Bondeknøsen fra Nyker rejste ud og blev en stjerne – men snart vender han hjem

Niels Jørgen Riis er fra Aabygård i Nyker, hvor han også stensikkert skal ende sine dage, for man finder ikke en bornholmer med et større B, som han siger. Han skulle være landmand og læste til agronom i flere år, men en dag ændrede kursen i hans liv sig fuldstændig: – Der var en eller anden skæbneagtig djævel, der drev mig frem, siger han.

Det er en vild historie eller måske snarere et eventyr af bedste skuffe.

Kiggede H.C. Andersen lige forbi for at skrive om bondedrengen, der sprang ud som feteret sanger på de store scener?

For hvad i alverden var det, der skete med Niels Jørgen, drengen som voksede op på en gård i Nyker. Han var enebarn, og han havde det godt derude på landet. Fritidsinteresser? Ja da, men de handlede altså om de praktiske gøremål, som følger med landmandslivet.

Vi skruer lige frem til, at han som ung mand forlader Bornholm for at uddanne sig til agronom. Naturligvis, det lå jo lige til højrebenet.

Så han studerer i København i cirka fire år, og nu nærmer vi os den skelsættende begivenhed.

Han har simpelthen søgt ind til operaen i København, hvor han går til optagelsesprøve sammen med cirka 60 andre håbefulde unge mennesker, som inderligt satser på, at sangstemmen kan bære dem videre, og til sidst på dagen får de at vide, hvem der er lykkedes med deres forehavende.

Seks navne bliver læst op, og det sidste lyder med klar røst; "Niels Jørgen Riis".

– Jeg tænkte helt umiddelbart, at det da var sjovt, at vi var to, der hed nøjagtigt det samme, for det er jo trods alt tre navne, siger Niels Jørgen Riis.

Og man fornemmer i hele hans fremtoning, at følelsen på en eller anden måde sidder i hans 56-årige krop den dag i dag.

Niels Jørgen Riis kom ind – men det måtte jo så være ham den anden.

Men nej, det var dén Niels Jørgen Riis, som jeg lige nu sidder over for i hans garderobe her på Operaen ude på Holmen i København.

Og det lyser ud af ham, at også i dag forundres han selv over sin egen fortælling.

Det var knægten fra Nyker, der blev optaget – ham som læste til agronom i København, men som hver evig eneste weekend returnerede til barndomshjemmet, ham som i dag også er ganske sikker på, at han skal ende sine dage dér på gården, når han er færdig med at stå foran publikum på operaens imposante scene i det hus, vi lige nu befinder os i, men også diverse andre scener ude i verden.

Ham, som gerne siger:

– Jeg er bornholmer med det største B, du overhovedet kan finde.

Se, det var historien kort, så lad os tage den lidt mere detaljeret.

Udsigt over havnen

For snart står han endnu engang på scenen, når operaen har hele to italienske enaktere fra 1890’erne på programmet. Premieren er søndag denne weekend, og som én af to sangere skal han optræde og synge med i dem begge.

Det er udfordrende som at løbe to maraton i træk, for "Cavalleria Rusticana" og "Pagliacci" er to operaklassikere fulde af lidenskab, passion og musikalske højdepunkter.

Vi mødes et par dage, før det for alvor går løs, altså her hvor hele prøveforløbet bliver intensiveret og er tæt på at kulminere, idet operaerne bliver spillet igennem med fuldt orkester nede i orkestergraven, og sangerne på scenen optræder i fuldt ornat, altså i kostumer, er sminkede og så videre.

Jeg ankommer gennem sceneindgangen på bagsiden af operaen, hvor han kommer ned og tager imod mig, og så er det ellers af sted gennem en lang gang med masser af døre, og dér står så Niels Jørgen Riis' navn på en af dem.

– Ja, her bor jeg, siger han og åbner døren med en kode.

Han forklarer, da vi træder ind, at han deler garderoben med en kollega, og mens han sætter sig i stolen ved sminkebordet, sætter jeg mig i en sofa. I en højttaler kan vi høre de prøver, der pågår lige nu nede på scenen, men han rejser sig og går tilbage til døren for at slukke for den, så vi ikke bliver forstyrret.

Her er en flot udsigt hen over Københavns Havn, og ovre på den anden side kan vi se det nye skuespilhus, hvor bornholmerfærgen lå i gamle dage.

Niels Jørgen Riis startede inde i det gamle teater på Kgs. Nytorv, hvor han var i syv år, inden den nye opera blev indviet i 2005.

– Så vi har altså haft 20 års-jubilæum, konstaterer han.

Disse dage er præget af en snarlig premiere med prøver, som ender i kostumeprøver, og hvor klaverakkompagnatøren omsider udskiftes af hele det store orkester med strygere, blæsere, harper og slagtøj nede i orkestergraven – det fulde udtræk.

– I fredags havde vi orkesterprøve på den første af de to operaer, "Cavalleria Rusticana", og nu har vi netop haft det med "Pagliacci". Det er jo to enaktere, og jeg er en af to blandt alle solister, som er med i begge, siger Niels Jørgen Riis.

– Det levner mig syv minutter efter den første opera, hvor jeg lige kan komme herind og sidde og tænke, men jeg skal også nå at skifte i pausen til den anden opera, hvor jeg skal have ny paryk på, ny sminke, nyt kostume i forhold til den første.

Fredag og lørdag her op til premieresøndagen holder hele holdet fri.

– Så gælder det om at holde sig i gang, specielt om lørdagen, siger han.

– Man skal faktisk synge det igennem derhjemme, for når man har sunget så meget hver dag, og så pludselig har to dage fri, så stivner det hele, hvis man undlader at gøre det. Man skal holde lokomotivet i gang, men det ved man jo efterhånden, siger den rutinerede operasanger.

Ligesom idrætsfolk

Er det en anspændt tid lige nu?

– Jeg har jo stået på den scene her i 20 år og 31 år i alt på scener, så jeg er spændt på den gode måde. Jeg er klar. Man kan meget vel sammenligne det, vi laver, med idrætsfolk, altså den mentale side af det. Man ved, at på søndag skal jeg løbe en maraton, så det gælder om at bygge sig selv op, også mentalt. Og den side af det, altså sportspsykologien, bruger vi meget. Vi har faktisk haft seminarer med sportspsykologer, og vi kan bruge én til én det, de siger, i forhold til det, vi laver.

– For jeg ved nøjagtigt, hvornår jeg skal yde mit bedste. Det er kl. 8 i aften, dér skal den være der, og det hele skal virke spontant og skarpt i nuet.

Han er en god historiefortæller, artikulerer med lidenskab og passion og med tryk på de ord, der skal fremhæves og er centrale i hver en sætning.

Rigtig mange ord i denne artikel burde sættes i kursiv for at illustrere, hvordan han lægger tryk på dem.

De to operaer, han i denne omgang har hovedroller i, er såkaldte veristiske enaktere, som stammer fra slutningen af 1800-tallet, og som fokuserer mere på virkelighedsnære, hverdagsagtige og ofte dystre dramaer om almindelige mennesker, hvilket står i kontrast til de tidligere, mere aristokratiske og mytologiske temaer.

– Det er ligesom method acting, når man er skuespiller. Det er virkelig de ægte følelser, og det, vi synger, er én til én, sådan som man har det, og det gør, at det er meget dramatisk opera, så man er fuldkommen færdig bagefter.

Det lyder, som om det er to maratonløb, du skal løbe lige oveni hinanden?

– Ja, præcis. Vi skaber den her verden lige i nu’et, og det kan de fleste rent faktisk godt forholde sig til, når de sidder der på tilskuerrækkerne.

– Som Kasper Holten, der var min operachef i mange år – og som faktisk er instruktør på den første af de to enaktere – altid har sagt, så er opera følelsernes værksted. Og de menneskelige følelser er eviggyldige. Jalousi er jalousi, kærlighed er kærlighed. Det er jo det, der gør, at man stadig kan retfærdiggøre at lave opera. Der er noget eviggyldigt i dem, og ellers havde der vel heller ikke stadig været et operahus i næsten alle hovedstæder i verden.

Vender hjem til gården

Niels Jørgen Riis er født på hospitalet i Rønne, men voksede altså op i Nyker på Aabygård på landevejen mellem Rønne og Hasle som enebarn.

– Dernede på Vestlandet, siger han.

Og ja, han hed Niels Jørgen Riis, indtil han blev omkring 18 år, for så blev han til Niels Jørgen Koefoed Riis.

– Jeg valgte at tilføje det, for jeg havde ikke noget mellemnavn, og jeg identificerede mig så meget med Koefoed-slægten, fordi den havde rådet på gården i flere generationer, forklarer han.

– Altså, vi er en slægtsgård siden 1805, og jeg er ottende generation på gården, så længe har den været i familien. Og jeg følte mig også som en Koefoed.

Hans far hedder da også Koefoed Riis, mens moren er født Juul Hansen, men nu hedder Riis, og de bor skam stadig på Aabygård.

– Og det er dér, jeg ender mine dage, siger han og levner ingen tvivl om det faktum.

– Når jeg pensionerer mig her fra teatret – eller bliver pensioneret her fra teatret.

Ja, dét kan vi vende tilbage til, men faktisk har sangeren med sine 56 år lige præcis den alder, hvor man gerne pensionerer operasangere.

Og du er stensikker på, at du skal hjem til gården?

– Ja, du finder ikke nogen, der er bornholmer med et større B end mig.

Det mener du virkelig?

– Ja, og jeg snakker også bornholmsk i øvrigt, hvis jeg møder en bornholmer, siger han og slår prompte om i sit modersmål et par sætninger, hvor han forklarer, at helt så mange som tidligere er der jo ikke, der taler bornholmsk.

Skoletiden tilbragte han i Nyker Skole, og hans far var jo ud af landmandsfamilie, men uddannede sig til merkonom og blev medejer af et revisionsfirma i 80'erne, da han så blev deltidslandmand, mens moren var kontorassistent diverse steder.

Selv om det efter gamle standarter var en forholdsvis stor gård, kunne den ikke brødføde en familie, for der er ingen dyr, kun planteavl. Så den unge Niels Jørgen tænkte i løbet af gymnasietiden i Rønne, at han ligesom faren måtte tage sig en uddannelse og så være fritidslandmand.

– Jeg skulle have et job ved siden af, så jeg tænkte, at jeg kunne læse agronom og bliver landbrugskonsulent, og så ville der jo nok komme en stilling i landboforeningen i Aakirkeby eller et eller andet. Og så ville jeg i det mindste have et job, der relaterede sig til det, jeg også lavede i min fritid, siger han.

– Det var det pragmatiske valg.

Det slog klik

Havde du nogen fritidsinteresser, da du voksede op, fodbold eller noget andet?

– Nej, altså sport har måske desværre aldrig haft min store interesse, men jeg har jo været med til arbejdet på gården, fra jeg var dreng. Og min kære morfar var smed på Rabekkeværket, og han gik og hjalp til med at kalke og tjære, tømre og snedkerere.

– Ham gik jeg i hælene af som dreng, og han havde en engels tålmodighed og lærte mig alt. Så fra jeg var ganske, ganske ung, har jeg nydt at lave praktisk arbejde, siger han og kigger ned på sine hænder.

– Og jeg vedligeholder gården selv i dag, jeg laver alt. Tømrerarbejde, murerarbejde, alting, når jeg er hjemme om sommeren.

Du laver det for far og mor?

– Ja, de bor der jo stadig og er oppe i 80’erne, og de nyder at kunne være i deres gamle hjem.

Nu skal vi til det, for hvor kommer den dér operainteresse fra, som altså er endt med at blive Niels Jørgen Riis’ arbejde og karriere?

Han fortæller, at han nok var omkring 16 år, da hans interesse for alvor blev vakt.

– Den kommer sig nok af, at min morfar og mormor begge sang i Rønne pensionistkor, og min morfar spillede stueorgel, harmonika og sådan noget og interesserede sig for sang. Så når jeg var hos dem som dreng, var der altid fokus på, hvis der var nogen, der sang i radioen, eller der var et svensk kor, der sang på svensk tv, så skulle vi være stille, for nu skulle morfar høre det.

Dertil havde forældrene nogle venner ”herovre fra København”, som var operaentusiaster og abonnenter på Det Kongelige Teater, og som gerne medbragte kassettebånd og LP-plader med opera på.

– Som lille dreng husker jeg, hvordan de blev spillet på min fars stereoanlæg med hans store hjemmebyggede højttalere – og i starten, så langt tilbage, jeg kan huske, syntes jeg, det var noget ufatteligt skrigeri! Men det blev plantet i mig alligevel på en eller anden måde, siger Niels Jørgen Riis.

Hans mor hørte tilfældigt i radioen Luciano Pavarotti synge "O Sole Mio" i et eller andet radioprogram og skaffede pladen.

– Og da jeg hørte den plade, som var Pavarotti fra ende til anden, der sang de her smægtende italienske sange, så slog det simpelthen klik! Dén stemme og den måde at synge på og den spontane stemmedannelse, som ikke lyder skolet, men som bare er af hjertens lyst, det klikkede fuldstændigt, det appellerede til mig én til én, siger Niels Jørgen Riis og spærrer øjnene op.

– Fuldstændigt! Det er ubeskriveligt, hvad der skete. Og jeg lyttede til ham morgen og aften og begyndte at købe hans plader. Jeg kan huske at jeg, mens jeg gik på Amtsgymnasiet som student, dels samlede på bornholmske bøger, som er en anden interesse, dels gik på pladejagt. Og jeg har jo stadig i en eller anden kasse alle Pavarottis soloplader på LP.

– Og det var simpelthen det, jeg kunne. Jeg kunne imitere Pavarotti! Når jeg var alene hjemme, så sang jeg i vilden sky. Men det var helt privat, og det var ikke noget, jeg tænkte, at jeg kunne bruge til noget.

I kontakt med sig selv

Hvornår bliver du opmærksom på, at du faktisk har en rigtig god stemme?

– Det gør jeg ikke, før jeg er flyttet til København og læser agronomi på Landbohøjskolen. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at synge i et kor.

Det hører dog lige med, at han skam i gymnasiet fik et 13-tal i solosang, det eneste 13-tal til mundtlig eksamen.

I København fandt han frem til Studentersangforeningen, et mandskor, som han blev medlem af. De første par år boede han på Hvidovre Hospitalskollegium.

– Det var lige fra en gammel bondegård og til et lille værelse, hvor man var 22 om et køkken, og der var fuldt af kakerlakker. Det var rædselsfuldt! Og jeg tog hjem hver eneste weekend. Færgen lå jo lige der, hvor vi kan sidde her og kigge over til skuespilhuset, siger han og sender et blik ud gennem vinduet.

– Hver fredag aften rejste jeg hjem og så tilbage søndag. Jeg var ikke én eneste weekend i København de første fire og et halvt år af min tid her.

Efter et par år fremlejede han dog en toværelseslejlighed i Vigerslev.

Blev du ikke i byen nogle weekender? I den alder skal man måske lige have det sjovt med vennerne?

– Nej, det kom ikke, før jeg begyndte at synge. Altså, da jeg kom ind på Operaakademiet. Så måtte jeg give slip, og så var det om at komme i kontakt med sig selv, og så gik jeg over i en anden fase, for vi rodede jo rundt i følelser og sådan noget, og så sagde man ”vi skal da lige ned og ha’ en øl”. Jeg drak ikke min første øl, før jeg var 26 år!

– Det var på Musen & Elefanten i Vestergade. Der var jeg ude med to af pigerne fra en årgang over mig på Operaskolen, som jo nu hedder Operaakademiet, og det var så min første genstand.

Da han forlod Landbohøjskolen, var han faktisk i gang med sit speciale, som han altså aldrig fik færdiggjort.

Sangen spøgte i ham, og eftersom han ikke havde råd til en privatlærer, ledte han andre steder efter noget relevant.

– Og så fandt jeg et aftenskolehold, som hed Bliv Professional Operasanger, eller hvad søren det nu hed, og der gik jeg i to eller tre vintre hos en pensioneret operasanger, som hed Adam Maaløe. Desværre var han vældig alkoholiseret og havde et meget forvrænget selvbillede, men jeg lærte trods alt de her arier, som jeg kendte i forvejen, og at læse noder.

– Pludselig var jeg solist med en, der spillede til, og han tog mig med til sin mors 80-års fødselsdag, hvor jeg skulle komme og underholde. Det var min allerførste offentlige optræden.

Inde i Studenterforeningen i Nørregade, hvor der var prøver med Studentersangforeningen, var der også nogle foredrag, og på en opslagstavle bemærkede han i 1994, at den nok så berømte tenor Tonny Landy, som døde sidste år, men som da var en karismatisk rektor på Operaskolen, skulle holde et foredrag.

Det måtte Niels Jørgen bare til.

– Der stod sådan en beskrivelse om, at han var en af dem, der var mest betydningsfuld inden for uddannelsen af klassiske sangere i Danmark, så jeg tænkte, at dét må jeg ind og høre, siger han.

– Men jeg kan ikke huske et ord af, hvad han fortalte om, for jeg sad kun og tænkte på, at jeg var nødt til at tale med ham. Så jeg var skidenervøs. Jeg var jo den her tilbageholdende, generte unge mand, og nok sang jeg i kor, men jeg stillede mig aldeles ikke frem og sang solo.

– Men i pausen gik jeg hen til ham, og det er jo meget interessant, for i sin selvbiografi, "En sangers liv", bruger Tonny Landy faktisk en halv side på at beskrive det møde. Og med sin egen sædvanlige humor og ved at lægge lidt til og trække lidt fra, så fortæller han, at "ja, så kom den her bornholmske landmand over til mig og spurgte, hvordan får jeg et job på Det Kongelige Teater? Og så sagde jeg, at så skal du sådan og sådan og sådan, og så gik han til optagelsesprøver, og så tog de ham sgu ind!".

– Tonny Landy brugte det i et afsnit, der hed "Nåleøjet", og han mente det positivt, og jeg har også snakket med ham om det sidenhen. Han grinede hver gang, jeg sagde det til ham, for han var godt klar over, at han overdrev lidt. Men som han sagde:

"Jeg brugte det alene som et eksempel på at sige, at man skal jo aldrig sige aldrig. Selv om man ikke går den slagne vej, og selv om der er så få, der kommer igennem det nåleøje og rent faktisk kommer til at stå på en scene og synge opera, så er her et eksempel på en, der gjorde det".

Tonny Landy fortalte også, at der ugen efter var ansøgningsfrist til Operaakademiet.

– Og så sagde han, da jeg havde forklaret ham, hvad jeg kunne og ikke kunne, og hvad jeg havde lavet, at dét kunne han ikke råde mig til. "Altså, du er jo et helt ubeskrevet blad", sagde han.

– Og det er jo rigtigt, at normalt går man på konservatoriet et antal år med sang som hovedfag, og så søger man ind på Operaakademiet. Nogle gange går man endda i solistklassen først, hvor man kun har sangundervisning. Og først dernæst søger man ind på Operaakademiet som en overbygning til fem, seks, syv års sang som sangstuderende på konservatoriet. "Og her kommer du og har intet, så det kan jeg ikke anbefale", sagde han.

Dét skal jeg prøve

Lidet lyttede den unge Niels Jørgen – der var åbenbart tændt en flamme i ham, så han ringede straks til Adam Maaløe.

– Og jeg sagde sådan og sådan, dét skal jeg prøve, fordi så kan jeg i hvert fald få de her professionelle menneskers udtalelser om, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Jeg har alt at vinde og intet at tabe. Og jeg havde ved Gud ikke noget håb om at blive optaget. Virkelig ikke. Men jeg tænkte, hvorfor ikke?

– Der var en eller anden djævel i mig, som stak hovedet frem og sagde, det her, det skal du prøve. Det gik så stærkt, og jeg kan i dag, når jeg tænker på den tilbageholdenhed og den generthed, jeg havde dengang, stadig ikke helt forstå, hvordan det kunne ske, siger Niels Jørgen Riis.

– Men der var en eller anden skæbneagtig djævel, der drev mig frem der. Så jeg ringede til Adam, og han sagde, "du er jo ikke rigtig klog". Så sagde jeg, at nej, det er jeg ikke. Men han forstod godt, at jeg mente det, så han sagde "okay, det er i orden, så skal jeg tale med en, jeg kender, som har meget med det her at gøre".

– Det viste sig så, at ud over Tonny Landy, som var rektor på Operaakademiet, var der en forstander, der hed Friedrich Gürtler, og som i øvrigt lever endnu. Og han blev min mæcen. Uden ham var jeg ikke blevet sanger.

– Adam siger så, "jamen, du skal tale med en kvinde, som jeg kender og har meget med det at gøre", og det var så Friedrich Gürtlers ekskone, Birgit Gürtler. Så arrangerede han, at vi skulle ned til hende to dage efter om søndagen, hvor der var ansøgningsfrist om tirsdagen. Hun boede nede på Vesterbro i en stor lejlighed. Så tog vi derned.

– Adam satte sig til klaveret og spillede de første takter af "Så kold den lille hånd er" fra "La Boheme", og jeg sang. Kun de første takter, så stoppede hun mig, og så tænkte jeg "nej, nej, nej, hvad er det, jeg har rodet mig ud i". Så var hun helt stille. Hun var et meget spirituelt menneske, og hun satte sig i lænestolen. Hun sagde ikke noget. Hun kiggede op i loftet. Slog benene op over armlænet, siger han og svinger lidt med sine ben dér på stolen for at illustrere situationen.

– Så røg hun op og sagde, "dig skal Friedrich høre!". Og han var jo altså forstander på Operaskolen, mens Tonny, som jeg havde talt med til foredraget, var rektor. Så sagde hun, "jeg prøver at ringe til ham". Hun fik ikke fat i ham, men gav mig nummeret og sagde, jeg selv måtte ringe, og at jeg bare skulle blive ved, for han kommer nogle gange sent hjem.

– Og jeg ringede, og jeg ringede den aften, søndag aften. Jeg ringede og ringede, og klokken halv to om natten tager han den. "Hvem er det", siger han, "jeg er lige ved at lave mad". Han havde været ude at spille. Så forklarede jeg, hvem jeg var – "det er jo dig", sagde han. ”Det er meget alvorligt! Vi skal mødes i morgen!”. Ekskonen havde fortalt om mig.

– Og så mødtes jeg med ham. Jeg havde aldrig været på Musikkonservatoriet, som dengang lå bag ved Glyptoteket. ”Du skal møde mig i morgen formiddag”, sagde han, og så sang vi i to og en halv time, og jeg var hæs som en krage til sidst. Han sagde jo ikke noget om, om han syntes, det var godt eller dårligt. Han kørte bare på. Han kørte mig igennem tærskeværket for at se, hvad der var.

– Jeg var fuldstændig udslidt til sidst. Og så siger jeg, ”jeg skal jo aflevere den her ansøgning i morgen inden kl. 12”. "Giv mig den", sagde han, og hvor jeg skulle skrive hvilke arier og sange, jeg ville synge, skrev han diagonalt hen over ansøgningsblanketten "Oplysninger følger, Friedrich Gürtler". "Og så kan du bare aflevere den i morgen", sagde han. På den måde trak han jo i trådene, siger Niels Jørgen Riis.

Prinsessen på ærten

Så var der tre uger til optagelsesprøven, som foregik på Gamle Scene på Kongens Nytorv.

– Jeg fik beskikket en pianist, som jeg øvede med nogle gange – og så var jeg til optagelsesprøve. Og jeg sang mig helt ned, jeg havde jo ingen teknik, jeg kunne bare imitere Pavarotti. Jeg skulle recitere en monolog, det blev H. C. Andersens eventyr "Prinsessen på ærten". Den stod jeg og reciterede, og så sad juryen dernede og grinede. "Okay" tænkte, jeg … "ja tak", siger de så, og så gik jeg ud.

– Dengang foregik det hele samme dag, modsat nu hvor det foregår over flere dage, så jeg gik ned i kantinen, mens de voterede, og folk sad og skulede, hvem er den der mand? Der var jo ingen, der anede, hvem jeg var, for jeg var ikke en del af netværket.

– Så skulle vi samles, klokken var blevet syv-halv otte om aftenen, og så kommer Tonny Landy og Friedrich Gürtler ind i kantinen, og der bliver helt stille, og så siger de, "ja, nu har vi en liste på seks, som er indstillet til optagelse på Operaakademiet 1994".

– Og så læste de navnene op, og jeg hedder jo Riis, så alfabetisk lå jeg sidst. De siger "Niels Jørgen Riis", og så tænker jeg, det er egentlig sjovt, at der er to, der hedder Niels Jørgen Riis, for det er trods alt hele tre navne. Jeg kunne ikke forstå, at det skulle være mig. Der gik nogle sekunder og minutter – så gik det op for mig, at det var jo sådan set mig!

– Nogle begyndte at græde, og andre gik i vrede. Vi var cirka 60, og der var også mange, der var gået, som skulle med flyvebåden til Sverige. Der var jo svenskere og nordmænd og alle mulige, der søgte, men vi var nok en 40-50 mennesker i kantinen på det tidspunkt.

– Så blev vi samlet oppe i en prøvesal, og Tonny Landy redegør for nogle formaliteter, men stopper pludselig midt i det hele og siger "var det ikke dig, jeg talte med inde i Studenterforeningen for tre uger siden?". Så sagde jeg, "jo, det var det, man må ligge, som man har redt", haha, det røg ud af mig.

Samme aften sejlede Niels Jørgen Riis hjem med færgen, for hans forældre havde sølvbrøllup dagen efter.

– Og vi skulle ikke tale om det med mig, for nu var det deres dag – og der blev naturligvis ikke talt om andet. Mine forældre sagde bare, det tror vi da, du kan få det sjovere med end at være landmand. Og det kan du sikkert også tjene flere penge på, sagde min far. De syntes, at det var sgu da fantastisk, det skal du bare gøre. Der har aldrig været noget pres fra dem. Det har været mit eget valg, min egen interesse.

Dermed begyndte tiden på Operaskolen, altså Operaakademiet.

– Så skulle jeg lære alting, jeg kunne jo ingenting, og det var skidehammerende hårdt. Virkelig. Jeg gik hjem og græd mange dage. Meget af undervisningen var jo én til én. Så står man der over for en gammel skuespiller, som er vant til at vise store følelser og siger, "ja, kom! Giv mig det, vis det nu", ikke? Jeg var fuldstændig medtaget. Og jeg var træt fysisk, fordi jeg jo også skulle synge hver dag.

Hobbyerne

– Men jeg tænkte ved mig selv, og det var igen den der lille djævel bag øret, at "du skal ikke give op nu, for du får ikke den her chance én gang til". Så jeg kæmpede mig igennem det. Jeg fik så et ekstra år, det kunne man dengang, så jeg fik et fjerde år, og inden jeg var færdig der i 1998, var jeg allerede blevet tilbudt ansættelse som solist ved Det kgl. Teater.

– Det var Elaine Padmore, vores skønne engelske operachef dengang, som havde fulgt mig og hørt mig og var kommet til mine eksaminer. Jeg blev færdig i maj måned 1998, og 1. august startede jeg som solist. Det var vildt. Og siden har jeg jo så været her.

Livet hjemme på gården har dermed været sat på pause i rigtig mange år, og han kan da også i dag sige:

– Sagt i respekt for agronomerne, så havde jeg jo nok haft et helt andet kedeligt liv, hvis ikke det var blevet operaen, men samtidig kan jeg da også mærke den der med, at det bliver skønt, når jeg ikke skal stå nede på scenen, og der er 1.800 mennesker, der glor på mig, og en dirigent, som måske synes, at jeg kigger for lidt på ham.

– Tænk, hvis man bare kunne gå ud og fælde et træ eller kalke en mur, stå i sit værksted og lave de ting, man har lyst til. Eller køre en tur i sin gamle veteranbil, eller læse en bog. Tænk, hvis man kunne det. Den begynder sådan stille og roligt at indfinde sig, og det, tror jeg, er meget naturligt.

Niels Jørgen Riis fortæller, at den overenskomstmæssige pensionsalder for en operasanger er 56 år, hvilket han blev i sommer, men han er allerede blevet forlænget med to sæsoner, og hvem ved, om det bliver flere. Men ved 60 år er det endegyldigt slut.

Så er det tid til at dyrke håndens gerninger, men der er også flere ting, han gerne bruger tid på.

Han har således en søn på 20 år.

– Jeg er ikke sammen med hans mor, men vi har et tæt samarbejde om vores søn, fortæller han.

– Ham elsker jeg højt, og han elsker også at være på Aaby, som gården er blevet kaldt gennem generationer, hos farmor og farfar.

Dertil er der også to store, mere materielle interesser eller hobbyer, som pensionisten kan bruge tid på.

– Allerede da jeg var 12-14 år begyndte jeg at interessere mig for bornholmsk litteratur, eller bornholmiana. Ikke nødvendigvis litteratur på bornholmsk, men bøger om Bornholm, siger han således.

Det har siden materialiseret sig i, at han nu har cirka 3.500 titler fordelt på rigtig mange hyldemeter, fortæller han.

Siden kom også antikviteter til.

– Da jeg begyndte på Operaskolen, fik jeg gennem nogle venner kontakt med nogle af de rigtig store, gamle antikhandlere ude i Ravnsborggade, hvor der jo lå over 20 dengang.

– Så jeg begyndte at komme derude, og der var særligt en, jeg faldt i hak med, og som blev en meget nær ven. Jeg sang også til hans begravelse for to år siden. Men jeg kom der tit og tæt og sad i baglokalet og snakkede med ham, og så voksede min interesse.

Hvilke antikviteter taler vi om?

– Det er barok. Det er simpelthen dansk barok. Og man kan isolere det og sige, at det er lysestager. Messingstager endnu mere isoleret.

Og dem er der mange af?

– 300. Og de er alle sammen fra før år 1800. Og så har jeg jo indrettet mit hjem fuldstændig, så man tror, det er løgn. Det er kun min sofa og mit tv, der er nyt. Resten er gamle udskårne egetræsmøbler og store lysekroner, der hænger ned over bordet.

Efter mange år på Stenbroen købte Niels Jørgen Riis for et par år siden en lille murermestervilla i Albertslund, hvor han bor i dag.

Men det er ikke længere væk, end at han kan høre kaldet fra slægtsgården i Nyker.