Gavl kollapser med brandmænd i huset: 'Jeg har aldrig oplevet det før'

Billeder fra da brandvæsnet var i gang med at slukke branden. Senere styrtede gavlen sammen. Video: presse-fotos.dk
KRIMI | 4. MAR • 12:37
KRIMI | 4. MAR • 12:37
Luna Skovhus
Journalist

En brand i et ubeboet hus i Østermarie udviklede sig dramatisk onsdag, da en gavl kollapsede, mens mandskab befandt sig i bygningen.

Onsdag opstod der brand på øverste etage i et ubeboet hus i Østermarie på Godthåbsvej. 

Branden var under kontrol, og der var ingen tilskadekomne, var den første melding, da Tidende snakkede med indsatsleder Kim Riis kort efter klokken 12. 

Senere var der dog yderligere dramatik. En video fra TV2 Bornholm viser, at gavlen på huset er kollapset. Det skete, mens der var mandskab inde i bygningen, fortæller Kim Riis. 

De kom dog ud i god behold, tilføjer han. 

– Der er ikke sket os noget, men det var en stor overraskelse og nok også et chok for de involverede. 

Aldrig set det før

Indsatslederen uddyber, at man ikke kunne forudse, at det ville ske på den måde. 

– Jeg har aldrig oplevet det før, og jeg har alligevel været i brandvæsnet i mange år, fortæller Kim Riis. 

Han forklarer, at man havde spærret af, efter branden var under kontrol, fordi man vidste, at gavlen før eller siden ville kollapse.

Det skyldtes især skorstenen, som var konstrueret med en forskydning. Det betyder, at den ikke gik lodret hele vejen op gennem huset.

Den startede ét sted i huset og var vinklet eller forskudt, så den kom ud gennem taget et andet sted - det kan gøre bygningen mere ustabil ved brand. 

Men der var ikke noget, der tydede på, at det ville være farligt at gå ind i bygningen. 

– Der var stadig små brandlommer inde i huset, så vi sendte et røgdykkerhold ind for at vurdere adgangsvejen. Kort efter faldt loftet pludselig sammen. 

Altså ikke skorstenen, men loftet, understreger Kim Riis. Mandskabet befandt sig dog i stueetagen, og da spærene lagde sig ned og knækkede på midten, var de heldigvis beskyttet, uddyber indsatslederen. 

– Så de kunne faktisk bare gå ud af hoveddøren. Ja, eller bare og bare, men de var heldigvis i sikkerhed. 

Hvorfor skete det? 

Senere faldt resten af loftet indvendigt sammen, men først efter man havde trukket sig helt, fortæller Kim Riis.

Han gentager, at det er meget usædvanligt, at bygningen kollapsede på den måde. 

– Huset er en ganske almindelig murermestervilla, og konstruktionen er overhovedet ikke fremmed for os. Så nu lægger vi også lidt kræfter i, hvorfor konstruktionen gjorde, som den gjorde.

Indsatslederen fortæller onsdag eftermiddag, at man har bestilt en kranlastbil til at fjerne de sidste spær, der hænger, og så vælter man den sidste gavl, inden den kommer ned af sig selv. Huset var ikke til at redde. 

– Huset kan ikke reddes, og det havde vi ikke kunnet, selvom det her ikke var sket. Hele loftetagen er udbrændt, og der er brandhuller flere steder, så huset var nok afskrevet. Men det var ikke lige meningen, det skulle ske på den her måde, siger Kim Riis. 

Det er politiets opgave at videreformidle, hvad årsagen til branden er, men det er onsdag ikke fastlagt, fortæller vagthavende hos Bornholms Politi.

Vagthavende fortæller samtidig klokken 15, at der nok vil være spærret af på Godthåbsvej i et par timer endnu, mens oprydningsarbejdet pågår. 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT