Heldigvis plejer juleindbrud ikke at være et stort problem her på Bornholm. Alligevel opfordrer Rigspolitiet alle til at sikre deres bolig bedst muligt mod indbrud, hvis de er hjemmefra i julen. Det samme gør forsikringsselskabet GF Forsikring. Der er nemlig en del, man selv kan gøre for at forebygge indbrud.
Det handler kort sagt om at give indbrudstyven dårligere arbejdsbetingelser ved at skabe lys og liv omkring boligen og få huset til at se beboet ud, selv om man er væk. Derudover er det en god idé at alliere sig med naboer eller andre, som kan holde øje med og måske skabe synlig aktivitet omkring boligen, for eksempel ved at parkere en bil i indkørslen, lyder det fra Rigspolitiet.
Et lignende budskab er salgsleder Kim Thorsen hos GF Bornholm ude med. Han synes, man bør notere sig de tiltag, som kan gøre huset mindre attraktivt som indbrudsmål og nævner gode og moderne låse samt lys, der tænder og slukker automatisk, som konkrete eksempler. Samtidig minder han om, at det ikke kun er venner og familie, som kan følge med på sociale medier.