Blandt fuglelort og glitrende kunstværker trådte Walter frem og gav udstilling nyt liv

Da kunstneren Martin Thaulow i sidste uge åbnede sin udstilling om flygtningekrisen, havde han ikke drømt om, at en anden type flygtning ville komme og fortælle sin historie.

Vinden blæser, og de 20 mennesker på havnen i Nexø skutter sig for efterårets første livtag. De er her for at få en rundvisning af kunstner og fotograf Martin Thaulow på hans udstilling Reimagine i en af DLG’s gamle bygninger.

Martin Thaulow har dedikeret sig selv til at dokumentere og forstå flygtningekrisen. Udstillingen er den foreløbige kulmination på seks års arbejde, og formålet med at holde den i Nexø er at skabe en forbindelse mellem russernes bombning af byen i 1945 og de krige, der i dag driver folk på flugt.

– Vi giver det lige fem minutter mere, hvis der kommer flere, siger Martin Thaulow til de besøgende.

Kort efter er der en ældre herre, der rømmer sig bag ham. Det er Nexøboen Walter Petersen

– Et af de billeder, du har med fra Nexø, det er der, hvor jeg har boet som dreng.

Det vækker kunstnerens nysgerrighed, som straks spørger ind til billedet og historien bag.

– På billedet kan man se, at vores hus er totalt smadret, lyder der videre fra Walter Petersen, som var seks år under bombardementet.

– Det at være flygtning, det har jeg selv prøvet. Jeg har gået med min far og mor i hånden ud ad landevejen op til Slamrebjerg, hvor vi overnattede, mens vi kunne se ned på byen. Det var rimelig dramatisk. Og det er det, andre folk andre steder i verden oplever nu, fortæller Walter Petersen.

Det er ikke uvant for Martin Thaulow at stå overfor en person, som har prøvet at flygte. Han har interviewet hundredvis af flygtninge gennem årene. Men i mødet med Walter Petersen er det som om, kunstnerens udstilling kommer til live på en anden måde. Han beskriver da også senere mødet med nexøboen som ”magisk”, og at det har fyldt meget hos ham efterfølgende, og det er nu planen, at Walter Petersens fortælling skal være en del af udstillingen.

Foto: Berit Hvassum


Fra Syrien til Nexø

Martin Thaulow starter sin rundvisning udenfor med at fortælle om bombardementet af Nexø. Han fremhæver de tyske flygtninge, som var ankommet til byen og blandt andet blev indkvarteret i et gammelt pakhus på havnen. Men da russerne kastede sine bomber, tog pakhuset en fuldtræffer.

– Man har aldrig fundet ud af, hvor mange tyske flygtninge, der døde på havnen i Nexø, men nogle siger, at det var mellem 3-400 tyskere. Det er ikke noget, der som sådan har været en del af den bornholmske fortælling om, hvad der skete.

Da gruppen træder ind i den store hal, hvor udstillingen er, bliver vi mødt af en stærk lugt af fugtig beton, der er fuglelort overalt, og hallen er i så dårlig forfatning, at den netop ikke kan bruges til meget andet end som rede for havnens duer.

Selve udstillingen består af lidt printede billeder af nutidens flygtninge og af Nexø efter bombardementet. Men dem lægger man ikke mærke til som det første. For Martin Thaulow har også printet nogle af sine mange portrætter af flygtninge på redningsveste og nødtæpper.

Formålet med at printe på rigtige flygtninge-artefakter og bruge den gamle, slidte hal er blandt andet, at det skal vækker vores sanser: Hallens rungende lyd, lugten af fugt og fuglelort, lyden af nødtæppernes aluminiumsstof og duften af havsalt fra redningsvestene.

– Hvis I tager til Libyen, ville I kunne finde nogle haller, som den her. Gamle hønsefarme, hvor flygtninge lige nu bliver stoppet ind og sover i bunker, fortæller Martin Thaulow.

Han peger på et af portrætterne på et af nødtæpperne.

Det er af den syriske flygtning Sawsan, som borgere i Nexø kan rende ind i i Netto. Hun er syrisk flygtning, som sammen med sin familie nu bor i Nexø.

Et andet sted i udstillingen er der også et portræt af en dreng printet på en redningsvest. Det er af Sawsans søn Salem, som går på Nexø skole, og som sammen med sin mor og 1500 andre flygtede over Middelhavet i en tætpakket træbåd.

– Han taler flydende dansk, han spiller bold, kører på cykel, og man ser ham rundt omkring i bybilledet sammen med danske drenge. Det er en fornøjelse at se, og jeg synes, det er et godt eksempel på, at selvom krigen er langt væk, så har den haft indflydelse på selv vores lille samfund her i Nexø.

Foto: Berit Hvassum


Flugten til Slamrebjerg

Da besøgsgruppen når til et hjørne med printede billeder fra både Nexø og Mellemøsten spørger Martin Thaulow, om Walter Petersen ikke har lyst til at komme og fortælle om sit første barndomshjem, som man kan se de nedbrændte rester af på et af billederne.

– Det er fra Kirkestræde i Nexø, begynder Walter Petersen.

– Vi havde ligesom resten af Danmark festet, fordi nu var landet frit, men da min far kom hjem fra arbejde næste dag, og vi sad og spiste, lød der pludselig et kæmpe brag, som knaldede samtlige ruder i vores hus.

– Vi kunne høre lyden af flyverne, der smed bomber og så et infernalsk spektakel af skud. Far og mor var helt rundt på gulvet, fordi de troede, det her var freden.

Walter Peterson fortæller, at der på et tidspunkt faldt en bombe, hvor det kraftige lufttryk fik familiens tunge køkkenskab til at løfte sig højt op over gulvet. Huset var et ekstremt farligt sted at opholde sig, mens russernes brandbomber regnede ned over Nexø, så på alle fire kravlede den lille familie ud af køkkenet, ned ad trappen og ud i gården, hvor de sad og red bombestormen af i en kælder.

– Der sad jeg så med min mor og far, som holdt om mig. Det var fuldstændig vanvittigt: "Hvad er det, der sker, hvorfor, hvem er det, og hvad gør vi nu?" Og jeg sagde til min mor, "Skal jeg nu ind i himlen?"

Næste dag fik nexøboerne besked på, at de skulle rømme byen, og snart befandt den seksårige Walter Petersen sig i en lind strøm af flygtninge på vej til Slamrebjerg.

– Så jeg har prøvet det, som vi allesammen har set masser af gange i tv og på film, hvor lange flygtningerækker vader ud af byen.

Bombardementet af Nexø har siddet i Walter Petersen i hele hans lange liv.

– Man glemmer det jo bare ikke, når man sidder dernede i kælderen og ens far og mor er smadderbange og begge sidder og holder om hinanden.

Fra Kamptz til Assad

To personer kaster deres mørke skygger over udstillingen, skønt den ene er 4000 kilometer væk, og den anden er død for længst: Den syriske præsident og diktator Bashar al-Assad og den afdøde tyske kommandant på Bornholm Gerhard von Kamptz.

Hvis det ikke var for disse to menneskers gerninger, ville Martin Thaulow ikke holde sin Reimagine-udstilling, og de besøgende havde formentlig fundet andet at lave den dag.

Om al-Assad og Syrien fortæller Martin Thaulow:

– Før borgerkrigen var Syrien et af de mest velfungerende lande i Mellemøsten. På trods af de havde et hårdt styrer med al-Assad som diktator i spidsen, så kunne folk, hvis de lod værd med at blande sig i politik, leve et fredeligt liv.

Men med det arabiske forårs revolutioner spredte der sig et håb om demokrati og en bedre fremtid i Mellemøsten. Håbet kom også til Syrien, hvor folk gik på gaden for at demonstrere mod diktaturet. Men al-Assad ville ikke afgive magten. Så i stedet for mere frihed, fik syrerne en af verdens blodigste borgerkrige med mellem 490.000 og 600,000 døde til følge og millioner på flugt.

Mindre kendt for verdenssamfundet, men særdeles kendt på Bornholm, er kaptajnløjtnant Gerhard von Kamptz, hvis portræt Martin Thaulow har hængt op på en af hallens betonvægge.

– Her er kommandanten, som var tyskernes øverstbefalende på øen, og han ville ikke overgive sig, selvom Tyskland havde kapituleret. Det er faktisk udelukkende hans skyld, at Rønne og Nexø blev bombet af russerne.

Walter Petersen kan tilføje til fortællingen om von Kamptz:

– Dengang Tyskland kapitulerede, der jublede Rønne jo, og der var en ung tysk løjtnant, der i den anledning også gav udtryk for sin lettelse over at have overlevet krigen. Desværre for officeren kom det for von Kamptz ører, og han blev skudt dagen efter, selvom de vidste, at krigen var tabt.

En helt anden verden

Rundturen slutter ved en samling printede portrætter, hvor Martin Thaulow fortæller videre om sit omfattende arbejde med at undersøge, dokumentere og forstå flygtningekrisen gennem personlige fortællinger.

Han peger på et af portrætterne:

– Jeg har siddet i seks timer i en fuldstændig ødelagt kælder i Amma (hovedstaden i Jordan, red.) og fået hele hans historie. Han er torturoffer. Han har været i flere af Assads torturkamre, og han blev fundet i en bunke af døde mennesker udenfor torturfaciliteten. De troede han var død og smed ham ud. Men så er der nogle, som har fundet ham og fragtet ham til Amman, hvor det er lykkedes at få ham forenet med sin kone og sine børn.

Martin Thaulow betragter billedet lidt og vender sig så ud mod sit publikum.

– Han er blevet tortureret på mere end 23 forskellige måder. Vil I hører nogle af dem?

Fra publikum lyder et prompte kollektivt nej.

Martin Thaulow spørger lidt efter, om hans gæster har nogen spørgsmål. En kvinde rækker hånden op.

– Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor man egentlig fortier det her med, at russerne også sprængte bygningen med de tyske flygtninge?

Mens Martin Thaulow kommer med sit bud på det, er Walter Petersen på vej videre, og Tidende når lige at fange ham på cyklen.

Hvad synes du så om udstillingen?

– Jeg synes, det er interessant, at han trækker de der forbindelser. Fordi det på en eller anden måde er med til at minde os om, at det ikke er en selvfølge, at vi bor i et land, hvor der er fred.