtaler, at de skulle beskytte befolkningen mod fjendtlige overfald.

Hverken præsteindberetningerne fra 1624 eller Resen 50 år efter anfører dette. Det er bestemt muligt som ikke-militær sagkyndig at anse et rundhus i flere etager, hvoraf man helt tydeligt indefra kan se, at et af dem (Nylars) endda er blevet påført tinder som en mulig fæstning og tilflugtssted for lokalbefolkningen. Dertil kommer den ret vanskelige adgang til de øvre etager samt det, man kan fortolke som vægtergange på tagetagen.

Årsagen til (og dateringen af) dette befæstede byggeri ligger lige for, nemlig landgange foretaget af plyndrende slaviske folk omkring 1150. Så skulle den potte være ude.

Derfor kan det undre, at ingen forsker mig bekendt rigtigt har prøvet, om det virkelig forholder sig sådan, som især professor Frölén og andre tidligere og især senere skribenter beskriver. Ved læsningen af hans store disputats fra 1911, hvis argumenter og konklusioner gennem mere end 100 år løbende er blevet gentaget uendeligt i varieret omfang, mener jeg dog, at man hurtigt kan se ud fra hans argumenter og ikke mindst hans mange billeder og tegninger til at understrege disse, at hans fæstningsteori virker meget tynd – ja, af og til endda urealistisk.

Det fremgår desværre mere end tydeligt, at han ikke havde noget indblik i militær fæstningsteknik i denne periode (1100-1200). Han omtaler meget kort i afsnit VI om sognefæstninger oberst Bloms store skepsis over for befæstede rundkirker på Bornholm, men forholder sig slet ikke til argumenterne bag Bloms kritik og affærdiger ham blot.

Han anfører ud over Blom kun et større værk af von Cohausen om befæstningsvæsen i sin litteraturoversigt, men det fremgår ingen steder af indholdet eller noterne, at han har anvendt ham. Cohausen var preussisk officer og specialist i befæstningsteknik.

Cohausen omtaler på syv sider nogle få tyske befæstede eksempler, blandt andet domkirker og nogle kirkegårde fra især Rhinområdet og Franken samt langkirker med firkantede vesttårne; stort set alle placeret i byer. Han omtaler ingen rundkirker i Tyskland som befæstede.

Efter læsning af dette værk mener jeg slet ikke, at Frölén kan tage von Cohausen til indtægt for sine synspunkter om rundkirkernes befæstningsmæssige karakter. Han skøjter blot videre til sine egne, gennem længere tid indsamlede fakta (i bogen kaldet iagttagelser), som han så ikke afprøver på samtidige militæreksperter eller militære specialisters værker om middelalderlig befæstningsteknik.

Ellers ville han sikkert have anført von Cohausen undervejs i noterne eller i selve teksten. Den kendsgerning, at ingen andre danske militære eksperter siden oberst Blom har stillet spørgsmål vedrørende rundkirkernes mulige militære rolle i tiden 1150-1200, giver et langt dårligere udgangspunkt for hele diskussionen om militær anvendelse eller ej.

(...)

Det er bestemt en skam, for i modsat fald havde vi måske for længst sat disse teorier på hold og i stedet arbejdet videre med at finde andre, mere logiske forklaringer på, hvorfor man valgte at bygge fire rundkirker blandt de 15 landkirker på Bornholm.

Hvad med de 11 andre kirker? Hvorfor blev de ikke bygget som rundkirker, når nu der var så meget på Bornholm, der skulle forsvares?

Dette forholder ingen forskere sig rigtigt til, bortset fra Zahrtmann, der i én sammenhæng bruger ordet fæstet om Østermarie kirkes tårn baseret på ældre mundtlige overleveringer. Han har enten misforstået den betydning, som nogle bønder har lagt i dette ord, eller de pågældende har kolporteret gamle myter om vesttårnenes militære formål til ham. Ligesom når vi taler om Kurediget tæt på Vestermarie kirke, hvor en bonde skulle have fundet rester af skeletter fra en kamp mod det baltiske folkeslag kurerne i en fjern fortid. Ifølge den lærde husmand og forfatter Niels Thorsen.

Alt tyder dog på, at Kurediget snarere var et dige, der fungerede som gildegrænse. Eller tag mosen Sylten ved Sorte Muld, hvor bornholmerne skulle have nedsyltet alle de kurere, der engang gjorde landgang. Her er aldrig fundet nogen spor af døde kurere. Man skal være varsom med at anvende gamle folkelige overleveringer, idet disse ofte ændrer indhold og betydning undervejs gennem historien.

(...)

Valget af rundkirker eller langkirker i de enkelte sogne kan være bestemt af flere forhold, som vi næppe længere finder en acceptabel forklaring på. Men de kan ikke forklares bygget som militære støttepunkter, for så havde man som nævnt flere steder her i bogen også dengang valgt at bygge rundkirkerne andetsteds i sognene. Måske endda snarere i helt andre sogne end de valgte eller i alle øens sogne.

Ikke mindst, når det som nævnt af Beckett, at det er nemmere og billigere at bygge rundhuse end langhuse. Her kan der også sammenlignes med Skåne, som Bornholm dengang var en integreret del af. Her findes kun én eneste rundkirke i landsognene, nemlig den i Valleberga, hvorfra man næsten kan se over til Bornholm. Ifølge det skrevne bygget midt i 1100-tallet ligesom de bornholmske og med samme forsvarsformål, men med kun to etager og et kastel placeret temmelig mærkeligt ift. koret. Bygherre ukendt.

Såfremt Skåne også var udsat for fjendtlige landgange her i midten af 1100-tallet, hvorfor byggede man så ikke ligesom på det meget mindre Bornholm langt flere rundkirker i kystsognene? Der er mange langkirker uden kendte forsvarsforanstaltninger placeret langs Skånes kyster i en afstand fra havet, som ofte er tættere end flere af de bornholmske.

Det tyder ikke på en stor frygt for hyppige fjendtlige landgange med det formål at røve og plyndre. Skåne havde modsat Bornholm dertil en udviklet landsbystruktur, som ville kunne give et større og hurtigere bytte end de spredt beliggende småbygder og enkeltgårde på Bornholm.