Flere fængslet i Snellemark-sag

Flere fængslet i Snellemark-sag
Snellemark var lørdag afspærret i flere timer, mens politiet undersøgte området. Foto: Kristoffer Gravgaard
KRIMI | 19. JAN • 16:32
KRIMI | 19. JAN • 16:32

To mænd på 20 og 36 år blev mandag varetægtsfængslet efter sagen, der førte til flere timers afspærring i Snellemark.

To mænd på henholdsvis 20 og 36 år er mandag blevet varetægtsfængslet og sigtet for væbnede trusler, efter de blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm.

Det oplyser Anklagemyndigheden på X.

De to mænd har relation til sagen fra weekenden, hvor Snellemark lørdag var afspærret i flere timer, mens politiet søgte efter genstande i området. Efterfølgende blev tre personer anholdt, og søndag formiddag blev de alle fremstillet i grundlovsforhør og varetægstfængslet i fire uger - det samme som de to mænd mandag blev.

Dermed er i alt fem personer nu varetægtsfængslet i sagen, som fortsat efterforskes, fortæller Bornholms Politi.

Trusler mod vidne

Tidende skrev søndag om sagen, der omhandler trusler, som blev fremsat på baggrund af en episode 20. maj 2025, hvor en på daværende tidspunkt 20-årig mand slog en person med flad hånd ved Vikings Fodbolds klubhus.

Han blev 26. september idømt en samlet straf på fire måneders ubetinget fængsel for voldsepisoden samt narkohandel, hæleri, besiddelse af doping og udeblivelse fra session på Almegårds Kasserne ifølge Bornholm.nu. Den dømte ankede dommen, som endnu ikke har været for landsretten.

Det var i den forbindelse, at der lørdag blev fremsat trusler mod et vidne, fordi de ønskede, at han ændrede sin forklaring i den kommende retssag. De fem personer henvendte sig til vidnet i Salon Bornholm, og truslerne foregik både indenfor og udenfor salonen. Det står ikke klart, om den truede var offeret i voldssagen eller blot et vidne, der havde overværet den.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT