Brandvæsnet har i nat været i aktion i Rønne, hvor der opstod brand i en container omkring Nordre Kystvej 32 og Jernbanevej 6. I forbindelse med branden blev beboere i begge ejendomme evakueret. Det fortæller Bornholms Politi på Twitter.
Meldingen kom ind til 112 klokken 01.16 og lød i første omgang på, at der var brand i en container, der stod ved siden af facaden, fortæller vagthavende hos Bornholms Politi.
– Vores patrulje konstaterer kraftig røgudvikling, og at der står en flammesøjle op langs husmuren og formentlig også i et cykelskur lige ved siden af. Brandvæsnet kommer frem og iværksætter slukning, og vores patrulje går i gang med at evakuere beboerne, siger vagthavende.
Der er 70 beboere tilmeldt kollegiet 32 Nord. Alle bliver bragt i sikkerhed, mens slukningsarbejdet er i gang, og indtil branden er under kontrol. Det var den omkring klokken 03 i nat, og derefter har brandvæsnet udført efterslukningsarbejde.