Her præciserer de, at der specifikt er tale om bøder givet for hastighedsoverskridelser på præcis 30 procent. Her er bøden nemlig blevet sendt til ejeren af køretøjet frem for at indentificere føreren af køretøjet og henvende sig til rette vedkommende med en særligt skærpet bøde.
– Det er en sag, som vi er utrolig ærgerlige over. Det handler forenklet sagt om, at der ved en hastighedsoverskridelse på præcis 30 procent er et overlap i systemet, som har betydet, at den særligt skærpede bøde i nogle tilfælde er opkrævet forkert, udtaler Politiinspektør Johannes Sølvsten Jönsson fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Den fejlagtige måde at behandle de særligt skærpede ATK-bøder på har fundet sted siden februar 2015. Det betyder, at der frem til i dag er cirka 70.000 særligt skærpede bøder, der er opkrævet fejlagtigt efter reglerne om betinget objektivt ejeransvar - altså hvor bøden sendes til ejeren af køretøjet.
Når der er tale om en særligt skærpet bøde, er det en fejl at opkræve bøden direkte hos ejeren af køretøjet. I sådanne tilfælde skal føreren identificeres og have bøden.
Fejlen er dog stoppet nu, og de borgere der har modtaget en af de nævnte bøder skal foreløbig ikke gøre noget.
Systemet har siden 2015 udsendt omkring 80.000 sager med en særlig skærpet bøde.