Tom båd satte gang i stor eftersøgning

Tom båd satte gang i stor eftersøgning
Redningshelikopteren var til stede. Foto: presse-fotos.dk
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 23. april 2023 • 11:10
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 23. april 2023 • 11:10

En efterladt båd fremkaldte søndag formiddag en intens eftersøgning, da man frygtede, der var sket en drukneulykke. Efter to timers søgning meldte ejeren sig dog i god behold.


Der udspillede sig søndag formiddag et større drama ved Helligdomsklipperne, hvor en massiv eftersøgning blev igangsat.

Myndighederne havde fundet en efterladt båd i vandet ud for Sæne Forstrand, og da man samtidig fandt noget udstyr ombord, herunder en harpun og en dykkerbøje, var der indikationer på, at der kunne være sket en drukneulykke.

– Man regner med en drukneulykke. Der er blevet fundet noget fiskeudstyr, der kunne indikere, at der mangler en person, fortalte vagthavende i Forsvarets Operationscenter Lars Wulff i første omgang til Tidende. 

Der ankom derfor redningshelikopter til området, og man havde også sendt patruljefartøjet Rota samt marinehjemmeværnets båd Hjortø derud for at hjælpe med eftersøgningen. Bornholms Politi var også til stede og efterlyste samtidig på twitter ejeren af båden samt udstyret. Efter godt to timers eftersøgning, kom der godt nyt fra Forsvaret.

– Eftersøgte er fundet, så vi slutter eftersøgningen nu. Der er ikke nogen savnede, sagde Lars Wulff til TV 2/Bornholm, der også kunne fortælle, at ejeren er i god behold.

Massiv indsats

Klaus Rønne Jensen havde vagten som indsatsleder for Bornholms Brandvæsen, og han fortæller, at det var en større operation.

– Når vi får en mistanke om, at der kan være sket en ulykke, og der er en sandsynlighed for, at der kan ligge en person i vandet, som har behov for hjælp, så sætter vi selvfølgelig alt ind. Jeg havde i alt 24 mand ude på opgaven, siger indsatslederen, der fortæller, at det var en årvågen lystfisker, der først fandt båden.

– Han konstaterer, at der ligger sådan en lille oppustelig båd, som man typisk har efter sig, når man laver undervandsjagt, og deri ser han, at der ligger en harpun og nogle forholdsvis friske fisk. Han bliver selvfølgelig nervøs for, at der er sket en ulykke og alarmerer politiet. Det sætter redningsaktionen i gang, og det er en kombination af, at JRCC under Søværnet går i gang på havet med både og helikopter, og vi iværksætter overfladereddere, siger Klaus Rønne Jensen.

Brandvæsnet og beredskabsstyrelsen tog sig i samarbejde af kystområderne i nærheden af, hvor båden blev fundet, mens Søværnet afsøgte ude på havet.

– Vi bruger noget tid på at afsøge op og ned, og så er der jo heldigvis sådan, at ejeren henvender sig til politiet og siger, at han har mistet den tidligere. Så det endte lykkeligvis godt.

Bornholms Politi skriver på twitter, at ingen personer har været i fare. 

– Ejer har rettet henvendelse og genkendt sin dykkerbøje. Ingen personer har været i fare. Søgningen er indstillet. Tak for borgerhenvendelser, oplyste politiet, der søndag ikke kunne sige noget om, hvorfor båden var blevet efterladt. 

– Jeg kan ikke udtale mig yderligere om omstændighederne, andet end at han havde set vores tweet og havde derefter rettet henvendelse til os, lyder det fra vagthavende ved Bornholms Politi. 

Det bornholmske beredskab var også rykket massivt ud. Foto: presse-fotos.dk

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT