Anklager mangler beviser i stor øksevoldssag

Anklager mangler beviser i stor øksevoldssag
Overfaldet skete i oktober sidste år. Arkivfoto: presse-fotos.dk
KRIMI | Mandag 8. april 2024 • 19:16
Jakob Marschner
Journalist
KRIMI | Mandag 8. april 2024 • 19:16

To et halvt års fængsel til alle fem tiltalte i sagen om grov vold med kniv og økser i Bodilsker, kræver anklageren. Og seks måneder til manden fra Bodilsker, der blandt andet fik et dybt slag med en økse. Intet peger på strafbare handlinger hos tre af de fem tiltalte, mens de to sidste påberåber nødværge. Dommen falder tirsdag formiddag.

Samme straf til alle de fem tiltalte i sagen om grov vold mod en mand i Bodilsker den 5. og 6. oktober sidste år.

Også selvom sagen er fordelt ud på to episoder, og selvom kun to af sagens fem tiltalte deltog ved begge lejligheder. Og også selvom hverken udsagn eller tekniske beviser forbinder tre af de fem tiltalte med at have gjort noget strafbart.

Det talte anklager Mads Berggren Larsen for, da voldssagen mandag blev behandlet færdig ved Retten på Bornholm. Anklageren kræver et halvt års fængsel til manden fra Bodilsker for vold, der i Mads Berggren Larsens øjne ikke falder ind under nødværge. Dommen falder tirsdag klokken 10.30.

Tre forsvarere kræver modsat deres klienter frifundet. De henviser til, at deres klienter ikke bliver belastet af noget materiale i sagen, og at man skal være individuelt skyldig for at kunne blive straffet. De to sidste forsvarere kræver deres klienter frikendt, fordi de mener, at deres handlinger fandt sted i nødværge.

Anklagemyndigheden skal kunne bevise individuel skyld for enhver, som anklageren kræver dømt. Det er på ingen måde lykkedes i sagen fra Bodilsker, svarede forsvarerne.

Den 32-årige tiltalte, som et vidne mandag pegede ud som den første til at gribe til vold, erkender sig skyldig i at have overtrådt knivloven, men kræver at blive frifundet i selve voldssagen.

Endelig erkender en 20-årig tiltalt mand, at han slog en økse i balden på manden fra Bodilsker. Men hans forsvarer talte for, at slaget med øksen fandt sted i lovlig nødværge og derfor heller ikke skal straffes.

Før det kom dertil, talte anklager Mads Berggren Larsen for to et halvt års fængsel til alle de fem tiltalte.

– De er meget i overtal. De angriber (manden fra Bodilsker) på hans egen bopæl. Der er ikke noget her, der minder om nødværge, sagde han.

Hvem greb først til vold?

Hvem der først greb til vold er et centralt punkt i sagen.

Anklageren holdt sig til, at både manden fra Bodilsker og sagens eneste øjenvidne har forklaret, at den 32-årige tiltalte var den første, der greb til vold og herunder også trak en karambitkniv.

Umiddelbart før de to ældste tiltalte tog afsted fra Bodilsker efter det første af deres to besøg, har både manden fra Bodilsker og sagens eneste øjenvidne forklaret, at de to mænd prøvede at bakke manden fra Bodilsker ned i bil flere gange.

Den 32-årige tiltalte sad bag rattet, da manden fra Bodilsker blev forsøgt bakket ned. Anklageren mente også, at den 32-årige under tumulten ved det andet besøg på adressen stak manden fra Bodilsker med sin kniv.

– Min opfattelse er, at han har fået et stik af (den 32-årige), mens (manden fra Bodilsker) lå ovenpå ham. Jeg mener også, at den eneste måde man kan forklare hans skade på er, at han er blevet stukket af den her karambitkniv, sagde Mads Berggren Larsen.

De fem tiltalte forlod en hjælpeløs person, der ifølge en hospitalslæges vurdering kan have været i livsfare i situationen.

– Ingen af de fem personer gør sig nogen anstrengelser for at tilkalde hjælp. De har ikke gjort sig nogen anstrengelse for at sikre, at han skulle overleve det her, sagde Mads Berggren Larsen.

Tiltalt kvinde gjorde intet

Som advokat for den 20-årige, der har erkendt øksehugget mod manden fra Bodilskers ene balde, fordi han frygtede for sin kammerats liv, undrede Lone Damgaard sig over, at anklageren behandlede de fem, som om deres roller var ens.

– Jeg mangler en differentiering af, hvad hver af de forskellige tiltalte har foretaget sig, sagde hun.

– For hver af de tiltalte skal der være bevis imod dem, før de kan dømmes. Den blotte omstændighed at min klient tager med ud på den adresse er ikke nok til at gøre ham ansvarlig.

– Slaget med øksen er foretaget i lovlig nødværge. I situationen var det forsvarligt og også nødvendigt, sagde Lone Damgaard.

– Han havde lige set sin kæreste blive overfaldet voldsomt, og han havde også fået sin bil smadret med en økse. Han kan ikke gøre andet.

Lone Damgaard forsvarer også den tiltalte 25-årige kvinde, der var med på den anden tur til Bodilsker. Her fik hun dog ingen rolle at spille, fordi manden fra Bodilsker angreb hende ved at tænde ild til en beholder med tændvæske og holde flammen ud gennem det vindue, som hun stod udenfor.

– Flammen sætter hende fuldstændig ud af spillet. Hun sidder i bilen bagefter. Hun har ikke noget som helst at gøre med det, der så sker, sagde Lone Damgaard.

– Hun går så ud af bilen, da hun hører, at der er tumult, og hun trækker øksen ud af (manden fra Bodilskers) balde. Hun har intet strafbart gjort, sagde hun.

Ikke nok at være til stede

Heller ikke den yngste tiltalte, en 18-årig mand, bliver af hverken de andre tilstedeværende eller tekniske beviser forbundet med at have gjort noget strafbart. Det påpegede hans forsvarer Thomas Brædder.

– Han skal frifindes, fordi han ikke har medvirket til det her. Den blotte tilstedeværelse er ikke nok. Det ligger der mange domme på, sagde han.

– Første gang jeg læste anklageskriftet, tænkte jeg på, om vores påstand skulle være, at sagen skulle afvises. For der står ikke noget om, at min klient har foretaget sig noget, der er strafbart, sagde Thomas Brædder.

– Der står, at "de tiltalte" overfaldet ham. Min klient er bare en del af et "de". Men vi kan ikke bruge formuleringer som "de", for vi er nødt til at behandle strafansvaret individuelt.

– Anklageren siger, at "mon ikke (den 18-årige) vidste, hvad der skulle foregå?". Skulle det være et bevis? spurgte Thomas Brædder.

– Min klient holder sig i baggrunden. Han blander sig ikke. Samtlige forklaringer understøtter, at han ingen rolle har haft, sagde han.

Samme pointe havde advokat Morten Hartelius for sin klient, en 36-årig mand, der deltog i begge de to besøg hos manden fra Bodilsker.

– Jeg har lidt svært ved at se, hvad min klient egentlig har gjort. Hvad har han reelt gjort? Ingenting, sagde han.

– Min klient står bare ved siden af. (Manden fra Bodilsker) siger også, at der ikke er nogen fysisk kontakt med min klient. Han var ikke en del af det, sagde Morten Hartelius.

Bevis for knivstik mangler

Advokat Naja Wærness Larsen talte for, at retten skal frikende den 32-årige tiltalte, som både manden fra Bodilsker og sagens eneste øjenvidne har udnævnt til den første til at bruge vold. Beviserne mangler, sagde hun.

– Anklageren siger, at "det er min overbevisning", at min klient har stukket med en kniv. Men der er ingen beviser, og der er ingen forklaringer om det, sagde Naja Wærness Larsen.

– Hans blod er ikke på kniven. Der er ikke noget, der taler for, at den kniv har været inde i ham. Så siger anklageren, at det "peger på, at...". Men det er ikke tilstrækkeligt.

– (Den 32-årige) slog ikke først. Min klient sagde også, at han havde brækket ryggen. Det har sagens vidne også sagt i en politirapport, at han har hørt, før han så ikke kan huske det i dag, sagde Naja Wærness Larsen.

Forsvareren talte også for, at det var lovlig nødværge, da hendes klient prøvede at bakke manden fra Bodilsker ned.

– Hvis der står en og slår i en bil med en økse, må man godt bakke dem ned. Det er indenfor lovlig nødværge, sagde hun.

Naja Wærness Larsen afviste, at manden fra Bodilsker handlede i nødværge mod angreb, som de fem tiltalte foretog på ham.

– Det er ikke nødværge. Man kan ikke sidde derhjemme og forberede nødværge. Der skal være et igangværende eller overhængende angreb, før der kan være tale om nødværge, sagde hun.

– (Manden fra Bodilsker) sover med en kniv under hovedpuden. Vi har også set, hvordan hans hjem ser ud. Hvem er det, der er voldsparat? Det er han, sagde Naja Wærness Larsen.

Lovligt selvforsvar

Men jo, for manden fra Bodilsker var det lovlig nødværge, sagde hans forsvarer Rikke Solberg Bruun.

– Min klient var udsat for to overfald, og hans modstand gik ikke ud over det tilladelige for nødværge. Både min klient og vidnet fortæller, at det er (den 32-årige), der er ophidset og pludselig farer på min klient, sagde hun.

– Er min klient gået over stregen? Det mener jeg på ingen måde. Han har forsvaret sig. Derfor skal han ikke straffes, sagde Rikke Solberg Bruun.

– Det er ubestridt, at flammen kommer ud af vinduet. Men min klient har forklaret, at han er bange, og at han retter flammen ud af vinduet for at afværge et baghold.

– Og igen: Hvad har optakten været? Han er allerede blevet overfaldet, og nu står der fem personer med våben. (Den 32-årige) fremsatte også en dødstrussel, før han og (den 36-årige) kørte fra stedet første gang, sagde Rikke Solberg Bruun.

Anklagerens krav om to et halvt års fængsel er desuden helt ude af trit med tidligere domme i sager om grov vold efter straffelovens paragraf 245, sagde advokat Thomas Brædder.

Flere andre forsvarere talte også for, at sagen fra Bodilsker først slet ikke falder ind under lovens paragraf 246 om grov vold "under særdeles skærpende omstændigheder".

- Livsfare er ikke nok til, at en sag falder ind under paragraf 246. Varige men er heller ikke nok, sagde advokat Naja Wærness Larsen.

Forsvarerne dokumenterede adskillige domme fra sager om øksevold, blandt dem en sag, hvor flere økseslag var blevet rettet direkte mod den forurettedes ansigt, et forhold der ikke gjorde sig gældende i Bodilsker.

I den sag blev den tiltalte kun idømt et år og tre måneders fængsel - og dermed kun præcis det halve af den straf, som anklager Mads Berggren Larsen kræver alle de fem tiltalte i Bodilsker-sagen idømt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT