– Vi kunne høre lyden af flyverne, der smed bomber og så et infernalsk spektakel af skud. Far og mor var helt rundt på gulvet, fordi de troede, det her var freden.
Walter Peterson fortæller, at der på et tidspunkt faldt en bombe, hvor det kraftige lufttryk fik familiens tunge køkkenskab til at løfte sig højt op over gulvet. Huset var et ekstremt farligt sted at opholde sig, mens russernes brandbomber regnede ned over Nexø, så på alle fire kravlede den lille familie ud af køkkenet, ned ad trappen og ud i gården, hvor de sad og red bombestormen af i en kælder.
– Der sad jeg så med min mor og far, som holdt om mig. Det var fuldstændig vanvittigt: "Hvad er det, der sker, hvorfor, hvem er det, og hvad gør vi nu?" Og jeg sagde til min mor, "Skal jeg nu ind i himlen?"
Næste dag fik nexøboerne besked på, at de skulle rømme byen, og snart befandt den seksårige Walter Petersen sig i en lind strøm af flygtninge på vej til Slamrebjerg.
– Så jeg har prøvet det, som vi allesammen har set masser af gange i tv og på film, hvor lange flygtningerækker vader ud af byen.
Bombardementet af Nexø har siddet i Walter Petersen i hele hans lange liv.