Rasmus Jarlovs bil blev fjernet af lokal partifælle

Rasmus Jarlovs bil blev fjernet af lokal partifælle
Mark Palmquist endte i den kuriøse situation, at han skulle fjerne partifællen Rasmus Jarlovs bil. Foto: Jacob Jepsen
KRIMI | ALLINGE | Fredag 15. juli 2022 • 12:05
KRIMI | ALLINGE | Fredag 15. juli 2022 • 12:05

Folketingspolitikeren Rasmus Jarlov (K) fik under Folkemødet fjernet sin bil grundet ulovlig parkering på en handicapplads. Manden, der fjernede bilen, viser sig at være en anden konservativ politiker, som sidder i kommunalbestyrelsen på Bornholm.

Rasmus Jarlov valgte under Folkemødet i juni at parkere på en handicapplads på trods af, at han ikke havde et handicapparkeringskort.

I går skrev Tidende om, at den konservative politiker i et Facebook-opslag havde erkendt fejlen, som ifølge Rasmus Jarlov skyldtes en misforståelse af reglerne. Den ulovlige parkering fik politiet til at beordre, at bilen blev fjernet, og nu har historien fået et lidt kuriøst strejf. Det viser sig nemlig, at manden, der bugserede bilen væk, er Rasmus Jarlovs partifælle, Mark Palmquist (K), som sidder i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti på Bornholm.

– Jeg er ude for at løse en opgave, og jeg er professionel, men man kan jo ikke lade være med at trække på smilebåndet, fortæller Mark Palmquist til Tidende om sammentræffet.

Loven er loven

Ved siden af sin rolle som byrådsmedlem har Mark Palmquist Dansk Autohjælp-stationen i Østermarie, og det var ham, der havde vagten, da Rasmus Jarlov parkerede ulovligt. Han fortæller, at han hurtigt fandt ud af, at der var tale om Rasmus Jarlovs bil, da han kom til parkeringspladsen, fordi der var en masse mumlen i krogene fra forbipasserende, der havde oplevet episoden.

– Jeg aner ikke, hvad der er foregået op til, men det er jo en uheldig situation. Det er ikke noget, som nogen af os har lyst til at stå i som offentlige personer, siger Mark Palmquist og fortsætter:

– En ting er, at vi kan have parkeret, hvor vi ikke må, og Rasmus kan have alle mulige gode grunde til det med brækket fod og så videre. Men loven er jo loven. Har du et handicapskilt, må du holde her – har du ikke et skilt, må du ikke, fortæller han.

Forskellige opfattelser

Rasmus Jarlov endte i en regulær shitstorm, efter at Ekstra Bladet bragte et læserbrev, der beskrev et forløb, hvor den tidligere minister skulle have opført sig nedladende og arrogant over for parkeringsvagten, der var til stede, da den konservative politiker parkerede ulovligt.

Jarlov har efterfølgende givet sin side af historien, der fortæller et andet billede af forløbet. Det har stadig ikke været muligt at finde frem til parkeringsvagten, der oplevede episoden på tætteste hold. Mark Palmquist ved ikke, hvordan det konkret er gået til, men han mener, at det er vigtigt, at man tænker sig om i sådanne situationer.

– Uanset om man er offentlig person eller ej, så skal man jo tale pænt til hinanden, og man skal rette sig efter parkeringsvagtens anvisninger. Hvis parkeringsvagten har givet et heads up (en advarsel, red.) om, at han ikke må holde der, hvilket jeg tror, han har, og han så stadig vælger at holde der... Det står så bogstaveligt talt for egen regning, siger han.

Han tilføjer, at han ikke kan gøre så meget andet end at trække på skuldrene, og så håber han ikke, at det får konsekvenser, fortæller han grinende

– Nu håber jeg ikke, at der kommer en eller anden udmeldelse. Jeg har i hvert fald ikke modtaget et brev fra sekretariatet endnu.

– Jeg tør ikke love, at jeg aldrig får en parkeringsbøde igen, fortalte Rasmus Jarlov onsdag i et opslag på Facebook. Arkivfoto: Allan Rieck

FÅ ABONNEMENT