Husmoderforeninger
Aktive Kvinder har sine rødder i De Danske Husmoderforeninger, som blev stiftet i 1920 med det formål at varetage hjemmets interesser gennem oplysende arbejde.
Faktisk har der været fire husholdningsorganisationer: Landboforeningernes husholdningsudvalg, husmandsforeningernes husholdningsudvalg, husholdningsforeningerne og husmoderforeningerne.
De første bornholmske husmoderforeninger blev stiftet i 1930’erne med Nexø som den første i 1937. Blandt andre Rønne Husmoderforening kom til i 1938, og Tidende berettede om stiftelsen, som fandt sted ved et møde på Industrien:
"Det var meningen at afholde mødet i verandasalen, men tilslutningen var så stor, at salen hurtigt fyldtes til sidste plads, og mange måtte stå udenfor. Derfor rykkede man ind i den store sal, og demonstrationsbordet, hvor husholdningslærerinde frk. Skov skulle vise tilberedningen af forskellige desserter flyttedes op foran i den lille sal".