Forrygende filmklip bringer historien til live øen rundt

Forrygende filmklip bringer historien til live øen rundt
Sådan fordeler filmklippene sig ud over øen. Nogle af de røde prikker dækker over flere film.
KULTUR | Torsdag 30. oktober 2025 • 19:00
KULTUR | Torsdag 30. oktober 2025 • 19:00

Hjemmesiden "Danmark på Film" er på 10 år blevet særdeles populær både Danmark rundt og uden for landets grænser – og dét forstår man godt. Også fra Bornholm er der adgang til et væld af historiske filmklip.

– Det største af de Bornholmske fiskerlejer er Tejn, der ligger mellem Gudhjem og Allinge. Fiskerne her har ord for at være særligt driftige og foretagsomme. Fiskerflåden i Tejn er også den, der har haft den største tilvækst i de sidste år. Den tæller nu cirka 50 fartøjer.

– På havnen i Tejn ses det ikke mindre tydeligt end i Gudhjem, hvordan sildefiskeriet giver omsætning, arbejde og fortjeneste. Fiskeriet er nu som alt tid før et vigtigt erhverv for befolkningen Bornholm rundt.

Sådan siger speakerstemmen til den lille film – og den gør det slet ikke i nutidens mumleri, hvor man helst skal kunne mundaflæse for at hænge på, men sådan som man kunne tale fint artikuleret og moduleret dengang i 1942, som filmen er fra.

Ordene ligger hen over en herlig, lille film om disse særdeles driftige fiskere, som man ser knokle på Tejn Havn med fisk, net og fangst, idet fiskerkonerne, som jo ikke har været med på havet, skam også er mødt op og giver en hånd med.

Det er en lille perle af en film, og der er skam flere fra diverse lokationer Bornholm rundt og dertil også fra Ertholmene, hvor der er fem film fra Christiansø, én fra Frederiksø og to fra Græsholmen.


Foto fra filmen "Tejn Havn", som viser fiskerne knokle på havnen.

Christian X

I en af filmene fra Christiansø kan man i en ét minut og 20 sekunder lang film fra 1925 opleve, hvordan Kong Christian X kommer på besøg, idet man ser det stolte skib Dannebrog forankret ud for Øen og følger, hvordan kongen bliver sejlet ind i chalup og spadserer rundt for at tage omgivelserne i øjesyn. Her er der ingen speak, kun underlægningsmusik.

Og hvor finder man så disse herlige gamle filmklip?

Det gør man på internettet på Det Danske Filminstituts hjemmeside "Danmark på Film" – altså, danmarkpaafilm.dk.

I en pressemeddelelse fra instituttet oplyses det, at en halv million danskere årligt går på opdagelse i fortiden på hjemmesiden, som nu rummer over 7.000 historiske film og klip.

Det helt store trækplaster på hjemmesiden er et interaktivt danmarkskort med lokale filmklip fra hele landet, og det er lige præcis der, man kan zoome ind på Bornholm og Ertholmene, hvor små "knappenåle" viser de geografiske lokationer, hvorfra der er filmklip, som man altså så kan afspille.

Det er vitterligt ganske mageløst – hvilket man er velkommen til at læse højt for sig selv med en artikulation anno 1942.

Anledningen for Filminstituttet til nu at fortælle om "Danmark på Film" er, at hjemmesiden gik i luften i 2015 og altså dermed har 10 års-jubilæum.

Siden starten, oplyses det, har der været fuld damp på digitaliseringen af instituttets arkiv, hvilket betyder, at streamingsitet i nu rummer godt 7.000 film og klip – og der kommer løbende flere til.


Foto fra filmen "Christian X besøger Christiansø", hvor chaluppen er på vej fra Dannebrog, som ligger for anker, og ind i Sydhavnen mellem Christiansø og Frederiksø.

Velkommen til hverdagen

Det er optagelser, der viser hverdagen, som den engang så ud – og inviterer til, at man selv bidrager med minder og viden i kommentarspor ved filmene, fortæller pressemeddelelsen.

Tine Fischer, direktør for Det Danske Filminstitut, siger i pressemeddelelsen:

– Da Filminstituttet lancerede Danmark på film for 10 år siden, handlede det om at gøre vores filmarv tilgængelig. I dag handler det om at aktivere den. Når folk genkender deres hjemegn eller familie, bliver filmene til fælles erindring – og historien får nyt liv.

Så lad os da straks søge videre på det interaktive kort over Bornholm.

I Rønne er der ni små knappenåle, altså ni tilgængelige film. En af dem hedder "Sovjetisk general til møde hos amtmanden i Rønne". Den er fra 1946, og dér, i Storegade 36, stiger general Aleksandr Jakusjov med frue ud af en bil, og speakerstemmen fortæller i tidens velartikulerede toneklang:

– Den kommanderende russiske general Jakusjov og hans frue kommer her til amtmandsgården i Rønne. Under hele besættelsen har der bestået det bedste samarbejde mellem russerne og de danske myndigheder. Her drøfter amtmand von Stemann og general Jakusjov forskellige formaliteter vedrørende rømningen …

Og så videre.

Fakta

Danmark på film er Det Danske Filminstituts streamingsite med historiske film.

Man kan se dokumentarfilm, oplysningsfilm, eksperimentalfilm, reklamefilm, ugerevyer m.m. Filmene stammer fra Filminstituttets arkiv.

Det seneste år har der været godt 600.000 brugere på Danmark på film. 500.000 kommer fra Danmark og resten fra den øvrige verden.

Dette efterår er der 10-årsjubilæum for "Danmark på Film".

Kilde: Det Danske Filminstitut



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem. Det er notorisk fart over feltet for Mikkel Marschall, skaberen af sol over Gudhjem. Men lidt mindre end tidligere, for en en voldsom stresssygdom lærte ham, at man er nødt til at træde på bremsen, selv om det er svært.
FÅ ABONNEMENT